I anledning af den fhv. digter, chefredaktør, og Vindrose-redaktør og nuværende lederskribent, klummeskriver, foredragsholder, forfatter m.m. Ejvind Larsens 50 års jubilæum på Information har weekendredaktør Rune Lykkeberg samlet en bunke avisudklip fra Larsens 50 år på bladet.
De 56 stykker udgør kun forsvindende få af de mange ord, som 'Ejvind Mangeord' gennem tiden og tiderne har beriget bladets spalter med. Men nok til at give et meget præcist billede af en mand, som aldrig tvivlede på sig selv, men altid på om verden var god nok til ham og os.
Allerede titlen på denne samling hakkelse fra døgnets rejsestald får én til at studse. Først over den nye grammatiske konstruktion: at gøre opråb imod. Man råber op om noget, og gør oprør imod noget. Dernæst studser man over samtalepartneren. Der er gået højskole i titlen. Kan man samtale med tidsånden? Hegel mente, han var i stand til at 'sammenfatte den i begrebet'. Det var hans definition på filosofi som tydning af tidsånden. Tidsånden er nemlig ikke sådan at komme i snak med. Den skal først have mund og mæle.
Zeitgeist
I dag betyder begrebet Zeitgeist noget ganske andet, end da det dukkede op i slutningen af 1700-tallet. Dengang betød det en uimodståelig kraft, som ville blæse alle institutionelle forhindringer omkuld. Det er i den betydning, Hegel bruger betegnelsen. Senere erkender filosofferne, at Zeitgeist hverken er Verdensånden eller Folkeånden, men den offentlige mening, tidens luner. Tidsånden bliver flygtig som moden. Den bliver til trenden. Så er det ikke længere så rart at være tidsåndens talerør: "En mand, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand" (Kierkegaard).
Hvem har i dag mod til at stille sig op som tidsåndens talerør eller endda overdommer? Man risikerer let at udlevere sig til latteren. Det har Ejvind Larsen fået at mærke. Han skildres jævnligt som vendekåbe, opportunist, missionær og et sludrechatol. Men man må indrømme ham, at han har modet, hvis der da ikke snarere er tale om overmod.
Selv Rune Lykkeberg kan i sit 20 sider lange forord ikke nære sig for at latterliggøre Larsen, der skildres som vrissen, vred og vranten, en selvoptaget egomaniker, som plager sine omgivelser med kaskader af mails og telefonopringninger fra den årle morgen.
Lykkeberg har ordnet teksterne tematisk og kronologisk. De fire temaer er oplysning, oprør, opstand og opgivelse. M0dellen er dannelsesromanens vej fra gæring til afklaring og sluttelig resignation. Larsen modnes, bliver oprørsk, finder sin opgave, men mister den igen og opgiver.
Galgenhumorist
Han opgiver dog ikke tidsånden, som fra begyndelsen af 90'erne legemliggør sig i Fru Nielsen fra Valby Langgade, den samme dame som Poul Nyrup Rasmussen også stod i telepatisk kontakt med gennem hele sin regeringstid. Da Larsen blev dommedagsprofet og katastrofejunkie og høj - eller som han selv skriver 'umådelig oplivet' - af at læse 'den sorteste bog der er skrevet i mange år' (Sonnergaards Radiator), bliver han også samtidig lidt af en spottefugl. Der kommer omsider noget befriende selvironisk og over hans mange ord. Humorist bliver han aldrig, men som galgenhumorist har han stadig mange gode år foran sig.
Der eksisterer allerede et udvalg af Larsens ledere fra årene 1965-1985 (Rosinante 1986). Man gør ikke altid journalister en tjeneste ved at flytte deres avisskriverier over i det langt mindre flyg-tige medie, som bogen er. For så bæres ordene ikke oppe af konteksten, men skal holde sig oppe ved sprogets egen kraft. Og så stor en sprogkunstner er Larsen altså ikke.
Det er især vanskeligt at kapere de tidlige skriverier, samtalerne med Erik Knudsen, Viggo Kampmann. Bjørn Poulsen og Villy Sørensen. Samtalen med Villy Sørensen fra 1961 er det rene fuldemandssnak. At kalde det værtshussnak ville være at fornærme alle de drukkenbolte, som dog af et ærligt hjerte prøver at få kontakt med et andet menneske. Når Larsen omgås digterne og tænkerne, er han alt for let at imponere. Der er - for nu at citere Hegel igen - for lidt Geist og for megen begejstring
Det er først, da Ejvind Larsen for alvor vil til at være samfundskritiker og samfundsreformator, at hans skriverier udvikler sig til mere end læsefrugter. Måske er det Glistrup, som får ham til at slå øjnene op og lukke virkeligheden ind. I hvert fald bliver han nu skarp og koncis. I analyserne af Glistrup og Fremskridtspartiets fremmarch demonstrerer han mod og politisk tæft. Der var ikke mange på venstrefløjen dengang, som turde give Glistrup ret i at velfærdsstaten var en totalitær kolos på lerfødder.
Men 10 år senere har Larsen igen mistet jordforbindelsen. Nu skal arbejderne opgive lønkampen og i stedet overtage produktionsmidlerne via deres pensionsopsparinger. Nu flyder hans skriverier igen over med citatstumper af Blixen, Nexø, Sørensen, Grundtvig og Marx, og nu går der alt for megen psykologi i de politiske analyser.
De fortabte
Larsen svinger mellem mismod og overmod. Om lidt har vi brugt alle naturressourcerne op og kører lige lukt i afgrunden på det rullende fortov. Men inden det kommer så vidt, har Larsen en storstilet plan om at redde alle de fortabte, dvs. dem på overførselsindkomst, ved at tilbyde dem skattefinansieret servicearbejde.
Er Ejvind 'Mangeord' Larsen en gudbenådet tænker? Er han en skarpsindig og dybdeborende analytiker? Er han tidsåndens fintmærkende seismograf? Er han en strålende skribent? Nej, nej, nej og atter nej. Han tænker ikke, ja, han dårligt nok ræson-nerer. Han forkynder og agiterer. Han bruger meget få spørgsmålstegn og stiller kun retoriske spørgsmål.
Han iagttager og analyserer ikke, men appellerer. Hans skriverier er partsindlæg. Han stil er svulstig og mangler ofte både vid, bid og elegance. Han gejler sig op og lader det ene ord tage det andet i stedet for selv at tage ordet i sin magt. I stedet for spidsformuleringer får vi omformuleringer, i stedet for intensitet og koncentration får vi et lavement. Han bruger mange citater, men ikke til at slå hovedet på sømmet, bare som affyringsrampe for hans egen uimodståelige trang til at lette sig.
Hvorfor er hans avisskriverier så alligevel blevet samlet til en bog? Det er, fordi han hverken vil være tænker, politolog eller skribent. Han vil være det levende ord, ordet der skaber, hvad det nævner. Det giver den fhv. chefradaktør David Trads eksempler på i et efterskrift, som mest består af udtalelser af folk, som han har været med til at skabe. Bogen her er bare en mindesten.
Rune Lykkeberg (red.): Samtaler med tidsånden og opråb imod den. Fra Ejvind Larsens 50 år på Information. Informations Forlag. ISBN 87-7514-122-1
