Læsetid: 4 min.

Da verden gik hvidt

23. februar 2002

DET SÅ UD som om, Kong Frost var i færd med at flænse en af de store dyner dér på skærmen, hvor uvejr og oversvømmelser ellers normalt kun er forbeholdt Italien, Frankrig og andre mere temperamentsfulde lande. Men denne gang var der ikke så langt fra det, der foregik i fjernsynet og så den anderledes fygende virkelighed herhjemme. Sjællænderne vaklede dog en smule i troen på, at det hvide virkelig var over os, for hvor var sneen andre steder end på skærmen? Jyderne derimod havde travlt på motorvejene, ikke med at få dem lukket denne gang, nej, her drejede det sig om at få dem åbnet for passage af køretøjer af enhver art, der naturligvis ikke skulle lide en krank skæbne i kulden. Det kom de dog til mange af dem og vi hørte, at når det virkelig gælder, »så står danskerne sammen.« Var ens køretøj slugt af sneen opfordredes man til at søge ly i nærmeste beboelse. Og selv om det drejede sig om små kommuner, var der hjælp til overs for de pludseligt nødstedte. Nu var danskerne i nød og gymnastiksale og skoler åbende dørene for overnattende, der heldigvis var blevet rigtig hvide i løden dér under huekanten. Ja, selv noget så utænkeligt som at efterlade sin lille private ejendom i snedriven uden at låse dørene blev fremhævet som et modigt tiltag blandt de mod sneen kæmpende. Jo, det smagte næsten af jul.

I SÅDANNE for vort land så alvorligt skøjtende vejrdage handler det ikke mindst om, at overblikket får solidt fodfæste. Det er slemt, men vi har styr på det, skal vi forsikres om. Det skortede ikke på formaninger fra den arme meteorolog, og da sneen så kom var det alligevel som om den »kom bag på danskerne«, som det forudsigeligt lyder, hver gang en bil i sådanne situationer tager grøften. Sådan skal vi uvorne skarn, vi »ganske almindelige danskere«, altid korrekses af den opsummerende uvejrsstemme, der pligtskyldigt holder øje med os. Det kaldes public service.

SELVESTE Leif Lønsmann gik i går på banen og konkluderede: »I et uvejr som dette viser radiomediet sin allerstørste styrke. Alle har brug for informationer, hvor end de er og hvad end, de planlægger at foretage sig. Og her er radioen den bedste budbringer.« For en gangs skyld havde lytterne brug for radioens informationer. En triumf. Men inden det nåede så vidt, kunne lytteren i morgenradioen høre det daglige opkald til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som dog ikke kunne sige noget om sneen, da strømmen til computeren var afbrudt. Opmærksomme lyttere var henvist til øjnene og den bræmme af sne, der uden for vinduet kunne iagttages af enhver, og som nådesløst lagde sig over byen. Pludselig var verden ikke opdelt i sort og hvidt længere, men forvandlet til hvid magi, der fik en Amdi, en Brixtofte, en Prins Henrik, Brian Arthur, Thor P. og Per Stig til et øjeblik at kunne trække kulden ned i lungerne og sige: Sikke et dejligt vejr vi har i dag. I stedet for hvide pletter i erindringen og på u-landskortet dansede pletterne til driver over sø og land og ingen kunne undrage sig virkninger af sneen.

EJ HELLER i litteraturen, hvor den metaforiske sne altid fyger, og hvor det jomfrunalsk hvide ark ægger forfatteren til bogstavelig besudling, snarere end til glemsel. For det hvide er netop det ubeskrevne, åbentstående, som stadig rummer alle muligheder, før fodsporene, ordene og den almindelige regn sætter ind og nedsmelter snemænd, men også afslører den verden, vi et øjeblik troede var forvandlet for evigt. Der er en snert af mani over sneens hvide kaos. Nu går himmel og jord i ét, nu gælder andre regler. Hvem ved om ikke den verden, Amdi og de andre af tidens hollow men har gået rundt i, ikke ligner den vi andre fik et lille glimt af da solen blinkede isblomster frem forleden. Den anderledes kolde fornemmelse, når skønheden har forvandlet sig til en trist sjappen i skoene kender i hvert fald enhver. Den amerikanske lyriker Wallace Stevens afsluttede et berømt digt om sneen, The Snow Man, på en måde, som også kunne appellere til Lønsmann, det handler nemlig om den lyttende, »der lytter i sneen/og – selv intet – ser/intet der ikke er der/og det intet der er.«
Hvordan man ’ser’ et intet, der er der, men også ser et intet, der ikke er der, må kaldes mere magisk end radiodirektøren kunne drømme om. Der er intethedsoplevelser nok at tage af, hvis man kigger rundt i verden lige nu, men Stevens’ ord, som man kan blive helt høj af at tænke over, appellerer netop til den enkelte hverdagsiagttager, som kan få det at sanse til pludselig til at handle om hele verdens gåde. At gå fra sans og samling kan således være lige så slemt som at gå fra hus og hjem, det sidste kan ligefrem være en konsekvens af det første, hvis man bliver forblændet af sit eget. Bagefter kan man komme til sig selv og endog komme langt selv uden opkobling, og det hvad enten man er vindmølleboss, kommunekonge eller blot en iagttager af sneen.

cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her