Læsetid: 12 min.

Verden må lære at kalde en spade for en spade

18. juni 2005

Den første tanke der slår ned i én og givetvis i mange, når de møder den mytiske general Roméo Dallaire, er: Hvis jeg nogensinde skulle være soldat og kæmpe i en krig, er han officeren, jeg ønsker at tjene under.

Så myndig og tillidsvækkende virker denne canadiske general, humanist og renæssanceskikkelse.

Her står han på Harvard Universitetets Kennedy-skole og holder afskedstale for et nyt kuld studerende klækket ud fra en af USA's eliteskoler. Den propfyldte sal med de unge og håbefulde studerende samt deres forældre - nogle er kommet fra Indien og Kina - lytter intenst til de mange dråber, der drypper fra visdommens bæger.

Efter en halv times tale på flydende engelsk uden manuskript - Dallaire er québecois - modtager eksgeneralen en minutlang stående ovation. Næppe er den ovre, førend han er vendt tilbage til mikrofonen. Han har glemt et enkelt budskab. Det er møntet på USA's soldater i Irak, Afghanistan og andre fjerne lande.

"De, der tjener i uniform, begærer blot to ting fra deres medborgere. Den ene er, at de modtager støtte fra hver enkelt borger til deres mission. Den anden ting er, at de - når de vender hjem i enten ligpose eller som invalide - bliver behandlet med respekt og værdighed, og at de ikke behøver at kæmpe en gang til for at overleve på en værdig måde."

Hvorfor leverer Dallaire dette budskab som en coda? Fordi invalide krigsveteraner risikerer at blive isoleret og udstødt i det amerikanske samfund, især når de lider af psykiske mén.

Den erfaring har Dallaire selv gjort.

Canadas forsvar forstod ikke, at hans mærkværdige adfærd i årene efter hjemkomsten fra rædslerne i Rwanda var begrundet i, hvad han havde set og oplevet. Hver dag i tre måneder vadede eller kørte Dallaire over lig på landevejene og i hovedstadens Kigalis gader. Han boede i FN's hovedkvarter, hvor 12.000 personer havde søgt beskyttelse og utallige døde af sygdom eller af mortergranater skudt ind over murene fra den ene eller anden part.

Roméo Dallaire er en af få fransktalende canadiere uddannet på Canadas officerskole. Det krævede i sin tid ikke så lidt af en québecois. Hæren brugte ikke fransk som kommandosprog. Derfor skulle man kunne engelsk, men hans hollandskfødte mor sendte ham forudseende til engelskundervisning i Montreal i 1950'erne og 1960'erne. Faren havde deltaget i befrielsen af Belgien under Anden Verdenskrig og mødt Dallaires mor i Holland lige efter krigens afslutning.

I Canada er Dallaire i dag et national klenodie. Han blev fornylig udpeget til medlem af overhuset, Senatet. Han har ofte været nævnt som mulig kandidat til embedet som Canadas generalguvernør - altså de facto statsoverhoved.

Mange canadiere - ja, mennesker overalt i verden - opfatter Dallaire som en helt. Dog næppe en krigshelt, for den slags opnår som regel berømmelse ved at besejre fjenden, ofte med menneskelige ofre til følge. Roméo Dallaire tabte derimod sin krig. Trods herkuliske bestræbelser lykkedes det ham ikke som kommandant for FN's fredsbevarende styrke UNAMIR at stoppe folkemordet i Rwanda i 1994.

Sandheden er, at denne general er humanismens helt. Et eksempel: I Rwanda var han altid væbnet, men selv ikke da han under fredsforhandlinger kunne løfte sin pistol og skyde en kugle i hjertet på flere af folkemordets bagmænd og eksekutorer, gjorde han det. Det er, fordi Dallaire inderst inde aldrig kunne få sig selv til at tro på personlig likvidering som løsning på konflikter. Men han har flere gange været tæt på at nedskyde folkemordere.

Opvæksten i en tosproget stat som medlem af et mindretal har desuden udstyret ham med en stærk sympati for de svage. Et af de områder, han arbejder med for tiden, er børn i krig. Som FN's selvbestaltede konfliktmægler i Rwanda nød han utvivlsomt respekt fra alle sider på grund af sin dybe forståelse af, hvor let det er for to etniske grupper eller sproggrupper at gå galt af hinanden, når de lever sammen i en fælles stat. Sådan er vilkårene for hutuer og tutsier i Rwanda og for den sags skyld også i nabolandet Burundi og store dele af Afrika.

Koldsindig er Dallaire ikke. Tværtimod. Han er et bistade af følelser og meninger, som bander og svovler og aldrig er bange for at træde folk over tæerne, hvis sandheden kræver det. Han har ikke tid til diplomatisk nonsens og small-talk, mens huset brænder.

Selv hvis han skal indgå kompromis med djævelen - dem med blod på hænderne - er Dallaire villig til at gå i dialog. For ham drejer det sig om en enkelt ting: At redde menneskeliv.

Denne hans tålmodige tilgang afkrævede psykisk en høj pris af ham. Han led af post-traumatisk stresstilstand ved sin hjemkomst til Canada. To gange siden har han prøvet at tage livet af sig selv. Nu har han valgt at leve, omend med nervepiller og sovepiller ved sin side.

Efter talen til Harvards dimittender synes strømmen af lykønskere på podiet ingen ende at ville tage. Mange vil personligt hilse på generalen og rose ham. Her kan man med egne øjne se, hvad der gør Roméo Dallaire en så tiltrækkende figur. Det virker som om han personligt kender de hundreder af fremmede mennesker, som vil trykke hånd og udveksle ord med ham.

For ham er hvert enkelt menneske et individ, som skal behandles med respekt og værdighed. Generalen giver alt, hvad han har i sig af følelser, selv om han klart er udmattet. De grågrønne øjne har et mærkeligt sløret udtryk i sig. Sådan må de have set ud, da han i de 100 frygtelige dage af sit liv følte, at han havde svigtet hundredetusinder af ofre. Dallaires svigt var, at han ikke kunne overbevise det internationale samfund - os - om at sende bare et par tusinde ekstra soldater med kamphelikoptere og pansrede køretøjer.

Verden var på det tidspunkt optaget af så meget andet. Der var krigen i Bosnien og Kroatien, katastrofen for FN i Somalia var frisk i erindringen, og retssagen mod O.J. Simpson fyldte godt på tv-skærmen. Rwanda havde få naturresourcer og var ikke strategisk betydningsfuld. "Vi vil anbefale vores regering at afstå fra at intervenere," fortalte en udsendt delegation FN-kommandant Dallaire nogle uger efter begyndelsen på folkemordet. "Risikoen er for høj og alt, hvad der findes her, er blot mennesker."

Dallaire vil ikke nævne hvilken nation, delegationen repræsenterede. Det kunne være USA, Frankrig eller Belgien. De sidste to var kolonimagter. Belgierne anses i Rwanda generelt som pro-tutsi og franskmændene som pro-hutu.

Folkemordet i Rwanda var i sidste instans et chock for verden udenfor. Men det tog år at fordøje. Spørgsmålet er, om vi og vores regeringer har lært noget eller om historien kan gentage sig. Svaret ligger snublende nær. Det er allerede sket i Darfur. Over halvandet år blev flere hundredetusinde darfurianere myrdet, ene og alene fordi de skulle fjernes fra deres hjemland. Det skete i 2003 og 2004. Ingen rørte en finger. Først i efteråret 2004 blev en lille styrke fra den Afrikanske Union indsat, men for sent.

Der synes at være mindst en essentiel parallel mellem Rwanda og Darfur. Morderne fik lov til at eliminere et folkeslag uden indblanding udefra. General Dallaire er godt bekendt med situationen i Sudan. I næste uge besøger han landet som repræsentant for den canadiske premierminister Paul Martin og vil bl.a. have lejlighed til at besigtige AU's styrke i Darfur, som Canada støtter.

- I Deres erindringer fra Rwanda klandrer De FN-bureaukratiet, Sikkerhedsrådet og Dem selv. Men De konkluderer, at dybest set var det den internationale opinions apati, som bar ansvaret. Hvad er Deres vurdering af Sikkerhedsrådets indsats i denne omgang?

"Man kan sige, at Sikkerhedsrådet er akut bevidst om sit katastrofale svigt i Rwanda og derfor holder sig bedre ajourført med situationen i Darfur, end det var om Rwanda," siger Roméo Dallaire.

- Men det har vel ikke gjort nogen forskel?

"Nej, fordi dennegang drejer det sig egentlig ikke om apati, men i stedet om nationers egeninteresser. I Rwanda skyldtes manglende intervention en indifferent holdning. Det er ikke tilfældet for Darfur. Kina har lagt hindringer i vejen for oprettelsen af en FN-styrke, fordi der er kinesiske olieinteresser i Sudan. I den situation opfandt rådet den næstbedste løsning, og det var at give AU mandat til at sende styrker til Darfur for at overvåge våbenhvilen."

"Sikkerhedsrådets overladelse af opgaven til AU er ikke kun begrundet i en politisk fastlåst situation. Det skyldes formentlig også, at FN ikke har råd til at påbegynde en ny fredsbevarende mission. Så er det bedre at lade AU rejse penge fra donorlande."

"Men min opfattelse er, at det bør være et princip, at regionale kræfter skal være de første til at reagere på en konflikt af denne type og beskytte civilbefolkningen mod overgreb. Herefter kan FN eventuelt komme ind i billedet, hvis det er påkrævet."

- Opfatter De de etniske udrensninger i Darfur som et folkedrab?

"Ja, for 15 måneder siden fandt en systematisk kampagne sted med målrettede massakrer og voldtægt og alt det andet. Det var et folkemord mod darfurianerne, og vores regeringer gjorde intet - hverken i Danmark, Canada eller andre steder."

"Præsident Bush kaldte det et folkemord før valget i USA. Han ville undgå at blive udsat for den kritik, præsident Clinton fik i forbindelse med Rwanda. Clinton-regeringen ville ikke bruge termen folkemord af frygt for, at det lovligt forpligtede USA til at gribe ind med militære midler. Bush brugte ordet, men forklarede straks i pressen, at USA's militær er spændt til det yderste i Irak, så amerikanerne kunne ikke gøre noget for at hjælpe darfurianerne."

"Bush-regeringen brugte altså ordet folkemord til at vaske sine hænder for det problem. Det er virkelig en pervertering af begrebet. Folkedrab er ikke længere en brugbar term til at forebygge et folkemord, ej heller til at stoppe et folkemord."

- Men den internationale straffedomstol, ICC, skal i de sager, der er rejst mod 51 personer i forbindelse med etniske udrensninger og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur, tage stilling til, om det var et folkemord?

"Min konklusion om de to folkemord - i Rwanda og Darfur - er, at udtrykket er endt som en juridisk term og et brugbart værktøj for domstolene. Forhåbentligt kan ICC og ad-hoc domstolene rundt omkring afskaffe straffrihed."

"Men det egentlige spørgsmål er, hvor mange folkemord vi har behov for, hvor mange millioner skal dø, inden vi lærer at forstå, at folkemord i sig selv ikke bidrager til at afskaffe straffrihed og hindre nye folkemord. Skal vi have 10 flere folkemord for endelig at forstå det?"

- Kan ICC få en forebyggende virkning på lang sigt, men ikke her og nu?

"Netop, og det er vigtigt, at disse domstole opbygger en ekspertise, en ny retslære. Det akutte problem er imidlertid, at enkelte stater ikke altid samarbejder. Hvorfor har NATO-landene ikke gjort mere for at arrestere dem i eks-Jugoslavien, der er blevet rejst tiltale imod?"

"Hvorfor får de intellektuelle ophavsmænd til folkemordet i Rwanda lov til at leve i ro og fred i Frankrig. De, der retsforfølges ved domstolen i Arusha er folk, der fysisk begik massakrene."

- Har FN-bureaukratiet og specielt generalsekretær Kofi Annan lært af Rwanda, hvad angår krisen i Darfur?

"Annan har været meget højrøstet om Darfur, men hans indstilling er pragmatisk. Han erkender, at FN ikke har ressourcer til at gribe ind. Derfor er det bedre at opbakke og styrke AU. Han ved, at mange andre kriser i Afrika lurer lige om hjørnet og kan eksplodere når som helst. Derfor er det så vigtigt, at den Afrikanske Union bliver god og effektiv til at reagere som den første organisation."

"Hertil kommer, at FN i dag har en mere effektivt fungerende afdeling for fredsbevarende styrker, DPKO, end dengang i Rwanda. Jeg havde intet i FN-bygningen, kunne ikke engang få en stol, endsige et kontor, når jeg aflagde besøg i New York. Afdelingen er ikke perfekt endnu, men forskellen mellem den gang og nu er som nat og dag."

- Fremtiden er utvivlsomt en regional organisation som AU, der har styrke og erfaring til at gribe ind. Men jeg har indtryk af, at sikkerhedsrådsmedlemmer bevidst har været yderst forsigtige med at presse afrikanerne i Darfur. Idéen er, at AU skal behandles med respekt. Men har AU virkelig kapacitet til at stoppe et folkemord i Sudan?

"Jeg er enig i, at FN's fralægger sig ansvaret for at beskytte civile ved at lægge det over på en regional organisation, som ikke kan løse opgaven. Det er uansvarligt og minder om Rwanda. Ingen ville komme os til undsætning, og svaret lød som regel: 'Det er et afrikansk problem, som bør løses af afrikanere.' Nuvel, afrikanerne har ikke militær kapacitet til at stoppe et folkemord, og det havde de specielt ikke for 10 år siden."

"Nu har vi sagt til afrikanerne i mange år, at de skal tage sig sammen. Vi har presset dem til det. I dag er der AU-soldater i Sudan og i andre afrikanske lande. Det er AU naturligvis stolt over. Jeg tror, at hvis vi hjælper AU med at bringe styrkeniveauet fra 2.200 til 12.000 soldater i Darfur-regionen hurtigst muligt, vil det gøre en kæmpe forskel."

"Problemet er ikke at finde dette antal ledige soldater og en politistyrke på 1.500 til at bevogte lejrene (med op til tre millioner flygtninge, red.). Det ved jeg, vi kan. Den store hurdle er, at det vil tage mindst et år og måske to at forberede flygtningenes tilbagevenden til deres landsbyer. Det betyder, at AU skal råde over en styrke på 24.000 soldater for at kunne rotere. Det er ikke muligt. Derfor bliver vi på et tidspunkt nødt til at bringe soldater ind fra ikke-afrikanske lande."

- Men dør folk ikke stadig, fordi de ikke bliver beskyttet?

"Situationen har ændret sig i de sidste tre måneder. Folkemordet er ovre. Næsten alle de overlevende er endt i flygtningelejrene. For 15 måneder siden var der efter min mening behov for en FN-styrke på 40.000 veludrustede soldater til at stoppe massakrene. AU ville have sagt ja, dog ikke Sudans regering. Vi skulle have kæmpet os ind i Sudan. Det ville ingen gøre i de nordlige lande."

"I det næste års tid kan vi klare os med en større og bedre udrustet AU-styrke. Deres hovedopgave bliver at skabe sikkerhed i lejrene."

- Det eneste problem med det argument er, at styret i Khartoum er kriminelt. Hvordan kan vi stole på, at de vil samarbejde med AU, når de tre mio. flygtninge skal flytte tilbage?

"Hør engang! Jeg tilbragte måneder med at forhandle med Habyarimana-regeringen i Rwanda, og vi vidste udmærket, hvad de svinepelse gik rundt og lavede. Rwandas ambassadør sad i Sikkerhedsrådet, en hutu-ekstremist. Han kunne i kraft af bedre informationer undergrave alt, hvad jeg prøvede at udrette. Vi har ikke nosser til at stemple disse regimer som kriminelle. Nigeria vil ikke udlevere Charles Taylor til domstolen i Sierra Leone. Frankrig vil ikke sende de ansvarlige for folkemordet i Rwanda til domstolen i Arusha. Vi har brug for statsmænd, der kalder en spade for en spade."

- De findes vel ikke...?

"Ikke endnu. Men jeg tror, vi vil lære at løse konflikter. Det vil tage et par hundrede år og vil kræve et større og mere modent NGO-samfund. I mellemtiden vil millioner dø."

Roméo Dallaires bog Shake Hands with the Devil. The Failure of Humanity in Rwanda blev anmeldt i avisen i torsdags. Se anmeldelsen på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu