"Der står i min kontrakt, at jeg skal underholde først og fremmest, og det forsøger jeg så at gøre. Men for mig er det ikke særlig underholdende, hvis ikke det handler om et eller andet, der er relevant."
Niels Hausgaaard. Skarp tunge, sindigt tempo, ualmindeligt glødende glimt iøjet. Vendsyssel inkarneret. Men alligevel også kært folkeeje hinsides regionalt nærsyn. Elsket når han rejser gennem Østeuropa med Erik Clausen og vender stort og småt, smukke kvindfolk og falmet Østblok.
Men nok højest elsket når han sætter sig med sin akustiske guitar og medmusikere foran det publikum, der er livsnødvendigt for hans repertoire af visesange.
"Ellers bliver det jo bare mit. Ligesom når jeg samtaler med folk, så opstår der også pludselig noget andet, end det man bare selv er," skratter det gennem telefonen fra Nordjylland.
Han er i kort pitstop mellem sine 59 koncerter på en allerede næsten udsolgt tre en halv måned lang danmarksturné, der begyndte for en uges tid siden.
Egentlig taler vi i telefon, fordi han har udgivet et nyt album Flyv så! - det første i 14 år. Men de nye sange har han nu et meget afslappet forhold til, ja, vil faktisk ikke engang spille dem på indeværende turné.
"Det, ville jeg synes, var mærkeligt. De kan jo høre dem derhjemme. Skal de så ud og høre mig synge dem igen?"
Det er ellers et album, der sindigt, men sikkert stikker sylen ind dér, hvor nationens politiske bevidsthed og humanisme har fået grimme liggesår. 15 ret så rigsdanske sange der gør ondt på en lun måde. For når verden vendes af denne vendelbo, så er det med trademark-glimt i øje og humor på versefod. På sangen 'Som grise' hylder jeg-personen for eksempel den danske hudfarves slægtskab med de firbenede og profitable storskrydere. Og på 'Che Guevara' har plakaten af revolutionshelten måttet vige pladsen for et optryk af middelklasse-darlingen Claude Monets impressionistiske tåge over Themsen.
Og selv om Hausgaards politiske standpunkt er umiskendeligt til venstre for midtbanen, så tiltrækker han alligevel lyttere fra hele spektret. Også selv om de tit bliver sure.
Kalder mig rødt svin
"Altså, man hører jo udtryk som 'røde svin'... Ikke under koncerterne, men bagefter hvor jeg kan støde ind i folk, som er meget ophidsede. Men jeg sætter også meget stor pris på, at dem, jeg er allermest uenig med, kommer. Og det gør de rent faktisk. Og de lader mig gøre det, jeg gør, men de lader mig ikke dø i synden. Og det er alt i alt fantastisk, at det kan eksistere i en tid, hvor debatten ellers er så ubarmhjertig."
- Er der også Dansk Folkeparti-stemmer til stede ved dine koncerter?
"Ja, for dem snakker jeg med bagefter. De er som regel meget meget vrede, men det gør jo ikke noget, hvis de kommer alligevel. For eksempel havde jeg i søndags en sang om Langballe og Krarup. Og så kom de nogle stykker op for at sige, at jeg bare ikke kunne tillade mig at sætte navne på politikere, som jeg gjorde nar af. Så sagde jeg, at det syntes jeg, at jeg var nødt til, for ellers kunne man jo tro, det var nogle andre, jeg mente. Jeg oplever også at folk kommer hen og tiltaler mig i flertal og siger: 'Det dér, det slipper I ikke godt fra i længden'. Og det er den paranoia, som vi skal komme ud over, så vi kan finde ud af, at vi godt kan være venner og sidde ved siden af hinanden og grine og samtidig være dybt politisk uenige."
- Har du skudt dig ind på hvem, det er, de tiltaler i flertal?
"Nej... Men dem, der tiltaler, har i hvert fald en fornemmelse af en sammensværgelse, der holder borgerlige kunstnere ude. Og så siger jeg: 'Så kom dog med nogen, der vil forfægte Langballes og Krarups synspunkter, og jeg vil give dem plads i mit show'. Jeg er i hvert fald ikke med til at holde nogen ude. Men de kan jo ikke finde nogen, der vil det."
Han er født i Hirtshals, Vendsyssel, Nordjylland den 31. august 1944 og er stadig vendelbo den dag i dag. Han var ung i en ekstremt politisk tid, ikke mindst det Herrens langhårede år 1968, som nogle stadig har en bagskid fra. Mens andre såsom Niels Hausgaard er blevet sobre og kan nøgternt adressere det had, den hån, som ungdomsoprøret møder.
"Der var mange fine ting i det oprør, man måske kunne bruge i dag. Tag Christiania, som man nu for alt i verden vil nedlægge - og normalisere. Spørgsmålet er jo om det er Christiania, der skal nedlægges, eller om det er det omkringliggende samfund, der simpelthen er blevet for kedsommeligt?"
"Men det var jo også et oprør, der var. Jeg mener, Ole Grünbaum skrev en bog, der hed Provokér. Den kunne man jo ikke rigtig forestille sig, han ville udgive i dag... Det var noget, der var, og vi skal snakke om det som noget forhenværende."
Han nægter at tale om nogen politisk vækkelse, men skæl faldt i hvert fald fra hans noget yngre øjne, da Danmark trådte ind i EF i 1972.
"Det var første gang, det gik op for mig, at man faktisk havde en pligt til at blande sig. Efter en afstemningskamp, der gik på en forsikring om, at det ikke var en Union, vi skulle ind i, der gik på at man bedyrede, at det her handlede om eksport af bacon til England. Og at det iøvrigt ikke havde nogle langtrækkende konsekvenser. På en eller anden måde, så fes det altså igennem til mig, at det der det var altså fuldstændig forkert. Ikke at vi skulle gå ind i et internationalt samarbejde, men at vi bare skulle sige ja til noget, som vi ikke vidste, hvad var. Og som endda havde været benægtet."
Parallellerne til nutidens klima præget af fortielser og forskydninger i den politiske dagsorden er oplagte.
Men tiden er alligevel en anden, mener Hausgaard. Men det betyder ikke, at et ungdomsoprør ville være af vejen...
"Man skal bare ikke tro, at et ungdomsoprør, som det vi så i '68, vil komme tilbage. Der vil ske noget andet, og det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om - også når jeg snakker med unge mennesker. Men det bliver noget, som vi ikke forstår i vores generation, og det gør ikke noget."
-Hvordan ikke forstår?
"Jamen, vi efterlyser for eksempel et engagement fra de unges side, og jeg tror, det kommer, men på en måde som vi synes er forkert. Og sådan har det altid har været, også dengang vi blev engagerede. Vores forældres generation syntes heller ikke, at vi var rigtig kloge, for eksempel fordi vi lod håret blive langt. Det kan da være, at når de unge mennesker går med det halve af røven ude af bukserne, at så er det det samme 'hehehe', som da vi bare lod håret gro. For det har man jo også svært ved at forstå, at de gør. Men der er jo mænd også i min aldersklasse, der går med røven ovenud af bukserne. Men så er det jo et uheld."
- Men du kommer jo selv med en kritik af de unge i sangen 'Habitter', hvor du synger "Jamen så træ' frem I ong, hvis I tør/Hvis I er vågen å intj på diskotek/Hva går I eej (ind) for?/Hva vil I slåes for?"...
"Jo jo, men det siger mere om mig end om dem."
- Hvad siger de unge så, når du taler med dem?
"Jamen, nogle af dem er jo kede af den kritik, som vi har rettet imod dem, og de spørger, hvad det er, de skal gøre. Men det skal jeg ikke fortælle dem. De skal jo gøre det, som de må gøre, og det kan jo meget nemt være noget, der betyder et spark i røven på mig og hele min generation."
Sen-70'ernes punk og anarkistiske råhed var den første modreaktion, der var uforståelig for hippie-generationen. Men nutidens modkultur kunne alligevel meget vel gå hen og hente inspiration fra '68. Alting går jo i ring, og singersong-writere og visesangere fra en svunden tid kan måske (uden Poul Kjøller-kitsch-effekt) vinde gehør hos en ung dansk generation, der har gengrebet den akustiske guitar og så småt på ny er begyndt at synge om verdens og ikke mindst vor egen nations skæve gang. Og der kan de synge i kor med Hausgaard.
"Som nation har vi nået en grad af ligegladhed, som ikke må blive værre, simpelthen."
- I sangen 'Egon' synger du: 'sådan nogen som Egon, de kan ikke betale sig' - altså et eksempel på at købmandstænkningen har gennemblødt vores menneskesyn og dermed vores sprog...
"Jeg mener, at man i vort samfund kan justere præcis, hvor grænsen går mellem dem, der kan betale sig og dem, der ikke kan. Og så kan man sige, at det ville være dyrere rent samfundsmæssigt, hvis nogle flere skulle kunne betale sig. Men hvem har ansat samfundet? Hvem er samfundet?"
"Jeg er med i en fantastisk politisk form, der hedder demokrati. Men det er ikke stærkere end mit eget engagement. Jeg har lige som alle andre en pligt til at blande mig i det her, ellers har vi ikke noget demokrati. Og så kan det godt være, at der er nogen, der skal råbe vældig højt og sige nogle rigtig grimme ting. Og det kan da være at Pia Kjærsgaards råb om landsforrædere kan være udmærket i debatten, hvad ved jeg."
- For at sætte gang i den?
"Ja."
- Hvad kan du gøre med dine sange?
"Jeg tror ikke, at jeg ændrer noget som helst overhovedet. Men hvis jeg kan være med til at holde debatten i gang og gøre den mindre bitter, så vil jeg det. Større ambitioner har jeg ikke. Det er debatten, der skal redde os."
'Flyv så!' (RecArt Music) udkommer i morgen.
