Læsetid: 3 min.

Da verden fik nye sheriffer

Nationaliseringen af Suezkanalen udløste en krig, der understregede en ny magtbalance i verden. Det fejres onsdag i Kairo, men næppe i London og Paris
26. juli 2006

Det er en af verdens vigtigste vandveje, Suezkanalen. Åbnet i 1869, efter at 1,5 millioner tvangsarbejdere havde slidt i det i 10 år under fransk overvågning og styring. 125.000 af dem overlevede ikke. Døde af udmattelse, sygdomme, arbejdsulykker.

Men den dag i dag nyder verden godt af det tragiske slid imellem Suez ved Det Røde Hav og Port Said ved Middelhavet. Skibe sejler dagligt i tre konvojer hver vej igennem den godt 190 kilometer lange kanal, der er udvidet flere gange, efter at de mange tvangsarbejdere banede vejen. Skibenes betaling giver Egypten en årlig indtægt på over 20 milliarder kroner og er en af landets vigtigste indtægtskilder.

Sådan har det ikke altid været. De gamle kolonimagter Storbritannien og Frankrig havde tidligere store økonomiske interesser i Suezkanalen via Kanalselskabet, men 1956 skulle vise sig at blive et skæbneår - ikke alene for de to landes indflydelse i Suez, også for deres status i verden.

For de to gamle kolonimagter blev afrettet, og det var verdens nye sheriffer, der gjorde det klart for London og Paris, at tiden som kolonimagter og imperier var endegyldigt slut.

50-års jubilæum

Denne begivenhed fejres i Egypten onsdag. Da er det 50-års-dagen for, at den daværende egyptiske præsident, Gamal Abdel Nasser, nationaliserede Suez-kanalen. Det skete, fordi USA og Storbritannien havde trukket et løfte om finansiering af Aswan-dæmningen tilbage, så derfor mente Nasser - 'den arabiske Hitler', som briterne kaldte ham - at han ved at nationalisere Suez kunne bruge indtægterne fra de skibe, der ville igennem kanalen, til at bygge dæmningen.

Men i Storbritannien og Frankrig var man ikke begejstret for den 38-årige præsidents nationalisering. Kanalselskabets britiske og franske aktionærer var selvsagt stærkt utilfredse, men de to gamle kolonimagter var også vrede af andre årsager. Suezkanalen havde været og var stadig en vigtig vej for briterne til besiddelser i Golfen og i Asien, og franskmændene havde problemer med Nasser på grund af hans støtte til oprørerne i den daværende franske koloni Algeriet.

Og Egyptens nye naboland, Israel, fulgte sagen med stor interesse. Også israelerne havde en interesse i at ramme Nasser for at hindre egyptiske raid ind over grænsen til Israel fra Sinai-ørkenen og fjerne Egyptens blokade af Aqaba-strædet. Der blev resten af sommeren ført forhandlinger med Nasser for at få sagen på plads, men der kom ingen løsning. Imens lagde israelerne, briterne og franskmændene planer.

Planer, der kom for dagens lys den 29. oktober, da israelske styrker invaderede Gazastriben og Sinai. To dage senere begyndte franske og britiske fly at bombe Egypten. Som gengæld sænkede Nasser alle de 40 skibe, der var i kanalen under angrebet. Frankrig og Storbritannien sendte soldater til kanalen og fik den under kontrol.

Stormagter og sheriffer

Officielt skete det for at adskille egyptere og israelere, men verden havde efter Den Anden Verdenskrig fået stormagter, der gjorde Frankrig og Storbritannien til småbrødre. Det var USA og Sovjetunionen, der trods Den Kolde Krig, som begyndte nogle år tidligere, fandt sammen i en til lejligheden konstrueret alliance. Begge lande lagde pres på de svindende kolonimagter - USA luftede oven i købet en plan om at sælge ud af nationalbankens beholdning af britiske pund og dermed påføre den britiske økonomi betydelige problemer. Presset førte til, at Storbritannien og Frankrig måtte trække sig ydmyget tilbage.

Suezkanalen åbnede igen for trafik i april 1957, da sårene stadig blev slikket i London og Paris, hvor regeringerne måtte erkende, at verden havde fået nye sheriffer, der ikke var bange for at koste rundt med deres forgængere. Egypten gik med til at betale erstatning til aktionærerne i seks rater, hvor den sidste blev betalt i 1963.

I dag spiller Suezkanalen en vigtig rolle for ikke alene Egypten, men også for resten af verden. 7,5 procent af den globale trafik til søs går igennem kanalen, varer fra Kina og andre lande i Asien til Europa går igennem kanalen, der også bruges til en del af varetransporten til USA fra Asien. Det er ellers lettere at sejle fra Kina og over Stillehavet til USA's vestkyst eller igennem Panamakanalen. Men der er stor travlhed i de vestamerikanske havne, som skal modtage gods, der fragtes videre ind i landet, og Suez kan tage større skibe end Panamakanalen.

Verdenshandlen er stadig afhængig af det gravearbejde, som egyptiske tvangsarbejdere under barske vilkår knoklede med for 150 år siden for at hjælpe de daværende, magtfulde kolonimagter, så de ikke skulle hele vejen ned omkring Afrika, når de skulle til Asien og hjem igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her