Læsetid 3 min.

Verden ifølge CIA

10. februar 2001

CENTRAL INTELLIGENCE AGENCY, CIA, forbindes måske især af dette blads læsere med afsendelse af forgiftede cigarer til cubanske diktatorer og andre forsøg på underminering af regimer, USA ikke kan lide.
Men den langt vigtigste aktivitet er – som hos alle andre efterretningstjenester – indsamling og bearbejdning af data, analyseret og præsenteret for USA’s beslutningstagere. En sådan analyse, ’Verdensomspændende trusler 2001, national sikkerhed i en verden under forandring’, blev forleden præsenteret for et Senats-udvalg af CIA-chefen, George Tenet, og hans ledende stab.
Rapporten er naturligvis set gennem Washingtons optik. Alligevel bør den være pligtlæsning for enhver, der beskæftiger sig med international politik. Den identificerer – med et enestående net af personkontakter og kilder som grundlag – de mangeartede trusler, der har afløst koldkrigens frygtelige, men mere stabile terrorbalance.

DEN MEST umiddelbare trussel mod USA’s – og må man formode: den vestlige verdens – sikkerhed er truslen fra trans-nationale terrorgrupper.
Den stammer ikke længere fra grupper med en veldefineret sag, som f.eks. palæstinensere med krav om egen stat, men ofte fra fundamentalistisk-religiøse grupper som Osama bin Ladens globale terrornetværk.
Terrorgrupperne har med stor succes udnyttet Internettet til at rejse penge, sprede budskabet, rekruttere nye medlemmer og erhverve viden og materialer i forsøg på at udvikle kemiske, biologiske og radiologiske, ja, selv nukleare våben, hedder det.
Spredning af masseødelæggelsesvåben er en anden voksende trussel. Nordkorea har ganske vist foretaget en politisk åbning mod omverdenen, men har stadig med sine Taepo Dong-1 og Taepo Dong-2 missiler evne til at ramme både lande i regionen, som f.eks. Japan, og USA med biologiske, kemiske og muligvis på et eller andet tidspunkt nukleare våben. Desuden er Nordkorea fortsat en flittig eksportør af raketteknologi og ekspertise til lande i Mellemøsten, Nordafrika og Bengalen.
Iran har det mest ambitiøse raketprogram i Mellemøsten – officielt til brug i et rum-program, godt hjulpet af teknologi og viden fra Rusland.
Saddam Husseins Irak, hvis våbenarsenaler blev så godt som totalt smadret under Golf-krigen, har genopbygget store dele af infrastrukturen til kemisk produktion – herunder, formoder CIA, kemiske våben.

Atomoprustningen fortsætter i Indien og Pakistan. Indien har netop besluttet at genoptage tests af dets Agni-mellemdistanceraket, og Pakistan ventes at følge efter, hedder det i rapporten.
Våbenspredningen sker i områder, hvor der er store og voksende risici for konflikt, advarer CIA.
»Jeg er nødt til at rapportere, at forbindelserne mellem Indien og Pakistan stadig er skrøbelige. Risikoen for krig mellem de to atom-bevæbnede modstandere er uacceptabel høj...
Begge parter synes at være villige til at tage risici i Kashmir-konflikten, og dette kan – sammen med landenes dybt rodfæstede fjendskab og mistillid – føre til beslutninger, der eskalerer spændingerne«, sagde Tenet til Senatsudvalget.
I Mellemøsten advarer CIA mod voksende ustabilitet i lande, der hidtil har været relativt stabile og blandt Vestens trofaste allierede: Egypten, Saudi-Arabien, Oman og Jordan. Den store befolkningsvækst, en stagnerende økonomi og den herskende elites afvisning af reformer og fastholden af privilegier kan – med en genoptagelse af Intifada’en i Israel som katalysator – føre til helt uforudsigelige folkerejsninger.

CIA-RAPPORTEN kommer ikke med anbefalinger af, hvordan truslerne imødegås. George Tenet lagde i sin fremlæggelse vægt på, at den hverken havde til opgave at dokumentere behovet for at udvikle det raketskjold, Bush-regeringen har genoplivet, eller det modsatte.
Spredningen af masseødelæggelsesvåben kan bruges som argument for, at den vestlige verden må beskytte sig bag skjoldet – hvis det ellers kan bringes til at fungere.
Omvendt kan det hævdes, at det er vigtigere at få lande som Kina og Rusland til at stoppe eksporten af teknologi og viden til lande, der truer sikkerheden.
Den voksende trussel fra fanatiske gruppers terrorisme reduceres ikke af noget raketskjold. Risikoen for en regional atomkrig ved Bengalen eller nye konflikter i Mellemøsten heller ikke.
I virkeligheden er det et spørgsmål om grundholdning: Skal vi i den vestlige verden beskytte os selv og vor velstand bag en paraply af avanceret teknologi? Eller skal vi skabe en sikrere verden ved et stærkere internationalt samarbejde mod terror og våbenspredning – og satse på økonomisk udvikling som den bedste sikkerhedsgarant?

on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu