Læsetid: 3 min.

'Verden er fuldstændig ligeglad med Tjetjenien'

Usman Fersauli, udenrigsminister i den tjetjenske befrielsesregering, forsvarer den politiske alliance med terrorlederen Sjamil Basajev med ordene: "Du må forstå, at krigen nu er gået ind i sit sjette år - og verden er fuldstændig ligeglad med Tjetjenien."
31. august 2005

Usman Fersauli, tjetjensk politiker og bosat i Danmark på tiende år, er nyudnævnt udenrigsminister i Tjetjeniens befrielsesregering. I denne samtale med Information forklarer han sin og andre moderate tjetjenske politikeres accept af, at terrorlederen Sjamil Basajev er blevet viceministerpræsident

- Til lykke med udnævnelsen

"Jo-. tak."

- Du trækker på det - der er måske ingen grund til lykønskninger?

"Der er meget at være ked af."

- Sadulajev har jo også udnævnt hr. Basejev. Er det en god idé?

"Nej, selvfølgelig er det ikke en god idé."

- Alligevel accepterer Du at blive regeringens udenrigsminister?

"Vi har haft mange drøftelser gennem de seneste måneder om den sag. Og vi endte med at sætte visse betingelser for Sadulajevs udnævnelser af regeringens medlemmer."

- Hvilke?

"At ingen i den nye regering må være involveret i nogen former for terrorisme."

- Bortset fra Basajev?

"-Ja, le du bare hånligt, men hør efter, hvad jeg siger! Sadulajev og hans folk accepterede vores betingelser og vi opstillede et fælles politisk program - og så til min, Sakajevs og andres store overraskelse offentliggjorde Sadu-lajev for fem dage siden sin ministerliste med hr. Basejev som viceministerpræsident."

- Hvilke overvejelser gjorde du dig så om din egen deltagelse i regeringen?

"Naturligvis forlangte både Sakajev og jeg en forklaring fra præsident Sadulajev."

"Men du må forstå, at krigen nu har varet i mere end seks år - og verden er fuldstændig ligeglad med Tjetjenien. Vestlige politiske ledere er desperat nervøse for, at denne krig vil stoppe. For så mister de deres vigtigste pressionsmiddel mod hr. Putin. De bruger det tjetjenske folks liv som indsats i det globale politiske spil."

- Hvem tænker du på?

"Hele bundtet. Inklusive EU's politiske ledere."

- Det forekommer at være meget uklogt at deltage i regering med Basajev?

"Man kan ikke komme udenom, at Basajev repræsenterer en stærk politisk strømning i Tjetjenien. Vi kan ikke ignorere ham. Men det er vigtigt at understrege, at vores politiske side har hele tiden taget afstand fra hans terroraktioner. Alligevel havner de sorte pletter på vores rygte."

- Afdøde præsident Maskhadov sagde, at Basajev skulle for en krigsforbryderdomstol. Er du stadig enig i det?

"Absolut. Det mener præsident Sadulajev også."

- Adskillige medlemmer af regeringen mener altså, at den nyudnævnte vicepræsident Basajev skal anklages for krigsforbrydelser? Det er da ikke muligt?

"Jeg understreger, at hele regeringen ønsker at bringe Basajev for en dommer, når krigen er slut. Inklusive Basajev selv."

- Politikere og eksperter fra hele verden udtaler, at I fra den moderate fløj af befrielsesbevælgelsen nu er kommet under Basajevs pisk - og følger hans ordrer?

"Nu har jeg været i eksil i Danmark i 10 år. Jeg har tillid til, at Danmarks fem millioner indbyggere ved, at jeg hader terror begået af enkeltpersoner, grupper og stater af hele mit hjerte."

- Men folk bliver bange, når moderate tjetjenske politiskere accepterer at danne regering sammen med en terrorleder?

"Spekulationer, spekulationer-."

- Nej, det er virkeligheden. Formanden for Støttekomiteen for Tjetjenien og alle politiske partier udtaler sig lige så bekymret som udenrigsminster Per Stig Møller?

"Jeg er enig med Danmarks udenrigsminister i, at det er uacceptabelt, at Basajev er med i regeringen."

- Men du deltager jo i den regering?

"Aarh, det er så let for Vestens politikere at fordømme os. Men de har ikke givet os noget alternativ. Intet valg. Vi er i krig, forstå det dog - mere end seks års krig. Vi har set vores land blive lagt i ruiner, vort folk blive myrdet. Der er 190 nationer i FN. 189 af dem bidrager til, at krigen fortsætter ved at ikke at sætte Rusland stolen for døren. Verdens ledere er dobbeltmoralske. På trods af russernes krigsforbrydelser, anklages de ikke for terrorisme, de sættes ikke uden for politisk indflydelse. Verden vasker hænder og læner sig passivt tilbage som tilskuere til russernes systematiske massakre på tjetjenerne."

"Jeg vil aldrig acceptere terrorister. Lad være med at anklage mig for det. Men forlang ikke, at jeg stiltiende skal se Tjetjenien dø."

- Du er altså ikke bekymret for at blive slået i hartkorn med Basajev?

"Folk må forstå, at Basejev er personligt ansvarlig for sine handlinger. Hvad ville fordelen være ved, at jeg nægtede at deltage i regeringen? Hvis jeg troede, det ville fremme en fredsløsning, ville jeg øjeblikkelig gribe telefonen og trække mig ud af regeringen. Men det tror jeg ikke. Intet i FN eller USA's eller EU's hidtidige politik gør, at jeg kan tro det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu