Læsetid: 3 min.

Verdens største mindreværdskompleks

Max Kestners nye danmarksfilm havde premiere på DR2 og viste et Danmark fuld af store ord og små mennesker
26. januar 2007

Bertel Haarder sagde en gang noget i stil med, at 'Danmark lider af historisk mindreværd og moralsk storhedsvanvid'. Måske er det derfor, at det lille land med de høje tanker om sig selv har udviklet en særlig genre, der er dedikeret til verdens navle: 'Danmarksfilmen', hvor en intellektuel med et ambivalent forhold til folket kaster sig ud i folkedybet for at komme til bunds i, hvad det vil sige at være dansk. Den seneste installation i genren blev vist i mandags, hvor DR2 havde premiere på Max Kestners Verden i Danmark. I filmen har Kestner sat sig ved den arbejdende middelklasses mødeborde og fotograferet, hvor fladt og kedeligt det egentlig ser ud, når vi mødes i vores mødelokaler for at lave vores aviser, til-budskataloger, sommerferier og banklån, og hvad vi har. Hos Kestner ligger det danske storhedsvanvid således ikke i billederne, men i de store ord, som vi små danskere sidder og bruger, når vi sidder og taler om branding af Brønderslev Kommune, klager over ISO's elendige service eller fremsætter visioner på et whiteboard om Danmarks store fremtid som familieturistland med ordene: "Her er jo kedeligt, men kedsomhed er jo også tryghed - og hvad vil familier gerne have? tryghed," som mellemledermarketingmanden forklarer i filmen.

I mødehøjde med folket

Kestner er en kunstner, der tager virkeligheden for pålydende, og han prøver at få den dybere mening ud af Danmark ved at tegne et minutiøst billede af, hvordan overfladen ser ud. Han sætter sig i mødebordshøjde med nationen og lytter sig frem til, hvad danskernes egen fortælling om sig selv er. Og dét er en væsentlig forskel i forhold til de tidligere danmarksfilm. PH var 30'er-pædagogen, der satte sig på hug blandt folket og hyldede den jævne mand for hans friskfangede sild, jazzmusik og motorcykler, som fræsede af sted mod fremtiden. Klaus Rifbjerg var den ophøjede kunstner, der i sin Danske Billeder fra 1970 spurgte 'hvem er jeg' og så ned på et folk, som var gået i opløsning og var blevet til unge og gamle, mænd og kvinder, fulde og ædru, flippere og borgerlige, frigjorte og snerpede, moderne og traditionelle. Og i Jørgen Leths Livet i Danmark' fra '71 blev folket gjort til objekter i den leth'ske ikonografi, som havde mere med Leth end med folket at gøre. Således er Kestners danmarksfilm den første, der for alvor lader folket selv få ordet for at fortælle om sig selv. De førnævnte scener med de stakler, der sidder og laver Irmakataloget eller brainstormer på Eurowomans redaktion er hysterisk morsomme for alle os, der har prøvet at være spærret inde til møde, hvor alle tilstedeværende ved, at det er komplet meningsløst, hvad der foregår - men alle fortsætter, som om det er helt normalt. Hvilket det også er, på en måde som er ganske uhyggelig i al sin middelmådige middelklasse-tomhed.

"Jeg har det lidt med den kyllingefilet på side fem som en hund i et spil kegler," som en af deltagerne i tilbudskatalogscenen siger. Mindre godt fungerer de scener, hvor danskerne genfortæller deres drømme i iscenesatte mobiltelefonsamtaler. Måske fordi det altid er kedeligt at høre om folks drømme? Men trods disse mindre vellykkede indslag fra indersiden af hovedet, så er Verden i Danmark så afgjort en interessant og sjov film, der formår at lave satire ud af den skinbarlige virkelighed - og dermed viser den, at den helt kedelige danske virkelighed langt overgår fantasien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her