Læsetid: 7 min.

Verdens hvaler er igen i fare

Japan og Norge øger år for år deres kvoter for fangst af hvaler til 'forskningsformål' og ser i år ud til at kunne gennemtrumfe en ophævning af det 20 år lange forbud mod kommerciel fangst af oceanernes kæmper
5. januar 2006

Så er tiden kommet til atter at finde en gammel parole frem: Save the Whales - red hvalerne! 20 år efter indførelsen af det internationale hvalfangstmoratorium, der skulle sikre deres overlevelse, står oceanernes hvalarter over for nye, dødbringende farer.

I 2006 lurer en dobbelt trussel på verdens største pattedyr, hvoraf flere fortsat anses for truede arter. I hvad, der kan blive den største hvalnedslagtning i en generation, vil over 2.000 dyr blive udsat for målrettet jagt af de tre hvalfangernationer, der har sat sig for at trodse verdensopinionen - Japan, Norge og Island. Og i en international politisk afgørelse, der kan blive skæbnesvanger, ser disse tre lande ud til for første gang at skulle opnå flertal for deres linje i hvalfangstens reguleringsorgan, Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC).

Det første scenario vil komme som en brutal, blodig og chokerende begivenhed for de mange, der måtte tro, at hvalfangst hører fortiden til. Men det andet kan blive et dødsstød imod hvalerne og deres trivsel på længere sigt, fordi det vil kunne bane vej for den genoptagelse af kommerciel hvalfangst, som moratoriet fra 1986 udsatte på ubestemt tid.

Det er Japan, der er den drivende kraft i forhold til begge udviklinger. Faktisk er den japanske hvalfangerflåde i dette øjeblik i fuld gang med at affyre harpuner i Det Ant-arktiske Ocean. I skudlinjen befinder sig 935 vågehvaler - det dobbelte af, hvad der blev nedlagt sidste år - og alle må de lade deres liv i "hvalforskningens navn" af påståede videnskabelige grunde. Den etikette er ren fiktion og narrer ingen: Japanerne gør end ikke forsøg på at skjule, at hvalkød - en stærkt eftertragtet delikatesse hos de japanske forbrugere - sælges på nationens fiskemarkeder.

Norge følger trop

Norge, som åbent bedriver kommerciel hvalfangst og nægter at rette sig efter moratoriet, følger trop med endnu en forhøjet drabskvote for det nye år. Fire dage før jul bebudede Norges regering, at landet i 2006 vil sætte sin hvalfangst op med yderligere 250 dyr til 1.052 efter en enstemmig afgørelse i Stortinget.

Island, som genoptog hvalfangst for tre år siden - også med forskning som begrundelse - dræbte 39 vågehvaler sidste år og ventes at jagte et tilsvarende antal i år.

Alt dette vil efter alt at dømme resultere i den største hvalslagtning, verden har set, siden uhæmmet kommerciel hvalfangst blev forbudt. Ikke overraskende har Greenpeace og lignende miljøforkæmper-ngo'er reageret med vrede og forargelse.

"Folk må vågne op og forstå, hvad der kan ske i år," siger Greenpeaces britiske 'Red Hvalerne'-kampagnechef, Willie McKenzie. "Især de politikere, som påstår at være imod hvalfangst, må hurtigt i gang med at presse deres regeringer for at gøre en mindst lige så stor indsats for at redde verdens hvalbestande, som hvalfangernationerne gør for at drive ny rovdrift på dem."

Greenpeace har besluttet at føre kampen direkte imod de japanske fangere og har sendt to af sine største kampagneskibe Arctic Sunrise og Esperanza til Sydhavet for at forstyrre og hindre så mange hvalfangstoperationer som muligt. I løbet af de seneste 14 dage har der således i de iskolde farvande fundet flere ekstraordinære konfrontationer sted mellem Greenpeace og den japanske hvalfiskerflåde, som er grupperet omkring fabriksskibet Nisshin Maru. I aktioner, der ligner dem, der gjorde miljøbevægelsen berømt i 1970'erne, har Greenpeace-aktivister i små, oppustelige både forsøgt at sejle ind i skudlinjen for harpunørerne - angiveligt med succes flere gange - for at gøre parolen om at redde hvalerne til konkret virkelighed.

Ignorerer forbud

Det, som især har vakt miljøaktivisternes vrede, er, at den japanske hvaljagt finder sted i reservatet Southern Ocean Whaling Sanctuary - et 34 mio. kvadratkilometer stort farvand omkring Antarktis, hvor IWC har dikteret et totalt hvalfangstforbud uden dispensation for nogen forskningsfangst, hvilket Japan simpelthen har valgt at ignorere.

Lederne af Red Hvalerne-kampagnen appellerer nu kraftigt til gruppen af såkaldt 'ligesindede lande', der føres an af Australien, New Zealand, USA og Storbritannien, om at tage retslige skridt mod Japans 'falske forskningsfiskeri'.

"'Videnskabelig hvalfangst' må stoppes, og Japan bør indklages for Den Internationale Straffedomstol," siger dr. Joth Singh, direktør for ngo'en Wildlife and Habitats, der er tilknyttet Den Internationale Stiftelse for Dyrevelfærd (IFAW).

"Vi tror, at vi har retten på vor side her, og derfor har vi bedt et australsk advokatfirma om at undersøge mulighederne for retslige skridt. Vi appellerer til alle ligesindede nationer om at gøre det samme. De er nødt til at bringe sagen op for Den Internationale Domstol. Handelssanktioner er bestemt også en mulighed, der nøje bør overvejes."

Dr. Singh tilføjer: "Jeg har deltaget i IWC's møder i årevis, men ingen af de talrige resolutioner, der er vedtaget for at stoppe 'videnskabelig hvalfangst', har haft den mindste effekt. Også diplomatiske demarcher og noter over for Japan har været virkningsløse. Hvis vi mener det alvorligt med, at vi vil redde hvalerne, må vi finde skrappere midler frem," pointerer dr. Singh.

Men der er ikke megen tid at løbe på, hvis antihvalfangst-nationerne skal nå at handle, for i juni i holder IWC sit næste møde - det sker i St. Kitts & Nevis i Caraibien - og for første gang ser hvalfangernationerne ud til at kunne få et flertal bag sig.

Lande uden kystlinje

Dette vil i givet fald blive det sejrrige resultat af en intens diplomatisk kampagne fra Japans side for at få små u-lande til at tilslutte sig IWC og her stemme for den japanske linje. Over de seneste seks år er 14 nationer således blevet optaget i IWC som støttegruppe for Japan. De fleste af dem har slet ikke traditioner for hvalfangst - ja, nogle af dem, såsom Mongoliet og Mali, har end ikke nogen kystlinje.

Mark Simmonds, der er international forskningschef for Whale and Dolphin Conservation Society, havde frygtet, at Japan allerede ville få flertal på sidste års IWC-møde i Sydkorea, men administrative teknikaliteter betød, at de ikke var i stand til at gøre brug af det. I år kan han ikke se, hvad der skulle holde japanerne tilbage.

"Hval- og delfinbeskyttelsen vil lide et enormt tilbageslag," siger han. "Folk har ikke forstået, hvor afgørende dette her er, og hvor tæt vi er på en virkelig farlig udvikling. Verdensopinionens opmærksomhed burde i langt højere grad henledes på dette."

Hvalfangstmoratoriet, som blev vedtaget på IWC's møde i Brighton i 1982 og trådte i kraft fire år senere, har været en af de få miljøpolitiske succeser i en verden, hvor vildtlevende dyr og naturressourcer er under stadig stigende pres.

Tiltrængt pause

Oprindelig var intentionen ikke at nedlægge et udtrykkeligt og permanent forbud imod hvalfangst, men blot tænkt som en pauseperiode, der skulle give hvalbestandene tid til at komme sig. Tanken var at vente på, at antallet skulle vokse og udnytte ventetiden til at udvikle nye og bedre tilrettelagte og bæredygtige fangstmetoder, der skulle basere sig på nøje studier af hvalpopulationernes adfærd og dynamik.

Det stod dengang klart, at antallet af visse hvalbestande var blevet så kraftigt udtyndet af kommerciel hvalfangst, at flere arter stod i akut fare for at uddø med blåhvalen - der med en længde på op til 33 meter og en vægt på op til 120 ton ikke blot er Jordens største nulevende dyr, men også menes at være større end selv de største uddøde dinosaurer - som den mest kritisk ramte. Dengang skulle blåhvalens antal tælles i hundreder, mens også antallet af finhvaler og sejhvaler, de næststørste og tredjestørste dyrearter, var styrtdykket.

Det bedste ved moratoriet, mener marinbiologer, har været, at det ikke har søgt at styre forekomsten af de specifikke artsbestande, men simpelthen har udstedt et totalforbud for alle hvalarter (Danmark, Grønland og Færøerne tager forbehold over for, at IWC's forbud også skal omfatte fangst af småhvaler såsom grindehvaler, red.). Mange truede hvalarter menes nu at være i fremgang, men hval-reproduktion er så langsommelig en proces, at 20 år er for kort tid til en ordentlig genoprettelse.

De fleste nationer, der er imod hvalfangst - deriblandt Storbritannien - er nu af den faste overbevisning, at kommerciel hvalfangst aldrig nogensinde bør genoptages. Storbritanniens oprindelige position var "videnskabeligt fastlagt" - hvis marinbiologer sagde, at der igen blev hvaler nok at jagte, ville det være i orden. Men dette synspunkt er i løbet af årene blevet radikaliseret, og i dag er den britiske linje, at et permanent totalforbud fulgt op af "en nøje overvågning af hvalartbestandene er den eneste bæredygtige politik over for hvaler, delfiner og marsvin".

Skønt de grønne bevægelser erklærer sig tilfredse med Storbritanniens kompromisløse holdning, mener flere af dem, at den britiske regering kunne være mere aktiv på den internationale scene for at imødegå den optrappede hvaljagt og de japansk-ledede trusler imod moratoriet. Fiskeriminister Ben Bradshaw, som har hvalfangst som ressortområde, betegnes af miljøaktivister som "tilbagelænet" i forhold til den kritiske situation, der råder. Og det er ikke rosende ment.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu