Læsetid: 3 min.

I en anden verden

6. maj 2005

Februar 2005

Bag tykke ruder med tunge gardiner holder Isabel varmen og drikker kaffe. Vinterkulde hersker uden for den indiske restaurant, hvor hun og Ole lige har spist and. De er i København for en dag og venter på, at Jonas skal ringe på mobilen.

Han er til koncert i byen sammen med nogle venner. Han har næsten ikke kunnet vente. Men i sidste øjeblik glippede transporten fra Fredericia til hovedstaden - og så sprang Ole til. Han havde lovet Jonas, at uanset hvad, der skete, skulle Jonas nok komme til den koncert. Om så Ole skulle køre ham til København i bil og tilbage igen.

Siden den dag, Isabel mødte Ole, da hun var ude og handle, har de ikke veget fra hinandens side.

Jonas, Ida og Freja skulle lige vænne sig til tanken.

Bliver far nu ked af det, fordi mor har fundet en anden mand?

Men Ole er et hit. Han gider lege, han gider snakke, og han gider køre Jonas og kammeraterne helt til København.

Ida syntes først, det var lidt mærkeligt, at en anden mand bare flyttede ind i hendes hus. Hun blev tit sur på ham i begyndelsen, men nu synes hun, det er dejligt, at han er der, selv om hun savner sin far.

Freja elsker Ole. Hver morgen vakler hun søvndrukkent ind i soveværelset og putter sig hos ham.

Jonas kan spørge Ole om alt muligt, også om sin far. De kendte jo hinanden, fordi Ole havde hans far i behandling som misbrugskonsulent i kommunen. Faktisk er Jonas blevet så glad, at han føler, at han aldrig nogensinde har haft det bedre.

"Tak fordi du kom ind i vores liv," siger han til Ole.

At Lars er borte, fordi han var stiknarkoman er ikke noget, familien skammer sig over, og med Oles forståelse for problematikken, er emnet heller ikke noget, man ikke må snakke om ved middagsbordet eller med kammerater.

"Er din far også narkoman," siger Freja således glad en dag, da hun bliver kørt hjem af en legekammerats mor, og kammeraten lige har fortalt, at hendes far netop er kommet ud fra Freedom House - narkobehandlingsstedet i Stubbekøbing, hvor Lars fik sin sidste afvænning.

"Nej, det er han i hvert fald ikke. Min far har epilepsi," svarer kammeraten.

Isabel ryster på hovedet, da hun hører om snakken. Hun ved, manden er narkoman, hvorfor skjuler forældre den slags for deres børn?

Også derfor er Ole for Isabel mere end bare ren kærlighed - han er nemlig en mand, hun ikke behøver at skjule noget for. Han forstår så meget, fordi han ved, hvordan man lever, når man er en familie, der er ramt af stofmisbrug. Hun skal ikke anstrenge sig for at banke noget ind i hovedet på ham. Hun skal ikke forene to verdener ved hjælp af utallige strategier:

Det er utroligt, du bliver ved med at lave de svigt over for mig og dine børn.

Du skal have noget hjælp.

Hvis du ikke søger hjælp, kan du ikke være i vores liv.

Ole og Isabel har købt hus sammen. Et fantastisk hus lige ved siden af børnenes skole. Huset er et Rudolf Steiner Hus - lige som skolen. Der er ingen rette vinkler, ovenlys i stuen, og det ligner næsten en spansk hacienda. Lillebælt ligger kun 450 meter fra hoveddøren.

Isabel er ikke stærk i troen, men som årene er gået, har hun gjort sig sine tanker om skæbnen.

Er der en vej, man skal gå uden helt at vide, hvad vandringen mod destinationen vil bringe?

Hun ved det ikke.

Hun har lært en masse på vejen. Hvad den lærdom skal bruges til, skal hun nu finde ud af.

Det er sådan, hun forestiller sig sin fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her