Læsetid: 3 min.

Verdens kløfter vokser

Millioner af kinesere og andre asiater løftes ud af fattigdom, men presset på natur og ressourcer tager til og købekraften fordeles stadig mere ulige
9. maj 2005

De sidste fem år er verdens produktion af stål steget mere end i de foregående 30 år. Det meste af væksten fandt sted i Kina, som dog alligevel mangler stål til byggeri og industri. Derfor er prisen på genbrugsstål fra skrottede skibe, biler med videre mere end fordoblet på tre år.

Det er et af de tegn på verdens gang, man kan læse i Worldwatch Institutes årlige bog, Vital Signs, der udkommer i denne uge.

Forbruget af olie, kul og gas går samme vej. Sidste år steg Kinas forbrug af olie med 11 procent til 6,6 millioner tønder om dagen. USAs forbrug steg til 20,5 millioner tønder pr. dag.

Verdens produktion af personbiler er steget 10 pct. siden 2001. Den er nu oppe på 44,1 million om året. Dertil kommer 18 millioner firhjulstrækkere og varevogne, samt lastbiler og busser. I alt kører 551 millioner biler rundt på verdens veje (10-dobling siden 50'erne), især i USA. I dag kører en gennemsnitlig amerikaner syv gange længere i bil end i 50'erne. Siden midten af 80'erne er amerikanske biler blevet større og tungere, selv om de laves af lettere materialer. Hver bil bruger derfor mere benzin end før.

I Vesteuropa svarer antallet af biler pr. indbygger til USA i 1970'erne. I Kina svarer det til USA i år 1912. Kun hver tiende ny personbil blev solgt i Kina sidste år - men salget stiger. For et halvt år siden indførte den kinesiske regering krav til nye bilers benzinforbrug, som er langt strengere end i USA, men knap så skrappe som i Japan og Europa.

USA fører an

USA med fem procent af verdens befolkning står for næsten en fjerdedel af de drivhusgasser, der driver temperaturen i verden op. Kina med knap en femtedel af verdens befolkning, står for 14 pct. af drivhusudslippet - men væksten var 47 pct. fra 1990 til nu.

Verdensbankens undersøgelse af luftforureningen i 100 storbyer viser, at den er værst i Kina, hvor grænseværdien er overskredet i fire ud af fem storbyer. Verdensbanken venter, at lidt mere end en halv million kinesere, og næsten lige så mange indere, hvert år frem til år 2020 vil dø før tid på grund af forureningen.

Mere mad, flere sultne

Verdens samlede høst af hvede, ris, majs og andre kornprodukter steg til over 2 milliarder tons, lidt over 300 kg pr. indbygger, men ujævnt fordelt. FN's fødevareorganisation (FAO) meldte for første gang siden 1970'erne om et stigende antal mennesker, der ikke kan spise sig mætte. En stigende del af høsten bruges til foder. Verdens kødproduktion er fordoblet siden 1978. Mere end halvdelen af verdens hønsekød og svinekød fremstilles nu med industrielle metoder.

På grund af overfiskning er verdens fiskefangst stagneret siden midten af 90'erne, men det opvejes af en fordobling af dambrug og andre former for fiskeopdræt.

Den samlede globale produktion af varer og tjenesteydelser voksede fem procent sidste år. Langt det meste af stigningen fandt sted i USA, Europa og Japan, selvom procenttallet var højere i Kina, Indien og mange andre lande i Asien. Væksten pr. indbygger var størst i USA og mindst i Afrika, især syd for Sahara, hvor antallet af fattige og sultende er stigende og sundhedsfare på grund af uhygiejniske forhold et voksende problem.

Verdens handel voksede tre gange mere end produktionen. Priserne på råvarer og landbrugsvarer steg, mens priserne på mange færdigvarer faldt. Den samlede verdenshandel er fordoblet siden midten af 80'erne, og Kina har fordoblet sin del af handelen på fire år. Men væksten, investeringerne og købekraften er i stigende grad ulige fordelt.

En vej til fred

Mindre end hvert femte land er på rette vej til at nå de udviklingsmål, FN's generalforsamling vedtog i år 2000, herunder halvering af fattigdom og sult, bedre adgang til rent vand og sanitet, skolegang for alle og nedbringelse af børnedødeligheden.

Dyreliv, skovdække og vådområder er i tilbagegang. Antallet af miljøflygtninge skønnes til 30 millioner - stigende til 50 millioner om fem år ifølge FN's Udviklingsprogram (UNDP).

"Hvis vi var bedre til at anvende vore ressourcer mere bæredygtigt, ville konflikterne om dem blive mindre. Beskyttelsen af det globale miljø er direkte forbundet med sikring af freden," sagde den tyske udenrigsminister Joschka Fischer i forrige uge, ved offentliggørelsen af en anden bog fra Worldwatch i Berlin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her