Mens hele verdenspressen har stirret sig blind på den bagatelagtige affære om verdensbankpræsident Paul Wolfowitz nepotistiske forkælelse af sin kæreste med jobforfremmelse og en stjernegage på 300.000 dollar om året, har den helt forbigået den ramme stank fra den langt værre skandale, der i årevis har bredt sig fra 'Wolfies' Washington-kontor.
Denne skandale handler ikke om den sædvanlige, halvnussede småkorruption i Washington D. C. Den handler om, hvordan Wolfowitz' Verdensbank dag ud og dag ind er med til at skabe elendighed for millioner tusinder af denne klodes fattigste og om, hvordan den, imod bedre vidende, fremturer med at forværre den værste krise, menneskeheden har stået over for - den globale opvarmning.
Lad os begynde med nogle af ofrene. Mød Hawa Amadu. Hun er et eller andet sted mellem 70 og 80 år gammel og bor i et af de mudrede slumkvarterer i Accra, Ghanas hovedstad, hvor hun forsøger at opdrage sine børnebørn, så godt hun kan.
Hawa har et problem - et overvældende stort problem - og det er Verdensbanken, der har skaffet hende det på halsen: Hun har ikke længere råd til at betale for vand og elektricitet. Hvorfor ikke? Fordi Verdensbanken har truet med at nægte at låne flere penge ud til hendes regering, hvad der får denne til at fremstå som noget nær spedalsk blandt donornationer og internationale investorer, dersom den ikke ophører med at subsidiere disse elementære tjenester. Så statsstøtten til vand og el er væk. Og priserne for de almindelige forbrugere er fordoblet.
Nu går Hawa rundt og tørster dagen lang, for at hendes børnebørn dog kan få noget af det kostbare vand at drikke, og græder:
"Jamen, havde de da tænkt sig, at jeg skal drikke luft?"
Og hun er ikke alene. En halv jordklode væk, ovre i Bolivia, sidder Maxima Cori - en mor - og hun er også tørstig.
"Verdensbanken fratog mig min ret til rent vand," forklarer hun.
Og ganske rigtigt: I 1997 krævede Verdensbanken, at Bolivias regering privatiserede landets vandforsyning og forvandlede dermed vand fra hanen til en alt for dyr luksusartikel for Maxima, der nu i stedet må ty til snavset vand fra en brønd i sin landsby.
Problemet er bare, at hendes børn bliver syge af det urene vand, så der er ærligt talt ikke noget at sige til det, hvis hun er mismodig.
"Jeg vasker mine børn en gang om ugen," fortæller Maxima.
"Nogle gange er der kun vand nok til at vaske deres hænder og ansigt... Det er altså ikke nogen rar måde at leve på."
Senest har Evo Morales'nyligt valgte socialistregering lovet at råde bod på miseren - og ja, han er naturligvis i den anledning blevet både fordømt og truet af Verdensbanken.
Rådne tomater
Møder nogle flere ofre. Det har jeg gjort, i hundredvis af dem. Fra Afrika til Latinamerika til Mellemøsten.
Muracin Claircin er risbonde i Haiti - dvs. det er han ikke længere, for nu kan han ikke dyrke ris mere. I 1995 krævede Verdensbanken nemlig, at Haiti droppede alle importrestriktioner. Straks blev landet oversvømmet med billig ris fra USA - billig, ikke mindst fordi den var rigeligt statsstøttet af den amerikanske regering. Den haitianske regering, som knapt nok eksisterer, har ingen mulighed for at tilbyde rivaliserende statssubsidier: Verdensbanken forbyder det. Så nu er Muracin arbejdsløs, og hans familie må sulte.
Omkring 8.000 kilometer derfra må Charles Avaala i Ghana hver dag se på, hvorledes hans tomater rådner op. Førhen dyrkede han dem og solgte dem til en statsejet dåsetomatfabrik, som var indkomstgrundlag for hele hans by.
Verdensbanken beordrede den lukket, fordi landets marked skulle åbnes op for international konkurrence. Nu kan han så ikke længere konkurrere med de statsopfedede tomater fra Europa. Også han er mismodig.
Hvad mon Hawa, Maxima, Muracin og Charles ville sige, hvis man fortalte dem, at de økonomiske herskere i vores del af verden ikke ser noget skandaløst i deres fortrædeligheder? Det er jo bare business as usual.
Disse ofres historier er ikke anekdotestof. De er et retvisende sammendrag af de konsekvenser, Verdensbankens politik har for verdens fattige.
Og det er ikke bare noget, jeg siger. Verdensbankens egen uafhængige evalueringsgruppe har konstateret, at kun knapt en ud af 10 af bankens låntagere oplevede vedvarende vækst i perioden mellem 1995-2005, mens de øvrige enten døjede med stagnation eller sank ned i endnu dybere fattigdom. Og Verdensbankens egen tidligere cheføkonom, Nobelprisvinderen Joseph Stiglitz, siger det rent ud: Bankens diktater "har dømt mennesker til døden... den er fuldkommen ligeglad med, om folk lever eller dør."
Hvorfor er det sådan? Hvordan går det til, at et organ, der skal forestille at være sat i verden for at hjælpe dens fattige, i stedet forstøder dem til større elendighed?
Fordi dens mission om at udrydde fattigdom altid har været en myte. Som forfatteren George Monbiot forklarer i sin bog, The Age of Consent, blev Verdensbanken skabt i 1940'erne af den amerikanske økonom Henry Dexter som et redskab til at befæste og udvide Amerikas magt. Bankens chef er uvægerligt amerikaner, den har til huse i Washington, og den amerikanske regering har permanent vetoret over dens politik. Ej heller søger den at fremme et fornuftigt miks af markeds- og statsstyret økonomi - den eneste farbare vej til ægte udvikling. Nej, Verdensbanken sætter konsekvent amerikansk erhvervslivs og de store koncerners interesser over hensynet til klodens fattige. Hver gang og uden undtagelse.
Energipolitik til revision
Bankens medarbejdere søger at dulme deres samvittighed ved hylle sig i en ideologi - neoliberalismen - ifølge hvilken, der aldrig kan herske modstrid imellem erhvervslivets rettigheder og menneskerettighederne. Hvis noget er godt for General Motors, må det også være godt for de fattige, ikke sandt?
Denne ideologi giver også bagslag for os, indbyggerne i den rige verden.
I 2000 blev Verdensbanken omsider nødsaget til at tage sin energipolitik op til revision. Og den gjorde sandelig sit bedste for at forbedre sig, da den satte den tidligere energiminister for den koncern-loyale indonesiske diktator, general Suharto, i spidsen. Emil Salim havde sågar en bestyrelsespost i et kulselskab, da han blev udnævnt. Forventningerne kunne således ligge på et lille sted, men se om ikke Salim overraskede alle ved at gå imod fortsættelsen af de CO2-udledende olie- og kulprojekter, der udgjorde 94 procent af alle bankens energiprojekter. Han erklærede, at de alle burde stoppes inden 2008.
Og bankens svar? Den ignorerede sin egen rapport totalt og fortsatte med at styrke den globale opvarmning. Erhvervsklimaet vejer tilsyneladende tungere end planetens klima.
Angstfornemmelser
Mens medierne nu svælger i deres mistanke til Wolfowitz' småkorrupte affærer og ignorerer hans organisations veldokumenterede og langt større korruption, er der noget, vi som almindelige borgere kan gøre.
I sommeren 2001, under de globaliseringskritiske protester i Genova, mødte jeg Dennis Brutus, en tidligere medfange til Sydafrikas Nelson Mandela i Robben Island Prison. Brutus var indigneret over bankens fremfærd i Sydafrika og havde iværksat en protestkampagne ved at stille det helt banale spørgsmål: Hvem ejer Verdensbanken?
Nuvel, det viser sig, at det gør vi. Jo, det stemmer - vi, de almindelige mennesker i Vesten - er igennem vores fagforeninger, kirkeorganisationer, kommunalbestyrelser, universiteter, pensionskasser osv. medejere af Verdensbanken. Banken rejser næsten al sin kapital ved at udstede obligationer på det private marked. Disse opkøbes ofte af socialt orienterede institutioner af samme slags, som i så stort tal skrev under på Make Poverty History-kampagnen for to år siden. Og vi har faktisk, indså Brutus, en ganske reel magt: Vi kan alle sælge vores obligationer og dermed få Verdensbanken til at krakke.
"Vi må bryde Verdensbankens magt over udviklingslandene på samme måde som investorboykotten var med til at tvinge Sydafrikas apartheidregime i knæ," forklarede han mig.
Og kampagnen for at gøre Verdensbank-obligationer lige så urørlige som apartheidæraens investeringer i Sydafrika er allerede begyndt at rulle. Bystyrene i San Francisco, Boulder, Oakland og Berkeley har allerede solgt alle deres, og adskillige amerikanske fagforeninger har fulgt trop. Og selv disse endnu ret beskedne krusninger på overfladen har fremkaldt angstfornemmelser i banken for, at dens AAA-rating kan være i fare.
I et solbeskinnet Genova, mens tåregasgranater affyret af italiensk politi sydede i baggrunden, sagde Brutus til mig: "Jeg har i min levetid oplevet den politiske apartheids undergang. Nu håber jeg bare, jeg vil leve længe til at se den globale økonomiske apartheids undergang."
Det er den kamp, vi bør støtte op om og tilslutte os. Ikke en eller anden småborgerlig fejde om, hvorvidt en Washington-teknokrat er moralsk ren nok til at føre an i den sultfremkaldende kamp imod statssubsidier.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kronikken tirsdag: Tale ved uddeling af Kraka-prisen
