Læsetid: 4 min.

Verdenselite i Davos kræver mere kreativitet

Over 2.000 af verdens rigeste og mægtigste ledere mødes i dag i Davos til World Economic Forums årsmøde. I år er det ikke hensynet til Afrika, men frisættelse af kreativiteten, som er hovedsagen
25. januar 2006

I bidende kulde på under minus 10 grader celsius åbner World Economic Forum i dag sit traditionsrige årsmøde i den schweiziske alpeby Davos. Bag en levende mur på over 5.500 tungt bevæbnede soldater og politifolk vil 2.300 af verdens mægtigste ledere og kendteste celebriteter mødes til fortrolige og iderige debatter indtil på søndag. USA's præsident George W. Bush kommer ikke, men FN's generalsekretær Kofi Annan har meldt sin ankomst, ligesom Verdensbankens nykonservative præsident, Paul Wolfowitz. De kommer for at netværke med 735 topchefer fra verdens førende transnationale selskaber, med politiske ledere som bl.a. Tysklands kvindelige kansler, Pakistans præsident, Kinas viceministerpræsident, Indiens finansminister og med ledende NGO'ere, førende intellektuelle og nobelpristagere. Hollywood-stjerner som Michael Douglas og Angelina Jolie, rockstjerner som U2-forsangeren Bono og Peter Gabriel, og forhenværende sportsstjerner som fodboldspilleren Pelé og bokseren Mohammed Ali er med i år.

Siden 1971 har World Economic Forum sat scenen ved at samle ledende beslutningstagere til eksklusive debatter i Davos, og mødet har fået en nærmest kultagtig status som en af verdens stærkeste netværks-sceancer. Sidste år var Afrika og kampen mod verdens fattigdom et hovedemne for Davos-eliten, men i år er det samlende tema mere business-like og fokuseret: The creative imperative.

Kinas og Indiens fremmarch, jobskabelse, teknologi, nye økonomiske ideer, frihed og demokrati sættes til debat, men kreativitetens nødvendighed er det drivende ledemotiv for årets møde. World Economic Forums grundlægger, Klaus Schwab, der i tre artier har genopfundet sig selv og sit forum igen og igen, byder velkommen med ord om, at "kreativiteten i jagten på det fælles bedste" er noget af det inderste i Davos-ånden.

Post-globalt budskab

"Det er ikke længere business as usual," lover Jonathan Schmidt, der er World Economic Forums globale agenda-direktør. Microsoft-bossen Bill Gates, Dell-chefen Michael Dell og Craig Barrett fra Intel, der i årevis har været feterede stjerner i det globale Davos-jetset, får i år heftig konkurrence af Google-ge-nerationen anført af en af Googles grundlæggere, Larry Page, og den kreative kapitalklasses førende intellektuelle, professor Richard Florida.

"Lederne i Davos må forstå, at økonomisk konkurrenceevne hviler lige så meget på udviklingen af butiksmedarbejderens og landskabsarbejderens fulde kreative evner som på computerspecialisten og arkitektens kreative evner. Og lederne skal søge en udviklingsmodel hinsides den teknologiske sektor," skrev Florida forleden i ugemagasinet Newsweek.

Jonathan Schmidt fra World Economic Forum går et skridt videre. Han siger, at vi nu befinder os i post-globaliseringens og post-vidensamfundets tidsalder. "For fem til syv år siden var erhvervsmiljøet defineret af globaliseringen, hvor selskaber som Wal Mart etablerede processer og systemer, der konkurrerede på omkostninger og produktivitet. 'Billigere, bedre og hurtigere' er stadig en vigtig faktor, men det er ikke længere det, der gør den afgørende forskel," siger Schmidt.

Gammelt og nyt

"Vi er på vej ind i en verden, der bliver omformet - ikke af verdens Wal Mart'er - men af Applerne (iPod) og Googlerne. Denne generation af kreative, innovative og design-styrede virksomheder har en mere direkte forbindelse til forbrugernes behov og ønsker, og de forudaner ny efterspørgsel. Efter at have downsized, digitaliseret og globaliseret, har de selskaber, der inkorporerer effektivt design og fostrer kreativitetsudvikling, en bedre chance for at få succes."

Gammelt og nyt væves sammen i korridorerne af den skarpt bevogtede Davos-bunker. Nogle af de PDA-udrustede topledere vil muligvis lytte med i en stressafviklende workshop for workaholics, der har den sigende overskrift: Why I Bring My Office to the Beach?

Andre vil måske stoppe op for at se skuespillerinden Sharon Stone gentage sidste års mediestunt om personligt at sende myggenet til u-landene, mens atter andre vil snakke om de høje oliepriser, nye geopolitiske trusler, det kommende kapløb mellem Kina og USA eller måske om den globale prisboble på ejendomsmarkedet, der kombineret med den gældsramte og ustabile amerikanske økonomi kan slå benene væk under den globale økonomi. Nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz, der er med i Davos, siger, at der er 'stærke grunde' til at frygte, at nogle af sidste års bekymringer for verdensøkonomien kan blive til virkelighed i år.

Kreativitet imod sortsyn

En international Gallup-undersøgelse blandt 50.000 mennesker i mere end 60 lande, som World Economic Forum har fået udarbejdet, viser, at befolkningernes tillid til det politiske lederskab ikke er ret stor. 61 procent siger, at politikerne lytter for meget til mere magtfulde personer. 49 procent mener, at politikerne opfører sig uetisk, og hele 45 procent mener, at politikerne ikke er kompetente og dygtige nok til at bestride det hverv, de er valgt til. Amerikanerne og europæerne har et mere positivt syn på de politiske ledere end borgerne i mange u-lande, men ingen kan slå Europas fremtidspessimisme. 67 procent af de adspurgte vesteuropæere tror, at den næste generation vil leve i en verden, der er mindre sikker end idag.

Ged Davis, der har en fortid som olieselskabet Shells scenarie-mager nummer et og nu er administrerende chef for Centre for Strategic Insight, tror dog, at det er muligt at genskabe tilliden: "Det er et imperativ at lære, hvordan vi kan frigøre vores kreative potentiale til at tackle verdens problemer. Hvis lederne i erhvervslivet, politik, multinationale institutioner og det civile samfund skal forblive effektive og troværdige, må de tillære sig nye politiske modeller og innovative tilgange."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu