Læsetid: 13 min.

Verden er fredeligere trods alt

Et globalt tilbageblik på det forløbne års vigtigste politiske begivenheder og udviklingstræk viser at der er færre konflikter, stort antal naturkatastrofer og nye lande med stormagtsambitioner
31. december 2005

Først de gode nyheder: Udviklingen over det seneste årti fortsætter i retning af en væsentlig nedgang i antallet af væbnede konflikter, folkemord, menneskeretskrænkelser og internationale kriser verden over. Det konkluderer internationale analytikere under ledelse af Andrew Mack, tidligere chef for FN's generalsekretær Kofi Annans strategiplanlægningskontor.

Undersøgelsen, der gennemført af forskere ved Liu Instituttet for Internationale Anliggender på University of British Columbia, viser et fald på 40 procents i væbnede konflikter siden 1992. Og måler man alene på 'større konflikter', som koster over 1.000 dræbte årligt - er faldet sågar så stort som 80 procent

Medierne er i kraft af deres internationale rækkevidde tilbøjelige til at fremmane et billede af globalt kaos og ufred. Men kendsgerningerne er, at fred var fremherskende i Nord- og Sydamerika, Europa og Asien gennem hele 2005 dog med Afghanistan, Colombia, Nepal, Tjetjenien og Sydfilippinerne som de væsentligste undtagelser.

Også i Mellemøsten var der fred, bortset fra USA's krig i Irak og den fortsatte konflikt mellem israelere og palæstinensere. Selv i Afrika syd for Sahara, der er hjemsted for halvdelen af klodens krige, blev der gjort store fremskridt i 2005.

Afrika

Fredsaftalen i Sudan i februar stoppede kontinentets længste og værste borgerkrig. I de sidste måneder af 2005 var millioner af sydsudanesiske flygtninge på vej hjem. Samtidig aftog den ikke hermed relaterede konflikt i Darfur i Vestsudan i intensitet. I modsatte ende af kontinentet viste november måneds valg af Afrikas første kvindelige præsident, Ellen John Sirleaf, at den lange borgerkrig i Liberia omsider er forbi. Og indlemmelsen af (hutu)-oprørsstyrker i den regulære (tutsi)-hær i Burundi gav sammen med valget af en hutupræsident håb om, at den endnu længere borgerkig i dette land omsider også er ovre.

Afrika er dog stadig det suverænt fattigste kontinent. Og det mest turbulente. Ethiopiens første frie valg i maj endte i vold, og truslen om en ny grænsekrig mellem Ethiopien og Eritrea voksede, ligesom alle forsøg på at genetablere en ny centralregering i Somalia ved årets udgang så ud til at være løbet ud i sandet.

Elfenbenskysten, der blev delt midt over i 2002 efter et mislykket kupforsøg, gjorde kun sparsomme fremskridt mod forsoning. Sporadiske voldsbrud gjorde deres til at forhale den vanskelige fredsproces i Østcongo.

Men det sydlige Afrika var fredeligt - med den Zimbabwes aldrende diktator Robert Mugabes stadig mere hårdhændede undtrykkelse som enlig undtagelse. Endda i en sådan grad, at mozambiquanerne begyndte at diskutere, om tiden ikke var inde til at fjerne den sorte AK-47-riffel, der pryder deres flag.

En mørk sky, der truede fremtiden for kontinentets eneste industrialiserede land - Sydafrika - blev blæst væk, da vicepræsident Jacob Zuma blev afsat pga. anklager for korruption. Var han blevet præsident, kunne Zuma - den store samlingsskikkelse for ANC's populistiske kræfter - have afsporet hele det vanskelige projekt om gradvis at overføre rigdom og magt til den ikke-hvide befolkning uden at udløse panik hos de lokale hvide og de udenlandske investorer.

Mellemøsten

Kun Mellemøsten kunne gøre Afrika rangen stridig, i henseende til politisk turbulens, - og ser man den guerillakrig, den amerikanske invasion af Irak har udløst, som en regional begivenhed, var Mellemøsten en værdig udfordrer til Afrika i 2005, når man tæller militære tab.

Men næsten alle myrderier skete i den irakiske heksekeddel - de andre steder i regionen var omvæltningerne hovedsagelig af politisk karakter.

De største forandringer skete i Israel og de palæstinensiske områder, hvor flere radikale forandringer ændrede det politiske landskab. Yassir Arafats død sidst i 2004 bragte den mere fremkommelige Mahmoud Abbas til magten i selvstyreområderne i januar. Men nyvalget til det palæstinesiske parlament blev udskudt gentagne gange (sidst til 25. januar 2006) pga. frygt for, at Hamas-partiet, som afviser alle territoriale fredskompromiser med Israel, skal få flertal i en ny parlamentssamling. Dette ville måske have betydet mindre, så længe Israels ministerpræsident Ariel Sharons regering var fast besluttet på at påtvinge palæstinenserne unilateral fred. Men balancen mellem de politiske kræfter er nu blevet labil og uforudsigelig.

Frem til august, da Sharon gennemtvang rømning af de jødiske bosættelser i Gazastriben trods stærk modstand i sit eget Likud-parti, så hans strategi ud til at skulle virke.

Og i den mellemliggende tid vil 'sikkerhedshegnet' fortsætte med at bugte og sno sig gennem Vestbredden for sluttelig at definere den nye de facto-grænse. Men så faldt hans eget Likud-parti ham i ryggen for i stedet at satse på hans mangeårige rival Benjamin Netanyahu. Samtidig blev hans allierede i Arbejderpartiet, Shimon Peres, væltet som leder af sit parti af udfordreren Amir Peretz.

Peretz, der går ind for direkte fredsforhandlinger med palæstinenserne på grundlag af de eksisterende grænser, opløste straks koalitionen med Likud. Stillet over for udsigten til at blive fortrængt af Netanyahu, trak Sharon sig også fra Likud, men tog over halvdelen af dets mandater med og grundlagde med Peres det nye parti Kadima ('Fremad'). Israelerne skal til stemmeurnerne kort tid efter det palæstinensiske valg, og det kan ikke afvises, at de vil vælge en arbejderparti-regering ledet af Peretz, som vil være føre genuine fredsforhandlinger med Abbas.

Men den mulighed foreligger også, at Hamas og andre islamistiske grupperinger vil lancere en ny selvmordsbombekampagne for at drive israelerne tilbage i armene på Likud og/eller Kadima og derved afværge, hvad de ser som truslen om en varig kompromisfred.

Tyrkiet midt i mellem

Den anden potentielt epokegørende begivenhed i regionen var det ja, EU i oktober gav Tyrkiet til at indlede optagelsesforhandlinger. Det vil formentlig tage et årti eller længere, før disse forhandlinger er ført til ende, men bliver udfaldet en succes, vil begyndelsen være lagt til at hele et sår, der har delt den klassiske verden omkring Middelhavet, siden halvdelen faldt under muslimsk styre for et årtusinde siden. Trods de tilbageslag, EU led i maj og juni, da Frankrig og Holland stemte nej til den nye EU-forfatning og dermed satte projektet om en fælles forfatning i stå, er det europæiske genforeningsprojekt ikke taget af bordet. For idealister på begge sider af den historiske skillelinje er det sågar begyndt at forvandle sig til et projekt for genopbyggelse af den mere omfattende, ældre civilisation, hvoraf både islam og kristendommen udsprang.

Mellemøsten

De øvrige udviklinger i Mellemøsten var mindre dramatiske. Egypten holdt i efteråret et valg, der bragte landet en smule tættere på et genuint demokrati uden garanti for, at det vil kunne stå resten af distancen. Ved Irans præsidentvalg i juni nægtede over halvdelen af befolkningen at stemme på den indskrænkede liste af kandidater, som landets konservative religiøse ledelse forelagde dem, mens en populistisk og nationalistisk religiøs ekstremist, Mahmoud Ahmedinejad, sejrede med stemmer fra en tredjedel af vælgerkorpset. At Saudi-Arabiens kong Fahd døde i august, ændrede intet, eftersom hans bror og arving Abdullah i forvejen havde styret kongeriget siden Fahds hjertetilfælde for 10 år siden. Mordet på Libanons eksministerpræsident Rafik Hariri i februar (efter alt at dømme et værk af Syriens efterretningstjeneste) rejste en ikke-voldelig demokratisk bevægelse i landet, der gennemtvang syrisk tilbagetrækning fra landet. Men valget i maj-juni stadfæstede det gamle libanesiske system af alliancer og koalitioner mellem sekteriske folkegrupper.

Og så var der Irak

'Vendepunkterne' i Irak fulgte i hurtigt tempo: Fra valget i januar og den nye regerings tiltrædelse i maj til udformningen af en ny forfatning i august, folkeafstemning om den den 15. oktober og nyt parlamentsvalg den 15. december. Men reelt er Iraks skæbne stadig uafgjort. Ved udgangen af året var modstandskræfterne så stærke som nogensinde, antallet af dræbte amerikanske soldater havde passeret 2.000, mens den irakiske regeringshær- og politistyrker stadig var ude af stand eller uvillige til at kæmpe på egen hånd. Risikoen for, at Irak skal brække over i flere dele og så tvivl om dets eksisterende grænser fremstod ikke længere som ren spekulation. Men Irak-konfliktens indvirkning på resten af regionen har overraskende hidtil været begrænset: Antiamerikanismen har om muligt vokset sig endnu større, terrorbomber eksploderede i Jordan og Saudi-Arabien og de islamistiske ekstremister kan glæde sig over stærkt forbedrede rekrutteringsmuligheder.

Konsekvenserne i USA har været betydeligt større.

USA og Bushs trænglser

"Vi vil aldrig vige og aldrig acceptere andet end total sejr," insisterer præsident Bush, og han vil gøre sit bedste for at holde ord, fordi han ved, at en indrømmelse af, at Irak-invasionen var en fatal fejl vil få katastrofale konsekvenser for ham selv og hans parti. Imidlertid er den amerikanske opinion, som så længe har været ladt i stikken af en alt for ukritisk mediedækning af Irak-krigen, begyndt at miste tiltroen til ham. Amerikanernes stigende utilfredshed med deres regering blev yderligere næret af dens arrogante og inkompetente reaktion på orkanen Katrinas katastrofale ødelæggelser i september.

I december stod Bushs popularitetstal rekordlavt. Med tre år tilbage af sit andet mandat er det politiske og folkelige pres for en ændring af hans Irak-politik dog endnu ikke overvældende. Men han risikerer at blive en lame duck før tiden, hvis kræfter i hans parti begynder at se ham som en belastning i optakten til næste præsidentvalg. I så fald vil han få svært ved at få opbakning til sin politik i Kongressen.

Det mest forbløffende resultat af Bush-regeringens storladne planer om at ændre Mellemøstens politiske landskab har været dens forbløffende negligering af udviklingen i Latinamerika.

Latinamerika

Den amerikanske frihandelszone TFTAA fortoner sig i horisonten, efterhånden som de latinamerikanske nationer vælger vensteorienterede partier, der er imod den. Men bortset fra halvhjertet støtte til et mislykket kupforsøg mod Venezuelas præsident Hugo Chávez for to år siden, har Washington intet foretaget sig for at få disse regeringer til at makke ret eller vælte dem.

Over halvdelen af Latinamerika styres nu af venstrefløjsregeringer, hvis relationer til det officielle Washington er kølige - da Bush første gang kom til magten var det en tiendedel. Og denne andel kan vokse til to tredjedele, hvis Mexico også svinger til venstre ved det kommende valg. Bush-regeringen er så dygtig til at støde gamle venner og allierede fra sig, at selv den canadiske valgkamp fik klare antiamerikanske overtoner ved udgangen af dette år.

Europa - Øst som Vest

Europa fik et år uden stor turbulens. Ud over franskmændenes og hollændernes forkastelse af forfatningstraktaten var der ganske vist terrorbomberne mod Londons transportsystem. Men bortset herfra gik Europa lige så fri af den påståede terrortrussel som USA. Tyskland fik omsider ny regering i november, men valgresultatet blev så tæt, at CDU-leder Angela Merkel ikke vil kunne fravige meget fra Schröders forsigtige linje. I de fattigste af Paris' forstæder og i andre franske byer udbrød optøjer i november, som i vidt omfang fejlagtigt blev fremstillet som en 'intifada' fra landets 'diskriminerede' muslimske minoritet. Reelt var der tale om en uartikuleret, apolitisk revolte fra alle landets negligerede og udstødte minoriteter.

Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi fik sammensvejset en ny koalition, da hans gamle regering faldt i april, men klarer næppe genvalg i 2006. Den britiske premierminister Tony Blair reddede sig også tilbage til magten i foråret, skønt hans flertal blev halveret som følge af den folkelige modvilje mod britisk deltagelse i Irak-krigen, mens IRA's beslutning om at destruere sine våbenlagre og definitivt afslutte den væbnede kamp i Nordirland var en succes for Blairs diplomati. I kontrast hertil stod den spanske regerings mislykkede forsøg på at opnå våbenhvile med ETA, den militære gren af den baskiske terroristbevægelse, som slog til med nye mindre bomber flere gange i 2005.

Længere mod Øst skiftede polakkerne heste i september fra en regering ledet af tidligere kommunister til en ledet af partier med ophav i Solidaritet og med tætte bånd til den katolske kirke. Kroatien fik omsider status som officelt EU-kandidatland i oktober til gengæld for oplysninger, der førte til pågribelse af landets mest eftersøgte krigsforbrydermistænkte, eksgeneralen og folkehelten Ante Gotovina.

I det postsovjetiske, muslimske Centralasien udløste den ikke-voldelige og mere eller mindre demokratiske revolution i Kirgistan i marts ikke nogen dominoeffekt. Usbekistans diktator, Islam Karimov, slap afsted med at nedslagte 500 af sine borgere i oktober, Aserbajdsjans diktator befæstede sin magt ved et tvivlsomt valg i november og Kasakhstans dikator vandt tilsvarende 90 procent af stemmerne ved et valg i december.

Paven og fugleinfluenza

Årets største mediebegivenhed var pave Johannes Paul II's død i marts og valget af Joseph Ratzinger til pave Benedikt XVI i april, men der ikke grund til at forvente væsentlige ændringer i katolicismens doktriner eller politik som følge af paveskiftet. Årets internationalt mest betydningsfulde begivenhed var ikrafttrædelsen af Kyoto-aftalen om klimaforandringer i februar, der fulgte efter Ruslands ratificering sent i 2004.

Miljøkonferencen i Montreal om Kyoto-aftalen i november nåede ganske vist ikke til enighed om nye tiltag, der kan bringe drivhusgasudledningen under kontrol efter 2012. Men holdt dog døren åben for fortsatte forhandlinger ud fra den givne dagsorden trods USA's ihærdige forsøg på at forpurre det. Den nye store globale angstkilde blev det stigende antal tilfælde af influenzasmitte fra fugl til menneske i Sydøstasien, som vakte rædselsscenariet om en ny influenza-pandemi til live som den, der dræbte 50-100 mio. mennesker i 1918-19. En sådan pandemi vil næppe ramme os i 2006 eller 2007, men de fleste eksperter anser det for sandsynligt, at noget virkelig grumt forestår.

Asien

Og så til Asien - hjemsted for halvdelen af menneskeheden. Bhutan blev første nation i verden, der forbød rygning overalt. Burmas general-junta flyttede landets hovedstad fra Rangoon til en søvnig provinsby ved navn Pyiamana for at beskytte generalerne mod folkets vrede. Og Kina opskrev sin møntfod yuanen - med smallest tænkelige margin.

Kong Gyanendra af Nepal greb den absolutte magt ved et kup, der fremskyndede de maoistiske guerillaers kontrol over stadig større dele af Himalaya-kongedømmet. I samme måned fik Hong Kong ny leder, der blev udpeget uden et valgs besværlige formaliteter.

Men den mest chokerende begivenhed var det kraftige jordskælv i Nordpakistan. Det chokerende var ikke, at den berørte flere mennesker end sidste års tsunami, men at den internationale hjælp var så meget længere undervejs og svær at få frem. Nu er bjergvejene blokeret af sne og et ukendt antal jordskælvsofre dør i disse dage af kulde og underernæring.

Afghanistan afholdt valg i december, der navnlig tjente til at bevare magten hos de regionale krigsherrer, som tog over fra Taleban efter den amerikansk ledede invasion i 2001. Selvmordsbombere, der krævede en islamisk stat, slog til i det traditionelt tolerante Bangladesh i november. Sri Lankas lange borgerkrig så ud til at genopblusse i november, efter at præsidentvalget snævert blev vundet af Mahinda Rajapakse, der har svoret aldrig at ville anerkende den tamilske minoritets krav om autonomi. Og i juli erklærede Thailand krigsretstilstand i sine tre muslimsk dominerede sydlige provinser, hvor hårdhændet magtarrogance fra Bangkok har fået lokal utilfredshed til atblive til oprør.

På den positive side førte den lange krise omkring Nordkoreas påståede atomvåben i november til en fornuftig løsning, da Kim Jong-ils regime fik, hvad det hele tiden havde krævet: et amerikansk løfte om ikke at invadere det udhungrede stalinistiske diktatur plus større udlandsbistand. Men krisen var fra starten af overvurderet, da Nordkorea intet havde at bruge atomvåben til udover at afskrække amerikanerne fra angreb, hvad Bush-regeringen trods sin ophedede retorik aldrig har haft planer om.

Stormagtsmuskler

I april udbrød antijapanske optøjer flere steder i Kina, mere eller mindre opmuntret af Beijing, i protest mod, at nye japanske skolebøger minimerer de krigsforbrydelser, Japan begik under sin krig i Kina i 1937-45. Koizumis centrumhøjreregering i Tokyo lod sig ikke anfægte af denne kinesiske mishagsdemonstration, men styrkede sin militære alliance med USA og lovede militære garantier til Taiwan. Intet af dette skadede Koizumi hos de japanske vælgere, som gav ham en jordskredssejr i september.

Den eneste i sandhed bekymrende udvikling i 2005 - ikke blot for Asien, men for verden - var den tiårige militære aftale mellem USA og Indien, som blev underskrevet i juli. Skønt det ikke er en formel militæralliance, der forpligter de to lande til at kæmpe sammen imod en hvilken som helst fjende, er der kun alt for åbenlyst tale om en alliance, der er drevet af ønsket om at 'inddæmme' Kina. Faktisk ser den ud til at være kronen på en række sådanne alliancer mellem USA og asiatiske lande, der nu praktisk taget omringer Kina mod øst, syd og vest.

Det er givet sådan, den vil blive opfattet i Beijing og der er god grund til at bekymre sig for, at kineserne vil reagere på den 'truende belejring' ved at opruste militært og derved bekræfte naboernes angst - kort sagt den typiske opskrift på et rustningskapløb. Det sidste, Asien og resten har brug for, er en ny kold krig mellem Kina på den ene side og USA, Indien og Japan på den anden.

Gwynne Dyer er uafhængig journalist og kommentator for adskillige aviser over hele verden

Oversat af Niels Ivar Larsen

20051230-210330-pic-99934224.jpgIrakiske kvinder på barrikaderne ved et valgmøde i Bagdad op til valget den 15. december, hvor overraskende mange irakere afgav deres stemme
Foto: Khalid Mohammed/Polfoto20051230-210330-pic-55228409.jpgSidst på året blev det klart, at Kinas økonomi har overhalet Italiens og måske Storbritanniens. De enorme millionbyer som Shanghai her taler deres eget sprog om Kinas vækst og styrke Foto: Eugene Hoshiko/Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu