Læsetid: 3 min.

Verdens største punkkoncert

En helt speciel nostalgi huserer hos Beiruts unge
25. juni 2005

"Borgerkrigen var én stor punkrockkoncert!" Charbel Haber griner smørret over sin whisky ved baren på den minimale stamcafé Torino Express i Beiruts kristne cafékvarter Gemmayzeh, midt i en by med flere skudhuller og bombekratere, end vi har set i vores liv. Charbel er i gang med at forklare os, hvordan unge libanesere kan savne den krig, der indtil starten af 90'erne gjorde livet i Beirut til ét stort, sindssygt computerspil.

Grafikeren Marwa nævnte nostalgien tidligere på dagen, mens vi kiggede ud over Beiruts havn fra lædersofaen på 7. salen i det pakhus, hvor hun har sit stilfulde kontor. Marwa er 26, så hun var kun et barn:

"Det var hyggeligt, når der var angreb. Så gik hele familien i dækning, og vi legede. Når min mor kunne få fat i noget lækkert mad, købte hun ind til hele ugen, og der var vild jubel derhjemme. Krigen gav mange af de voksne en identitet og noget at tro på. Og så pludselig en dag mødtes nogen et sted og besluttede, at det skulle være forbi. Alt det, folk havde investeret deres identitet i, skulle de bare glemme igen. Mange mænd, der var noget vigtigt og fik respekt under krigen, kører bare taxi nu eller passer en butik. Det føles tomt."

Charbel er et par år ældre end Marwa, så han nåede at være teenager under krigen.

"Nogle dage var der vildt hyggeligt ved fronten," hævder han.

"Et kendt trick var, at hvis man var ude og feste og havde mødt en sød pige, så kunne man bare ringe hjem til kæresten og sige, at man var fanget bag frontlinjen. Det var anarki, det var en fest! Om sommeren kom de rige rejsende til Beirut for at feste på natklubberne, Osama bin Laden og hele jetsettet. Så det var sådan en blanding af Rivieraen og krigszone hele vejen igennem borgerkrigen. Nu kommer alle rejsende og siger, de har hørt, at Beirut har sådan et spændende natteliv, men det er for sent. Der er ingen spændende steder tilbage. Kun tåbelige diskoteker og bonderøve fra oplandet."

Kort ekstase

Sammen med sin kæreste, som er shiamuslim, nåede Charbel - som er kristen - at blive helt ekstatisk over 'cedertræsrevolutionen' på Martyrernes Plads i foråret. "Endelig blev Libanon et land for sådan nogle som os, syntes vi, hvor det hele ikke var låst fast i de gamle grupperinger længere. Så tog vi på ferie i tre uger, og da vi kom hjem, var alt tilbage ved det gamle. Vi troede ikke vore egne øjne."

Kæresten vendte tilbage til reklamejobbet, og Charbel, som aldrig har haft et ærligt job i sit liv, fortsatte med at lave støjende, eksperimenterende improvisationsmusik. Da vi spørger, om musikken er influeret af Mellemøsten, begynder han at skråle en vrængende parodi på arabiske fraseringer, mens han tæver det tomme whiskyglas ned i bordet. Sådan noget "gider han ikke".

Det skal være støj, og det skal være "fucked up".

Vi ser bandet optræde til en fernisering to dage senere, og Charbel spiller hele koncerten med ryggen til publikum. Det lyder ganske rigtigt som avantgardemusik nu lyder og er helt uden etnisk pynt. Alligevel er nostalgien der. Som den er overalt i de dele af Beirut, hvor privilegierne langsomt er ved at rinde den gamle kristne overklasse af hænde. Marwa flytter snart til London, og de fleste unge kristne vil gerne væk. Charbel er foreløbig flyttet til cyberspace. Han udgiver sin musik på sit eget pladeselskab Those Kids Must Choke og modtager besøg på www.thosekidsmustchoke.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu