Læsetid: 2 min.

En verden på hovedet

Søstykket 'Poseidon' skildrer en tsumani-kastrofe som blank underholdning
28. juni 2006

I fantasifulde hænder kunne det være blevet en surrealistisk oplevelse. Luksuslineren slår en fatal kolbøtte, da den rammes af en kæmpebølge og ender med bunden i vejret. Lofter bliver gulve, og de få overlevende passager må tilpasse en omvendt verden.

Mens man ser Poseidon har man god tid til at spekulere på, hvad en inkarneret dyrker af det hverdagsligt sære, som f. eks. spanieren Luis Buñuel, kunne have fået ud af en sådan svimlende katastrofe. For selv om tyskeren Wolfgang Petersen formår at skabe tryk på action-kedlen, er han ikke mand for at skabe den fjerneste interesse for de passagerer, der i første omgang er så heldige at slippe med livet i behold.

Hvem der overlever eller må slippe grebet føles bedøvende ligegyldigt, for vi har dårligt nok lært de involverede at kende, før katastrofen indtræffer. Dette er en superproduktion med superkort spilletid - kun 98 minutter. Og det passer egentlig skidt til genren. Hvortil kommer, at Petersen underligt nok kun meget sporadisk udnytter de visuelle muligheder i udmalingen af en verden på hovedet.

Klaustrofobi

Filmens kvaliteter er af mere overfladisk art: de velgennemførte special-effekter, f.eks. den kæmpebølge der nærmer sig med lynets hast. Og så har Petersen en udpræget fornemmelse for det stigende hysteri i klaustrofobiske rum. Det viste han allerede i sin tyske gennembrudsfilm Das Boot, hvor vi næsten hele filmen igennem befandt os blandt en stadig mere desperat besætning på en sænkningstruet nazi-ubåd under Anden Verdenskrig.

I Poseidon er højdepunktet forceringen af en snæver skakt, der i den ene ende er lukket af en rist, som skal vristes op. Det gælder jo om at nå skibets bund, der efter kæntringen er blevet dets top. Men alt for ofte lader Petersen de obligatoriske eksplosioner gøre det ud for chokvirkninger.

Den første bastante og populære filmudgave af forfatteren Paul Gallicos Poseidonhistorie, SOS Poseidon fra 1972, serverede en række stjerner og næsten-stjerner i hovedrollerne, deriblandt en meget handlekraftig Gene Hackman og en meget råbende Shelley Winters.

I den nye version er hovedpersonernes gennemsnitsalder yngre: Kun Richard Dreyfuss er en decideret senior citizen, oven i købet bøsse med diamant i øreflippen. Han spiller for fulde hørm og minder derved lidt om en farverig person i de gamle katastrofefilm. De øvrige medvirkende er derimod ret ansigtsløse, de kvindelige endda næsten forvekslelige brunetter.

Poseidon. Instruktion: Wolfgang Petersen. Manuskript: Mark Protosevich efter roman af Paul Gallico. Amerikansk (Imperial)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu