Læsetid: 5 min.

Et ventet sving til venstre

21. maj 2005

Antikapitalistisk diskurs i Tyskland, har man hørt mage? De nye toner fra SPD's ledelse modtages med en vis overraskelse i Frankrig, hvor man har vænnet sig til at betragte de tyske socialdemokrater som moderate. Omsvinget falder tidsmæssigt sammen med den overraskende energiske nej-kampagne i Frankrig, der har et meget stærkt islæt af nej til 'neoliberalismen' - den sidste nye version af kapitalismen.

Det kunne opfattes som et muligt varsel om en ny fransk-tysk akse - en fælles front mod rovdyrkapitalismen og den løbske globalisering. Så meget mere, som ikke bare venstrefløjen i Frankrig, men også præsident Chirac har anslået antiliberalistiske toner.

Men en sådan prognose forekommer ikke oplagt sandsynlig, når man kaster et blik på Frankrigs historiske traditioner og politiske kultur, der adskiller sig stærkt fra Tysklands.

Hvad angår Chiracs antiliberale sprogbrug, er det ikke svært at få øje på den kløft, der - på dette som på andre områder - adskiller hans retorik fra hans politiske handlinger. Han er f.eks. en brændende fortaler for 'miljøet', men har altid ført en alt andet end miljøvenlig politik. Han blev valgt til præsident i 1995 på et slogan om at bekæmpe den sociale ulighed, men 10 år senere er hans resultater på dette område klart negative. Og hans indenrigspolitik har stort set fulgt strømmen under den internationale liberale bølge.

Man skal være blind på begge øjne for - som Financial Times, The Economist, Wall Street Journal etc. - at kunne udråbe Chirac til den "den mest venstreorienterede leder i den vestlige verden" eller lignende prædikater.

På den anden side har Frankrig ubestrideligt en antiliberal tradition, der under overfladen har overlevet alle omskiftelser, hvorfor Chirac med en vis selvfølgelighed og med typisk opportunisme kan slå på disse strenge. Og efter amerikansk-britisk målestok er Frankrig et overreguleret land med en overdreven sociallovgivning - hvad de ovennævnte blade aldrig forsømmer nogen lejlighed til at minde deres læsere om.

Staten har en stærk og central placering i den franske tradition - fra Colbert til Bonaparte til de Gaulle...

Liberalismen havde respektable fortalere, men i det lange løb gik den fremherskende tendens i Frankrig altid i retning af 'etatisme' og 'dirigisme'. Historisk set var højre og venstre i Frankrig - uanset hvor rivende uenige de ellers kunne være - fælles om en mistillid til markedet som ledende princip for den sociale orden. Laisser faire er et fransk udtryk, der altid har været fremmed for realiteterne i Frankrig...

Det er karakteristisk, at de liberalistiske klassikere fra det 19. århundrede - Tocqueville, Constant, Guizot - længe stod i lav kurs i deres eget land og først fik deres renæssance med det store vendepunkt i Frankrig i 1983 under Mitterrand, der indvarslede de næste 20 års liberale hegemoni.

Ja, 'socialisten' François Mitterrand kom til at gå over i historien som den, der dirigerede kursændringen fra socialt til liberalt demokrati og 'forsonede Frankrig med markedet' - et veritabelt højresving. Han 'valgte Europa', accepterede finansmarkedernes logik og den monetaristiske spændetrøje, der siden har bragt alle franske regeringer i modvind og - uden undtagelse - styret dem ud i valgnederlag.

Det var den samme Mitterrand, der i 1970'erne dirigerede det franske socialistparti, PS, som et revolutionært parti, hvis mål var "brud med kapitalismen".

Man kan blive svimmel af at iagttage pendulbevægelserne i fransk politik, ofte helt ude af takt med omverdenen.

Hvad angår det franske PS og det tyske SPD, er deres udvikling alt andet end parallel, og de har for det meste slet ikke været på bølgelængde. Derfor kan man tvivle på, at de nye antikapitalistiske toner, der netop nu lyder på begge sider af Rhinen, indvarsler en fælles front. Det er værd at bemærke, at i Tyskland er det partilederen, Franz Müntefering, der fører an i den nye antikapitalistiske kampagne, mens det i Frankrig er partiets venstrefløj (plus den tidligere nærmest social-liberale Laurent Fabius), der fører en antiliberalistisk nej-kampagne, helt i pagt med venstrefløjens normale linje, men stik imod partiets officielle politik.

I PS begyndte man ved det store omsving i 1983 at tale om, at det var på tide, at de franske socialister fik deres 'Bad Godesberg' - en hentydning til den partikongres i 1959, hvor SPD sagde farvel til marxismen og revolutionen og bekendte sig til markedsøkonomien.

Bad Godesberg er den dag i dag et aktuelt emne i PS, hvor splittelsen mellem 'regeringskultur' og 'talerstols-socialisme' - mellem reformisme og revolutionær tradition - stadig er åbenlys og nu kommer til eklatant udtryk i EU-debatten. Trods Mitterrands kursændring i 1983 - og trods flere tilløb siden - har PS aldrig for alvor haft sit Bad Godesberg.

Nu oplever vi så, at de tyske socialdemokraters leder for første gang siden 1959 angriber kapitalismen med en sprogbrug, der i de mellemliggende årtier kun har været at finde i partiets meget minoritære venstrefløj. De taktiske grunde til den nye offensiv er iøjnefaldende, især landdagsvalget i Nordrhein-Westfalen i morgen, men der er ingen overensstemmelse mellem denne retorik og forbundskansler Schröders faktiske politik, og hvis SPD og PS har noget til fælles, er det en vis form for dobbelthed, for ikke at sige dobbeltspil. En holdbar fælles front for en radikalt venstreorienteret politik er svær at forestille sig.

Tilbage bliver, at liberalismen har svært ved at slå rod i Frankrig. Kampagnen mod neoliberalismen har en traditionel grobund, yderligere næret af de negative resultater af den overvejende liberale politik, der er blevet ført af højre- som venstreregeringer siden 1983 - en medicin, som folket ikke har villet sluge. Ikke alene blev regeringerne slået ved hvert valg, men i 1992 stemte næsten 50 procent imod Maastricht-traktaten, og i 1995 oplevede Frankrig sin mest omfattende protest- og strejkebølge siden 1968.

Blandt de intellektuelle red liberalismen højt på en bølge fra sidst i 1970'erne, efter at den marxistisk dominerede venstrefløj med årtiers forsinkelse havde opdaget Gulag og kommunismens forbandelser. Farvel marxisme, goddag liberalisme - pendulbevægelsen var markant. Men fra midten af 1990'erne kom liberalismen i tiltagende modvind, og en ny kapitalismekritik blomstrede op.

I bøger, der gav genlyd, fik den neoliberale globalisering nogle skud for boven - fra så forskellig side som sociologen Pierre Bourdieu, antropologen Emmanuel Todd og forfatteren Viviane Forrester. Venstresvinget har altså været under opsejling et stykke tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her