Læsetid: 4 min.

Verdenshistoriens monumentale superstar

Ny stor svensk biografi om Napoleon er en anbefalelsesværdig bog. Den er stærkt underholdende og meget oplysende
13. oktober 2005

Forfatteren og tv-manden Herman Lindqvist er Sveriges svar på en moderne Palle Lauring og har som denne slået sit navn fast i broderfolket som formidler af sit lands historie. I et vældigt projekt for nogle år siden gennemgik han Sveriges udvikling fra de ældste tider til Tage Erlander og udgav i den forbindelse ni bind på Norstedts Forlag over samme emne. Lindqvist er ikke alene en historisk fortæller, der kan sit stof i både store linjer og detaljen, men er særdeles velskrivende og i fremlæggelsen i øvrigt ikke fri for de lidenskaber, der til tider gør stoffet levende, til andre tider i lettere grad truer forfatterens professionelt fordrede neutralitet.

Det samme gør sig i nogen grad gældende i Lindqvists seneste opus fra i fjor, monumentalbiografien om Napoleon, nu på dansk i Lise Schmidt Mahlers glimrende oversættelse.

Når en svensker med så stort engagement kaster sig over de franskes kejser, skyldes det vel delvis dennes stadige nærvær i svensk historie og dertil generalkollegaen og rivalen Bernadottes opstigning til Sveriges trone i 1818 til Karl den 14. For Lindqvists vedkommende drejer det sig så ganske afgjort også om et forhold til - ja han må have anmelderen undskyldt - blodhunden fra Korsika, hvis rastløse aktiviteter kostede millioner af mennesker livet i de få år, eventyret varede.

Lindqvist er parat til at forklare, hvilket er rimeligt, og forsvare, hvilket nu og da forekommer lige lovlig tolerant, den selvkronede kejsers utallige dispositioner af krigerisk art. Man skal huske på, skriver han, at englænderne var skurkene, som havde et imperium på menuen og ikke tillod konkurrenter, slet ikke hvis disse var succesfulde som store N. I den forbindelse er det så, at apologisten nedtoner, men dog ikke fortier den klejne kejsers uhæmmede, næsten psykotiske ambition, som ikke levnede hensynet til andre menneskers liv og helbred plads i erobringspolitikken, og som englændernes krav om balance på fastlandet selvsagt ikke kunne og ville tillade.

I sit uhæmmede magtstræb realiseret på grundlag af Napoleons strategiske og taktiske geni samt evnen til at læse landskaber og slagmarker og handle uventet og utraditionelt, ofrede feltherren Napoleon således andre mennesker i gigantiske lunser på krigsgudens alter, mens politikeren Napoleon udviste nænsomhed og omtanke for sine undersåtter, reformerede Frankrig og de erobrede lande, så han forbløffende mange steder opfattedes om den store helt.

Reformer og idealer

Han ville revolutionens idealer og krav om forbedringer for borger og bønder, slog gerne andres hære sønder og sammen for at opnå sine mål og kom først sent i tanke om bl.a. reformers, krige og finansieringens lettere gang på jorden ved demokratiets forjættende mulighed. Da var det for sent, menneskeslagterierne hang hans landsmænd ud ad halsen, europæerne ville for alt i verden have fred, og det napoleonske statssystem med mere eller sjældnere mindre uduelige brødre og søstre på tronerne over alt brasede sammen.

Reaktionen satte herefter ind og rullede reformerne tilbage til det gamle regimes tilstande. Napoleon var da og efter nederlaget ved Waterloo af briterne sendt med enkeltbillet som fange på Skt. Helena - også til franskmændenes lettelse. Heltedyrkelsen kom først i fuld sving en snes år senere, da de døde var glemt, og nationen trængte til en helt eller til mindet om én. Dette sidste har ophøjet den lille general til det fantasifulde og betyder, at man den dag i dag kan se, hvor på Route Napoleon, manden overnattede på vej tilbage fra Elba til de 100 dage og katastrofen, hans egen og de titusinder af mænd, der faldt på den sidste slagmark lidt uden for Bruxelles.

Ruslandsfelttoget, der rent faktisk kostede Frankrig dets store armé, havde hidtil været Napoleons værste brøler og viste med al ønskelig tydelighed, at den unge dristige og og hidtil så uovervindelige feltgeneral var ved at miste grebet. Dybest set var det allerede sket, da Lord Nelson lammetævede den franske flåde ved Trafalgar. Da blev det klart, hvem der sad med pas til kolonierne, pengene og fremtiden.

Det gode, der kan siges om Bonaparte eller Buonaparte, var, at han ikke myrdede ret mange af sine politiske modstandere og var ret mild i mange sager. Det dårlige er nævnt, men som Lindqvist anfører, var hans største politiske fejl, at han som en anden korsikansk klanhøvding blandede Frankrigs behov sammen med sine egne og herved mistede evnen til udefra at betragte sig selv kritisk.

I disse egenskaber - især de negative - foregreb hans skikkelse de næstfølgende århundredes diktatorer og var på ondt og temmelig lidt godt forud for sin tid.

Den sidste vægtning er nu mere et pip fra anmelderen end ord fra Herman Lindqvist, hvis beundrede hovedperson hedder Napoleon Bonaparte.

Det er ikke desto mindre en anbefalelsesværdig bog, Lindqvist har skrevet. Stærkt underholdende og meget oplysende om denne verdenshistoriens superstar i gamma-klassen. Gode illustrationer, men for mange trykfejl.

Herman Lindqvist: Napoleon. Overs. af Lise Schmidt Mahler. 608 s. ill. 299 kr. Jyllands-Postens Forlag. ISBN 87-91389-48-8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her