Læsetid: 11 min.

Verden i et syltetøjsglas

Mennesket er et trist dyr, der friserer sig, mens det stirrer på sin egen verden, der bliver mindre og mindre. Rejsebrev fra Thailand om den farlige virkelighed og om kunst som ørkenvandring
7. december 2005

Min belgiske hotelvært Laurent inviterer mig ind i sit kontor bag ved restauranten for at sætte mig mere ind i 'Toksinokratiets' (giftstyrets) fællesskab. Oppositionen i Thailand taler med en neologisme om Thaksinokratiet - som en benævnelse for styret under premierminister Thaksin Shinawatra. Fra denne neologisme er der ikke langt til den næste.

Han har selv boet her på sit hotel, på øen Koh Pha Ngan langt borte fra Bruxelles i 25 år, og endnu er der ingen, der har myrdet ham. Jeg studser lidt over denne udtalelse. Laurent skynder sig hen til mig og banker tre gange under sit skrivebord. Men mafiaer findes overalt, i alle lokalsamfund, myndighederne er indblandet i deres virksomhed, og politiet kan skyde hvem som helst for et godt ord. Det sker der ikke noget ved. Ingen holdes ansvarlig. Han gør store øjne til mig, og er på det nærmeste begyndt at hviske nu. Har væggene ører? Jeg dæmper også stemmen, idet jeg forstår at dette er en fortrolig samtale under fire øjne.

Det handler om penge, dette her, og om investeringer og forretning, og om de metoder der gælder i Toksinokratiet, som man nu engang må indrette sig efter. Det gælder også i det små. Forleden kom der f.eks. en mand og ville sælge ham brandslukkere. Men Laurent har brandslukkere nok, og viser mig en overdådig samling i et hjørne af kontoret. Så han betakkede sig først. Men derefter gjorde manden Laurent bekendt med, at han kom fra en politiofficers firma, og såfremt han ikke ville tage imod det favorable tilbud, kunne det være at brandvæsenet ville smøle lidt med at møde op såfremt uheldet var ude. Så lod Laurent sig ikke nøde længere og slog til og købte endnu et par brandslukkere til sin samling.

Halvfjerdserlook

Laurent er en flink og forsigtig mand, som har etableret sig her sammen med sin thailandske hustru. Jeg kigger rundt på væggene mens min vært uroligt spankulerer omkring i kontoret med sin limonade og sipper i ét væk, som om ulykken kan ramme ham hvert øjeblik. Der er billeder af den nørdede belgiske ingeniør med sit arketypiske halvfjedserlook; gigantiske røgfarvede briller og mikrofonhår, der bliver gift med en thailandsk skønhed midt i halvfjerdserne. Og jeg kan ikke undslå mig for at tænke, at der er sket en bemærkelsesværdig ændring siden dette bryllupsbillede blev taget. Laurent selv bærer dog stadig sine halvfjerdserbriller, men han kunne vel dårligt have været så nervøs i det sorgløse årti? Nu går han grånet og med stikkelsbærben frem og tilbage i sit kontor, og banker under bordet tre gange hver gang han nævner, at nogen kan komme og myrde ham.

Hans hustru tager sig muligvis også ud fra en anden side, end hun gjorde den dag bryllupsbilledet blev taget. Nu er hun i hvert fald vokset godt og grundigt ud over alle venusmål, og de gange hvor jeg har mødt hende, sidder hun og galper på et mærkeligt militærisk engelsk i receptionen, hvor etablissementets kasseapparat er stationeret. Hver eneste bon skal personligt afleveres til hende af samtlige ansatte - og også af den forskrækkede Laurent. En dag mødte jeg op hos hende og betalte et større beløb for logi i nogle uger, og hun var ved at smelte i fryd og grådighed. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om den stakkels Laurents deciderede frelsepanik kun skyldes frygt for politiet og mafiaen? Måske spiller konen også en rolle i den måde Laurent oplever sit eget personlige giftstyre på? Hygger hun mon om ham, når han har fået has på endnu en dag, eller slænger hun ham middagen som en svampet grød på en gammel avis?

Usund absinth

Laurent bedyrer, at man må sørge for at tage hensyn og finde en løsning, når man vil drive forretning herude. For hans eget vedkommende kan jeg forstå, at etablissementet her står i konens navn. Han selv er her bare, hvis dette ellers kan kaldes at være. Han eksisterer her blot. Det drejer sig ganske enkelt om at vise respekt for de barokke forretningsmetoder, som fungerer i dette land. Laurent ryster på hovedet og banker under bordet. Han er et regulært nervevrag. Der var f.eks. to tyskere, som ikke havde forestillet sig med hvilken takt, man etablerer sig her. De købte en grund henne ad stranden, bare et par hundrede meter fra hans hotel, for at bygge et hotel og en restaurant. I begyndelsen gik alt fint. Hotellet blev bygget, og den store dag oprandt, da man ville åbne restauranten ned til stranden. Men lige netop den dag kom en af de to tyskere for skade at drikke et glas forgiftet absinth. Det var naturligvis uheldigt, og han skulle måske have passet bedre på? Have tænkt sig om, og allieret sig med nogen thailændere eller med nogen fra myndighederne i forbindelse med hotelprojektet? Midt i festivitasen forsvandt den anden tysker omgående, tog den første færge bort fra øen, og er ikke set siden. Nu ejer byrådet grunden og bygningerne og leaser hele etablissementet ud. Hvad der virkelig er sket og hvilke interesser, der er trådt for nær er ikke godt at vide. Man dør af sin absinth, det hænder. Laurent sætter igen sin limonade fra sig og banker under bordet. Endnu har ingen forgiftet hans limonade. Han har været i stand til at overleve. Måske fordi han spiller en smule dum?

Drømmebåret virkelighed

Dagene går på Hotel Siam, jeg nørkler med mit manuskript. Ind imellem snakker jeg med Laurent. Hvad holder den mand oppe, spørger man sig selv? Det går op for mig, som dagene snegler sig afsted. Det er de rejsende og deres eksotiske og esoteriske eventyr, som de har begivet sig ud på. De liver ham op i hans eget giftstyre. De giver måske et løfte om, at der endnu findes et liv derude?

En dag præsenterer han mig for amerikaneren Forest, som har levet på en anden strand på øen 10 måneder med sin kæreste, som han også har fundet dér. Men det er atypisk for vesterlændinge, som ellers kommer for at gå til fuldmåneparty på standen og tage drugs og kneppe lidt i flæng. Det er nu engang deres drøm. Jeg forstår på Forest, at han tilhører et aristokrati, der snart er det ene, snart det andet sted på Kloden. Men det er en flydende verden for Vestens prinser og prinsesser. Det er en drømmebåret virkelighed de lever i, og stedet skiftes ud når missionen kalder.

I august tog han tilbage til USA for at deltage i den årlige kunstfestival i Black Rock City i Nevadaørkenen. Jeg forstår på ham, at han har set lyset, og at det er fra denne oplevelse han ved hvem han er. Laurents øjne liver op når Forest fortæller. Sammen med en kammerat konstruerede han til dette års festival et mobilt kunstværk, en art ombygget pickup, der var formet som en hval. Al ornamenteringen lavet i papmaché. Ved hvalens gab var der skrevet "Bekend her", en skriftestol. Og på dette sted i Nevadaørkenen, på en udtørret saltsø, hvor festivalen blev afholdt, kørte de rundt og tilbød skiftemål for hvem som helst. Som en åndssvag travesti på en katolsk praksis. Efter deltagernes skriftemål fik de som gave en bodytequila og et stykke chips som sakramente. Jesu Kristi blod, Jesu Kristi legeme i discoversion.

Det drejer sig om at opleve en anden virkelighed end den kapitalistiske abstraktion med køb og salg af varer med en given 'værdi'. Man kommer for at opleve en virkelighed, hvor man somudveksling må udtrykke sig selv. Man må komme med noget, og man må modtage noget. Alle møder op med happenings, landart eller mobilart som han selv. Jeg ser billeder af store konstruktioner, som minder mig om Jean Tinqueleys værker af metalskrammel. Komiske, ironiske storm på maskiner. En anden del af underholdningen er det gigantiske offentlige knepperi en masse. En mægtig trampolin er opstillet til formålet, hvor på der kopuleres på det enormt usikre underlag og til begejstret bifald fra en tusindtallig skare. Dette er ingen simpel havnefest, kan jeg forstå. Laurent er helt elektrisk med sin limonade.

Det situationistiske eksperiment bekender sig til en forandringens kraft ved at deltagerne skal opleve eller deltage aktivt i et nært fællesskab. Men det er dog alt sammen i en alternativ repræsentation af verden i en lejr i verden, der gør sig de største anstrengelser for ikke at efterligne den virkelighed, som den eksisterer i. Og bagefter, når festen er forbi og gøglet overstået, må alle deltagere tilbage til jobbet og overlevelsesanstalterne i de uendelige surburbia, hvor stokroserne gror og hvor kedsomheden vokser dem ud af ørerne. Så er alt ved det gamle igen. Og det situationistiske, anarkistiske emancipationsprojekt var en ferie fra hverdagen, en decideret hobby, som man dyrker én gang årligt. Det er hvad, der er tilbage af et af tressernes avantgardistiske projekter, når det politiske er blevet udvasket.

Amerikansk ørkesløshed

Men for Forests vedkommende, så går turen tilbage til hans driverliv som bums på en strand sammen med hans elskede. En sød vaudeville. Måske kunne man kalde hans liv en virkeliggjort Bohemian Rhapsody, hvis det ikke var fordi det er hans far, der leverer de nødvendige økonomiske overførsler, så måske er han snarere en Fauxhemian? Men penge må jo nu engang komme et sted fra, og i øvrigt er det også et kedeligt emne, så det snakker vi ikke mere om. Man driver igennem denne flydende verden, hvor mennesker ikke eksisterer som andet end funktioner af den service man kræver af dem. Individer, der ikke har noget formål, er usynlige eller en slags irritationsmomenter på vej til den strand man har drømt om. Det kan forekomme som om Forest og mange andre amerikanere befinder sig i en mental verden, som de aldrig for alvor formår at forlade i dag, hvor de er borgere i et imperium. Laurent smiler blot. Man skal ikke undervurdere Monsieur Laurent. Han har forstået det ironiske i disse forhold, og det forunderlige ved den idealisme, som Forest giver udtryk for.

Man kan spørge sig selv om hvad denne helt enorme ørkesløshed kommer af, denne besynderlige troskyldighed og ensomhed, hvor det virker som om amerikanere permanent er varetægtsfængslet i et indkøbscenter? Og når de endelig slipper ud, så er det kun for en uge, og for at deltage i noget de kalder 'livet' - men der må strenge regulativer til for at dette dyrebare reservat kan fungere ægte.

En historie fra en lille by i Amerikas uendelige surburbia kan måske være med til at forklare denne ensomhed, som amerikanere er spærret inde i, uanset hvor de befinder sig i denne flydende verden.

I midten af Sherman, en lille by i Amerika, er der et udsigtstårn af glas, og hvor inden i man kan kigge på en miniatureudgave af Sherman. Alle huse, butikker og gader er repræsenteret i miniaturen, og alt bliver ajourført time for time. Hvis en haglstorm rammer byen, vil de skader den har forårsaget på biler og i haver og parker kort tid efter kunne genskabes i miniaturen af byen. Træer væltes i miniaturen, huse beskadiges, der påsættes en brand her og der, og der tilføjes noget graffiti som er malet på en mur i løbet af natten ude i det virkelige Sherman. Ligegyldigt hvad der end sker i makroverdenen, vil det blive repræsenteret nøjagtigt i dette skabte mikrokosmos i byens udsigtstårn. Der er også små kameraer i bageriet derinde i miniaturen, så man kan stå og se, når miniaturemennesker lægger det brød i ovnen, som senere er til salg fra udsigtstårnets souvenirbutik.

Nogle af Shermans borgere har også forsøgt at tilføje nuancer og betydning til denne replika, idet de var enige om at den manglede spontaneitet. Den bestod for dem at se kun af robotter, der fulgte et kendt mønster dag efter dag, og det var derfor umuligt at få noget indtryk af hvad robotterne følte i deres miniatureverden. Nogen ændrede derfor på det miniaturemenneske, der repræsenterede dem selv i replikaen, og fik det til f.eks. at hænge med næbbet hvis de selv var triste, eller fik det til i dagevis at stirre ud fra replikaen og mod det mystiske og virkelige Sherman for at introducere miniaturemennesket til deres egen forundring over ensomheden i universet.

Men denne revolutionerende ændring i både Sherman og replikaen af Sherman var tilsyneladende ikke nok for et ungt par, for de byggede i deres egen kælder en alternativ replika. Denne nye version bestod af forskellige objekter fundet i det virkelige Sherman, som f.eks. gamle aviser, gavepapir, stumper af stearinlys, kuglepenne osv., som de malede i lyse farver og gemte i syltetøjsglas. Denne alternative replika havde ikke, ifølge parret, så meget til hensigt at afspejle mimetisk hvordan det virkelige Sherman ser ud, men hvordan det føles som en tilstand. Der er derfor svært at fastlægge en eksakt betydning af de enkelte objekter. Det åbner i stedet for en fortolkning af objekterne, hvilket præcist er, hvad parret vil lægge op til.

Og såfremt man skulle være interesseret i også denne alternative version, kan man for at spare tid bese en miniatureudgave af den i den officielle miniature i udsigtstårnet i det virkelige Sherman, hvor den naturligvis er blevet tilføjet samlingen.

Kun et fata morgana

Man skal naturligvis ikke være blind for det underfundige i dette mærkeligt sørgmodige projekt, som blandt meget andet udtrykker en ihærdig trang til at slippe ud af en kosmisk ensomhed i den lille by i det uendelige surburbia og blive set, for overhovedet at få en vished for at man eksisterer. Men historien vidner også om en tendens til at deponere sin opmærksomhed i mindre og mindre syltetøjsglas. Og man kan få en mistanke om, at det er derfor den amerikanske (og vestlige) ensomhed og ørkesløshed vokser, så mennesket ender med blot at blive et trist dyr, der friserer sig mens det målløst står og beundrer sin egen verden, der skrumper og skrumper. Udenfor, langt udenfor det kunstige Sherman, flere og flere lysår borte i imperiets periferi, eksisterer der dog en virkelig verden udenfor syltetøjsglassene. Men denne verden er kun et fata morgana, for den er ikke repræsenteret i miniaturen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her