Læsetid: 4 min.

Verdens farligste mand

31. marts 2003

SADDAM HUSSEIN er af indlysende årsager en af denne verdens værste despoter. I et kvart århundrede har han terroriseret sit eget folk – allerværst da han i 1986 gassede godt 60.000 ihjel i Halabja. To gange har han igangsat krige – først den langvarige mod Iran, der kostede en million livet; dernæst invasionen af Kuwait, som hurtigt blev slået tilbage af en international koalition. Gennem det seneste tiår har Saddam tilsidesat 16 resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd – og USA har påstået, at Irak besidder kemiske, biologiske og atomare masseødelæggelsesvåben.
Der findes næppe en politiker i Vestens regeringsbærende partier, som forsvarer Saddam, så man skulle tro, at præsident George W. Bush ville få opbakning til sit ønske om krig. Det lykkedes som bekendt ikke, idet kun Storbritannien, Australien og Danmark bakker militært op – foruden op til et par dusin andre lande, der i svage vendinger støtter krigen. Aldrig på noget tidspunkt har USA oplevet en så massiv modstand mod sin politik – heriblandt fra nogle af sine historisk bedste allierede som Frankrig, Tyskland og Tyrkiet.

MODSTANDEN mod Irak-krigen er kun et symptom på den langt større bekymring, som regeringer og befolkninger har til en verden, der kun er domineret af én nation – nemlig USA. Intet land har nogensinde været så stærkt.
For hundrede år siden var Storbritannien en supermagt, der regerede over en fjerdedel af kloden. Londons styrke var baseret på, at dens flåde, datidens vigtigste magtmiddel, var dobbelt så stor som de to næstfølgende landes – men andre lande havde større styrke på andre militære felter, ligesom Storbritannien kun var verdens tredjerigeste.
I dag bruger USA ligeså meget på sit militær som hele den øvrige verdens 191 nationer – vel at mærke kun ved at bruge fire procent af sin rigdom på det. I år har Bush øget de militære budgetter med 50 mia. dollar – lige så meget som Storbritannien eller Tyskland bruger i alt på deres forsvar. Økonomisk er USA også i særklasse. Dets befolkning udgør fem procent af klodens – mens dets økonomi udgør 43 procent. Landet er så rigt som Japan, Tyskland og Storbritannien tilsammen. Alt tyder på, at det militære og økonomiske forspring vil blive større i de kommende årtier.
Historisk set er den slags imperier altid blevet mødt med stigende frygt – og med tiden har det ført til indgåelse af nye alliancer for at skabe balance. Den modstand, der er mod den kurs, som Bush fører nu, ligner indledningen til, at den øvrige verden gør opgør.

DA ANDEN VERDENSKRIG sluttede, var USA også enormt stærk, men de præsidenter, som styrede Washington, nemlig Franklin D. Roosevelt og Harry Truman, undlod at skabe et amerikansk imperium. I stedet arbejdede de for at opbygge alliancer og internationale organisationer – som NATO og FN – og de sørgede klogt for at udvise den generøsitet, der klæder den overlegne.
Bush og i endnu værre grad hans nærmeste står for alt det modsatte. I de mange år, da den nuværende præsidents far, George H. Bush, var ambassadør i Kina og FN, direktør for CIA og vicepræsident i USA, drog unge Bush kun to, måske tre gange udenlands – han var fuldblods amerikaner. De topfolk, der rådgiver ham i dag, er anderledes interesserede i verden.
Fra første færd, januar 2001, da de indtog Det Hvide Hus, har de arbejdet for at styrke USA’s egeninteresser. De har meldt USA ud af fem internationale traktater; standset diplomatiske forhandlinger i Nordkorea og Mellemøsten; og har i det hele taget holdt sig hjemme. Bush er den mindst rejsende præsident i fire årtier – og vicepræsident Dick Cheney har kun én sølle gang forladt sit hjemland.
Efter terroren den 11. september 2001 er USA i endnu større grad blevet selvoptaget. Landet udtrykte ligegyldighed, da NATO tilbød at hjælpe – og har i det hele taget formået at gøre sine sædvanlige venner til sine fjender, hvilket yderligere har opmuntret dets traditionelle fjender. FN’s Sikkerhedsråd har man holdt for nar – og Bush er i fuld gang med at smadre alle de organisationer, som bør eksistere for at skabe en bedre verden.

USA GØR sig selv svagere ved at agere, som det gør. Landet mangler allierede og oplever i stigende grad automatisk modstand. Løsninger på konflikter med atomvåben i Nordkorea, Rusland og Iran kræver samarbejde – og Tyrkiets modstand mod at lade USA benytte dets baser koster flere amerikanske dødsfald i krigen. Der er også brug for diplomatiske seje træk for at få genopbygget sammenfaldne nationer som Afghanistan, Sudan og Irak, der ellers risikerer at forblive arnesteder for terror. Den udenrigspolitik, som Bush-regeringen fører, er rammende betegnet som en blanding af at lægge arm, tilbyde bestikkelse og alliere sig med tvivlsomme diktatorer. Kursen er dødsensfarlig, hvilket den uretfærdige krig mod Irak viser.
På ti dage har USA, bistået af Storbritannien, affyret 6.000 præcisionsbomber og knap 700 krydsermissiler og dræbt tusinder af irakiske soldater og hundreder af civile. Bush har vendt den arabiske verden mod den vestlige – og lagt grunden til mere terror og flere krige. Bush udviser slet ikke den moralske autoritet, der kræves af en så magtfuld mand – og han evner ikke at forvalte sit mægtige militær. Den kurs, han fører, er langt farligere for verdensfreden end noget andet – og det er derfor George W. Bush, som er verdens farligste mand. Ikke Saddam Hussein.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu