Læsetid: 2 min.

Verdens vidunder ligger ved Giza

Det siger egypterne, der er vrede over, at en global meningsmåling har udpeget syv nye vidundere
Egyptens Departement for Oldtidsminder er ikke i tvivl om, at pyramiderne ved Giza er blandt verdens vidundere.

Egyptens Departement for Oldtidsminder er ikke i tvivl om, at pyramiderne ved Giza er blandt verdens vidundere.

10. juli 2007

TEL AVIV - Det jordanske turistministerium udtalte i weekenden, at man forventer besøgstallet i oldtidsbyen Petra fordoblet over de næste par år. I weekenden blev stedet nemlig udnævnt til at være et af verdens Syv Nye Vidundere, og det udløste ikke bare glæde i ministeriet, men satte hele Jordan i festhumør.

Eneste skår i glæden er at egypterne har reageret med et næsten tilsvarende mål af irritation og vrede, og det truer med at sætte skår i forholdet mellem de to lande, der navnlig på turistområdet har et godt samarbejde.

100 mio. stemmer

Det er den schweiziske forretningsmand og filminstruktør Bernard Weber, der via sin organisation New7Wonders har iværksat initiativet.

Da talebanerne i 2001 ødelagde de afghanske Buddha-statuer ved Bamiyan mente han, at der skulle gøres en ekstra indsats for at skabe opmærksomhed om verdens kulturarv, og det resulterede i den verdensomspændende kampagne, der, efter at over 100 mio. mennesker havde stemt, sluttede med offentliggørelsen af de syv nye undere søndag.

Petra får selskab af Colosseum i Rom, Taj Mahal i Indien, Den kinesiske Mur, Chichén Itzá i Mexico, Machu Picchu i Peru og Kristus-statuen over Rio de Janeiro.

"Denne konkurrence har ingen værdi, for det er ikke masserne, der skriver historie," lyder det syrligt fra Zahi Hawass, der står i spidsen for Egyptens Departement for Oldtidsminder.

Herfra afviste man lige fra starten at nominere de berømte pyramider ved Giza til konkurrencen. Disse er det eneste af oldtidens oprindelige syv vidundere, som stadig eksisterer, og egypterne erklærede lige fra starten, at de fandt det for uværdigt for pyramiderne at skulle "opstille i en latterlig konkurrence".

Negative signaler

Også FN-organisationen UNESCO, der fører sin egen World Heritage List, hvor både Giza-pyramiderne og Petra allerede befinder sig, har stillet meget store forbehold over for Webers initiativ.

"Alle disse vidundere fortjener naturligvis en plads på listen, men det der foruroliger os er, at listen er begrænset til kun syv," siger organisationens talsmand, Christian Manhart.

"Det sender negative signaler til lande, som ikke er med på listen."

Det er, hvad egypterne netop føler. Så mens jordanerne glæder sig over Petras nye værdighed, er der kommet gang i spekulationerne om, hvordan Egypten vil reagere, og hvad dette vil komme til at betyde for forholdet mellem de to mellemøstlige nationer. Allerede nu siger egypterne, at Jordan har hjulpet resultatet på vej med en omfattende reklamekampagne og en tilsvarende diplomatisk offensiv med direkte hjælp fra kong Abdallah.

"Verdens eneste ægte vidunder ligger i Giza," lyder det igen fra Zahi Hawass, der hævder, at de nye vidundere hurtigt vil fortabe sig i folks bevidsthed.

"Spørg mennesker om nogle måneder om de nye undere, og de vil ikke være i stand til at huske dem. Hvis du derimod spørger en hvilken som helst grundskoleelev, vil han kunne listen over oldtidens syv vidundere."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her