EN selvudnævnt amerikansk modeguru, Mr. Blackwell, ovre fra Los Angeles udsendte forleden sin 42. årlige rangliste over verdens ti værst klædte kvinder. Hr. Sortbrønd kalder en kendt tv-vært for en smagløs Harry Potter-kopi i sort tøj og med sorte briller. På listen er også prinsesse Stephanie fra Monaco, hvis tøj angiveligt »ligner atomaffald«, og prinseforføreren Camilla Parker Bowles klær sig i følge den autorative brøndvurdering som en Yorkshire-budding.
NETOP smagsdommeri er et udbredt fænomen, og hr. Sortbrønd er slet ikke alene. Der udsendes også lister over årets dårligste legetøj, lister over verdens mest indflydelsesrige personer og hvad vil De ha.
Listerne over de såkaldt bedste, smukkeste og klogeste fylder stadig mest. Selv virksomheder måles og vejes
af smagsdommerne, og mon ikke disse lister studeres nøje i Venstre og Det Konservative Folkeparti, når Børsens Nyhedsmagasin udsender sine guldnumre? George Bush senior og junior er nok også faste læsere, når det amerikanske business-magasin Fortune udsender listen over USAs og klodens 500 største selskaber. Vi mennesker elsker stadig at veje og vurdere hinanden, sammenligne og kappes som en flok hanaber i junglen eller at snadre som mætte ænder. Ranglisterne er god underholdning og giver stof til både smaltale og bagtale.
RALPH NADER, den amerikanske miljøaktivist, har dog sat gang i en hitliste, der ønsker at fremkalde lidt mere end et øjebliks latter. Et magasin, som Nader har stiftet og kaldt Multinational Monitor, har fornylig udsendt en liste over de ti værste koncerner i 2001. Øjeblikkets største samtaleemne i USA, Enron, er med på listen. Det er fortjent, for selskabets ledelse anført af K. Lay har scoret over en milliard dollar i gevinst i tiden inden konkursen, mens medarbejderne har mistet deres job og deres pension. Det er til at få saltkiksen galt i halsen af, selv for buskmænd. Det er dog underligt, at de højt betalte konsulenter fra Arthur Andersen, der har destrueret sagsakter og opført sig ganske uetisk, ikke er på Monitorlisten. Det er rimeligt, at en anden af præsident George Bushs store donorer olieselskabet ExxonMobil er på listen. Exxon har med Bushs hjælp bekæmpet den globale klimaaftale fra Kyoto, og det er den værste af en stribe forsyndelser.
OGSÅ hr. cigaret i tobakskompagniet Phillip Morris er med på listen over verdens værste selskaber. Mens Morris markedsføres og poleres under parolen »Were changing«, så arbejder man stadig på at sætte fut i den globale ekspansion for den tobak, som ifølge monitorerne årligt koster over fire mio. mennesker livet.
Man kan diskutere de kriterier, som Naders smagsdommere bruger. For hvis Phillip Morris, der er forpligtet til at advare på cigaretpakkerne imod sundhedsfaren, skal hænges ud, hvorfor skal våben- og bilindustrien for den sags skyld holdes fri? Også deres produkter koster mange menneskers liv hvert år. Hvor går grænsen for den offentlige moral og etik og de lovmæssige pligter, som de enkelte selskaber underlægges, og så på den anden side personernes/forbrugernes ansvar for at sige fra. Selskaberne skal opføre sig ordentligt. Det må man forvente i et civiliseret samfund med oplyste borgere. Globalisering af marked og medier har i de sidste år også vist, at mobilisering af aktivister og forbrugere på tværs af grænser kan presse selv globale giganter til at tage et større socialt og miljømæssigt ansvar. Monitorlisten er led i den
proces til at sikre forbrugerne kritisk information.
Men nok så vigtigt til at skabe en holdningsændring
i virksomhederne er den aktive dialog, der er blevet etableret i FNs Global Compact, hvor seriøse NGO-organisationer og transnationale selskaber forsøger at forpligte hinanden på værdier, der når ud over bundlinjen.
NADERS MONITORLISTE skal hilses velkommen. Men den har også flere svagheder. Bortset fra den tyske Bayer-koncern, der i august trak den berygtede Lipobay-medicin tilbage efter over 50 dødsfald, så er ni ud af ti firmaer på listen amerikanske. Det er en geografisk og mental skævvridning, der ikke svarer til de nye globale vilkår. Ikke alle selskaber virker så slemme, som de fremstilles. Hvorfor sortlistes supermarkedskæden Wal-Mart, der har skabt en million arbejdspladser på 30 år? Man kan måske angribe den for at holde fagforeninger ude, men det gør mange koncerner i USA, fordi lovene og fagforeningerne er for svage. Anklagen om brug af underbetalte sweatshop-arbejdere i Asien dokumenteres ikke. Ligeså virker sortlistningen af Coca-Cola som sød boblevand. Man henviser til en retssag om, at arbejdere skal være likvideret af dødspatruljer i Columbia på bestilling af Coca-Cola, men der er ingen beviser eller dom i sagen. Det nytter ikke, at man så fyrer en smøre af om, at det er »oprørende«, at Coca-Cola udnytter Harry Potters magi til aggressiv markedsføring over for børn, og at sodavand feder og allerværst kan føre til sukkersyge? Det er for tyndt. Det må være forbrugernes ansvar at lukke for sugerøret.
