Læsetid: 7 min.

Verdens bedste universiteter?

Regeringen siger, at den er ved at skabe verdens bedste universiteter, og så kan man vel ikke ønske sig mere - eller kan man? Kronikøren opfordrer universiteterne til at grave et par spadestik dybere
1. maj 2006

Regeringen har store planer for de danske universiteter - de skal være blandt verdens bedste. Målsætningen er ambitiøs, for den skal indfries på alle områder - forskning, uddannelse, formidling, efteruddannelse, samarbejde med erhvervslivet, internationalisering osv. - og regeringen er godt i gang med at etablere grundlaget for at indfri målsætningen. Det siger den tit og ofte, senest i sit globaliseringsprogram. Kan universiteterne overhovedet ønske sig mere?

Med universitetsreformen i 2003 krævede regeringen og Socialdemokraterne en omfattende ændring af universiteternes ledelse - først derefter kunne der blive tale om mere frihed og flere ressourcer. Første del af 'aftalen' er gennemført, men anden del mangler at blive indfriet. Politikere og embedsværk har ikke 'trukket sig tilbage' og koncentreret sig om overordnede spørgsmål. Snarere har de i de seneste år i stigende grad kraftigt påvirket universiteternes dagsorden, og 'øget selvbestemmelse' er ikke det udtryk, der falder først for. Til tider har det virket, som om et Mester Jakel teater har været det anvendte forlæg.

Udviklingskontrakter kan være et velegnet redskab til at optegne nogle målsætninger, udviklingslinjer og konkrete mål. Skal de fungere efter hensigten, må mindst tre forudsætninger være til stede. Udviklingskontrakten som et program for det enkelte universitet må nødvendigvis afspejle universitetets styrkepunkter, svage sider og visioner. Udviklingskontrakten må også gives tid, hvis initiativer skal sættes igennem og give andet end tilfældige resultater; fem år er formentlig relevant. Endelig må der være en vis gensidighed i kontrakten - politikere og embedsværk må også levere, eksempelvis ressourcer eller handlefrihed - eller blot arbejdsro. Det kaldes 'noget for noget'.

Den sidste forudsætning kan vi eliminere med det samme; hverken politikere eller embedsmænd har villet acceptere denne præmis. Reelt har indgåelse af kontrakter været ensidig. Det er også vanskeligt at påstå, at Videnskabsministeriet har accepteret relevante kontraktperioder. Ministeriets foreslog i begyndelsen af 2004 nærmest en etårig periode, så universiteterne kunne komme i kadence med universitetslovens gennemførelse og paratheden til de nye tider. Universiteterne skulle med andre ord gå i takt rent kontraktmæssigt.

Ingen substantiel grund

Universiteterne afviste i enighed ministeriets konstruktion, og der blev opnået en mellemløsning: 2005 skulle dækkes af en overgangskontrakt, som dog kunne ses i sammenhæng med den følgende fireårige periode, 2006-2009. Fra universiteternes synspunkt var dette ikke optimalt, men det blev accepteret. Kontrakterne blev indgået inden udgangen af 2004.

I praksis var det imidlertid vanskeligt, nærmest på grænsen af det umulige, at holde ministeriet fast på denne aftale. Ministeriet ville reelt kun diskutere 2005 og ikke se de foreslåede aktiviteter i et længere forandringsperspektiv. Langt mere problematisk var det, at Videnskabsministeriet ville have en afrapportering midt i efteråret 2005, hvilket universiteterne dog afviste. Ministeriet mente imidlertid også, at den efterfølgende kontraktperiode ikke skulle vare fire år, 2006-2009, men alene tre år - altså slutte i 2008. Sådan er det blevet.

Denne ændring kan ikke være substantielt begrundet, da tre år er for kort tid til at måle resultaterne af andet end ret banale initiativer. Og det er jo ikke universiteternes beslutninger, men disses gennemførelse og effekter, der skal være i fokus i et kontraktregime.

Indeværende valgperiode udløber som bekendt i efteråret 2008, og det vil sikkert ikke være regeringen uvelkomment, hvis den op til en valgkamp kan sige noget stort om universiteternes udvikling. Som den kunne det i efteråret 2004. Politisk logik tager over for en logik, der afspejler universiteternes opgaver og disses 'livscyklus'. Mit gæt er, at universiteterne bliver presset til at levere dokumentation for resultater i god tid inden, den treårige periode udløber.

Heller ikke udviklingskontrakternes første forudsætning har været til at få øje på. Videnskabsministeriets første udspil til 'kontraktinspiration' var uhyre detaljeret, især på uddannelses- og undervisningssiden, og sådan har ministeriets vinkel på kontrakterne været lige siden. Samtidig skulle målene helst være kvantitative. Her har vi nok Videnskabsministeriets væsentligste begrundelse for, at kontraktperioderne skulle være ens og kontrakterne langt hen ad vejen forholde sig til de samme spørgsmål. Man ønsker at kunne sammenligne på tværs af universiteterne.

Måling er i sig selv ikke et problem for universiteterne - faktisk bliver både forskere og universiteter målt og vejet ganske ofte - men internationale sammenligninger og konkurrence er i mange tilfælde mere relevant. Det reelle problem ligger dybere.

Kan ikke generalisere

Første spadestik viser, at Videnskabsministeriet nærmest har haft en 'skyggeliste' over emner, det gerne så indgå i udviklingskontrakterne, og den har slået igennem i mange tilfælde. På den måde er det enkelte universitets profilering blevet styret. Næste spadestik afslører, at ministeriet løbende har fået nye ideer til, hvilke midler universiteterne skal anvende - og derved bevæger man sig med hastige skridt væk fra hele ideen med udviklingskontrakter for det enkelte universitet.

Eksempelvis har Aarhus Universitet gjort såkaldte undervisningsporteføljer obligatoriske, når videnskabelige stillinger skal besættes. Det lægger op til, at ansøgere skal dokumentere deres undervisningserfaringer og overvejelserne herover. Det vil forhåbentlig styrke fokus på den engagerede underviser og den gode undervisning, men reelt er det for tidligt at sige, hvordan disse porteføljer virker i praksis. Alligevel er undervisningsporteføljer lynhurtigt blevet inkluderet i Videnskabsministeriets retorik, og sandelig om de ikke indgår i regeringens globaliseringsprogram.

Det samme gør eksempelvis begrebet 'pædagogiske enheder' og 'iværksætteri', som noget universiteterne skal beskæftige sig med. Jeg er enig i, at disse aktiviteter kan være yderst konstruktive, men kan man med sikkerhed generalisere disse midler? Og skulle politikere og embedsværk ikke først og fremmest have blik for de overordnede linjer?

Regeringen kunne acceptere, at universiteternes mål kan nås med forskellige midler - og at universiteterne kan nå forskellige mål med forskellige midler. I de seneste år har politikken snarere bestået i at samle gode eksempler, som derefter er blevet ophøjet til krav til hele sektoren. De gode eksempler kan komme fra Aalborg Universitet den ene dag, Københavns Universitet den næste dag og Danske Studerendes Fællesråd den tredje dag. Oftest kan eksemplerne ikke løsrives fra deres institutionskontekst - for eksempel et universitets samlede initiativer for at forbedre studiegennemførelsen. Løftes de ud af denne sammenhæng for summarisk at blive sat i værk andre steder, fungerer de ikke efter hensigten. Det er ikke al kritik af universiteterne, der tåler en nærmere prøve, og ikke alle forslag, det er værd at lægge øre til. Heller ikke selv om de kaldes 'best practice'!

Til et kontraktregimes forudsætninger kommer så yderligere, at grundlaget for universiteternes planlægning og forslag ikke ændres væsentligt. Efter at universiteterne har udarbejdet udkast til udviklingskontrakter for perioden 2006-2008, har regeringen spillet ud med en storstilet fusionsmanøvre. Formelt bygget op fra neden - universiteterne er kommet med forslag - men udviklingskontrakterne har på ingen måde kunnet tage højde for større ændringer af institutionerne og af deres faglige profil. Risikerer universiteterne ikke at skulle stå til regnskab for en udviklingskontrakt efter en periode, hvor de i stedet har været 'hængt op af' fusionsaktiviteter?

Kontrol er ikke bedre

Om fusionering af danske universiteter og sektorforskningsinstitutioner er en god ide, er der mere end ét svar på. Man kan håbe, at de politiske beslutningstagere inden manøvren har konsulteret den organisationsteoretiske og erhvervsøkonomiske forskning på området, så de ved, hvad institutionerne er oppe imod. Det ville være et godt eksempel på brug af forskning, som politikerne ofte efterspørger.

Jeg kunne nævne mange andre eksempler på embedsværkets urimelige indblanding i andet end overordnede emner. Eksempelvis interesserede Videnskabsministeriet sig meget for, hvilke ledelsesposter det enkelte universitet skrev ind i vedtægten. Som om et sådan organisationsspørgsmål burde kunne interessere andre end det enkelte universitets bestyrelse.

Ovenstående peger på et mere generelt forhold i uddannelses- og forskningspolitikken. Politikere og embedsværk hverken kan eller skal have en sådan indsigt i de enkelte institutioner, at de kan blande sig i detaljer. Sker det, bliver resultatet ikke produktivt. I stedet for at fremme udvikling, overlæsses dem, der skulle udvikle og udvikles. Eller som det siges internationalt, så står universiteterne over for risikoen for at blive "overextended, underfocused; overstressed, underfunded".

Over for kritikken af de seneste års universitetspolitik vil regeringen sikkert hævde, at man allerede er nået langt, og at globaliseringsrapporten vil føre universiteterne endnu videre. Det første er ikke rigtigt, når det gælder universiteternes frihed og handlemuligheder som forudsætning for profilering. Det andet kan vi se på om fem til ti år; indtil da er det smukke ord på papir.

Universiteternes bestyrelser, daglige ledelse, ansatte og studerende bestræber sig i disse år på at udnytte de muligheder, som universitetsloven giver. Lad os bare kalde det en mindre 'kulturrevolution'. En sådan er imidlertid også påkrævet i politikernes og embedsværkets styringstankegang - og ikke mindst i deres styringspraksis.

En udenlandsk politiker, der for længst er død, gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at 'tillid er godt, men kontrol er bedre'. Det fungerede ikke i Sovjetunionen i 1920; det gør det heller ikke i Danmark i 2006.

Universiteterne kan ønske sig mere.

Niels Chr. Sidenius er tidligere rektor for Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her