Læsetid: 8 min.

I verdenslitteraturens laboratorium

Her i oktober går det løs igen med årets nobelpris i litteratur. Og nobelprisen er ikke en politisk pris, og der slipper ikke på forhånd det mindste pip ud til offentligheden, om hvem der får prisen, siger Horace Engdahl, permanent sekretær for Det Svenske Akademi. Men hvordan foregår det egentlig, når prismodtageren skal findes? I et eksklusivt interview giver Horace Engdahl her et blik ind bag kulisserne af verdens vigtigste litteraturpris
6. oktober 2005

Som altid på denne tid af året er spekulationerne i fuld gang: Hvem får årets nobelpris i litteratur? På avisredaktioner cirkulerer lister med kandidater. Litterære kritikere udtaler sig om, hvem der kan komme på tale og ikke mindst hvem, der burde have prisen. Bookmakere har sat odds på de største favoritter. Man venter på det højtidelige øjeblik, der hvert år gentager sig en torsdag i oktober: Stedet er den tidligere Stockholms børs. Tidspunktet er kort efter middag. Foran en lukket dør stimler journalister fra hele verden sammen. Nu bliver døren åbnet. Ud i blitzlys og snurrende fjernsynskameraer træder Horace Engdahl, permanent sekretær for Det Svenske Akademi, for at bekendtgøre og motivere årets modtager af nobelprisen i litteratur.

Hvert år og senest den 1. februar kommer der forslag fra hele verden til årets nobelpris. Ud af de ca. 400-500 forslag, hvor en del går igen, laves den såkaldt lange liste, der rummer omkring 200 navne. Nobelbiblioteket laver biografier på alle. Dette er udgangspunktet for nobelkomiteens (består af fem akademiemedlemmer) arbejde, der reducerer listen på 200 til en kort liste. Som en mellemstation arbejdes der også med en liste på omkring 20 navne, hvor kun de helt seriøse er med. I den proces læser komiteen sig ind i forfatterskaberne og kommer senest i slutningen af maj overens om at foreslå Akademiet en kort liste på fem navne. Og den liste er udgangspunktet for hele Akademiets (i alt 18 medlemmer) arbejde indtil prisen. Alle akademimedlemmer trækker sig tilbage over sommeren for at læse de fem forfatterskaber."

Horace Engdahl gør tillige opmærksom på en særregel - opkaldt efter Pearl S. Buck, der i 1938 fik nobelprisen efter at have været nomineret for første gang. Efterfølgende har man erkendt, at det gik for hurtigt. Så derfor har man indført en regel om, at ingen forfatter, som nomineres for første gang, kan få prisen. Dertil kommer, at man skal have stået på den korte liste mindst to gange for at få prisen.

På en række møder fremlægger alle medlemmer deres indtryk fra læsningen og vurderinger. Og diskuterer. Det kan tage lang tid. I sidste ende træffes beslutningen gennem enkel majoritet. Som hovedregel kræver det dog otte af de 18 stemmer for at få prisen.

Der er endnu ingen dato for prisen. Akademiet informerer pressen en uge i forvejen, altid en torsdag, som regel i midten af oktober.

Politisk pris?

Når prismodtageren offentliggøres, er der mange mennesker som jubler. Men mindst lige så mange, der påstår, at prisen blot er givet af politiske årsager. Eller at prisen er givet for at belønne en bestemt nation eller mere raffineret straffe en nation ved at give prisen til en forfatter, der står i et kritisk forhold til nationen. Men sådanne spekulationer afvises på det bestemteste af Horace Engdahl:

"Lige meget, hvem der får prisen, får man den kommentar, at det var en politisk beslutning. Og hvorfor det? Forklaringen enkel. For at kommentere en nobelpris på litterær vis, kræver det kundskaber, kræver at man har læst værket. Hvem som helst kan jo komme med en politisk kommentar. Jeg kan garantere: I de år jeg har siddet i akademiet, har der aldrig forekommet politiske argumenter. De er bandlyste. Hvis nogen skulle forsøge sig med det, ville de andre med det samme slå ned på det."

"At prisen skulle være politisk motiveret, vidner om en pinlig uvidenhed om den måde som Akademiet arbejder på. Det handler altid om litterære kriterier. Det er de samme kriterier, som en litterær kritiker anvender."

"Alfred Nobel sagde, at der ikke må tages noget nationalt hensyn. Man må aldrig afstå for at give prisen, fordi nogen kommer fra en bestemt nation, og man må ikke belønne nationer og opmuntre ved at give prisen til en bestemt nations forfatter. Prisen skal ses som en individuel belønning. I princippet kunne man godt give prisen to år i træk til en portugisisk forfatter. Det kunne lade sig gøre. Og på et tidspunkt vil det ske for at bevise, at det går. Men det vigtige er, at prisen gives til den individuelle og ikke til bestemt kulturkreds."

- Det lyder i mine ører som Goethes begreb om Weltliteratur?

"Ja, Goethe rumsterer i baggrunden. Alfred Nobels veninde Bertha von Suttner havde indflydelse på hele ideen om nobelprisen, frem for alt fredsprisen. Bertha von Suttner var også forfatter (fik nobelprisen i 1905, red.), og hun engagerede sig i 1890'erne i det parisiske tidsskrift Magazine Internationale. Nobel havde fået det første nummer af Bertha von Suttner, og man ved, at det lå på hans skrivebord i 1895, mens han skrev sit testamente. Forsiden var prydet af citater fra Goethes samtale med Eckersmann, hvor Goethe lancerede sine ideer om Weltliteratur."

En kosmopolitisk pris

Goethe står for en kulturtradition og et syn på litteraturen i vesterlandet som et stort sammenhængende hele, som gensidigt belyser hinanden. Goethe fik i slutningen af 1890'erne på den måde stor betydning for en litterære kosmopolitisme, der står i umiddelbar modsætning til den dominerende i tiden, der udgår fra folkeånden. Litteraturen er folket selv, et organisk udtryk for den. Ifølge Horace Engdahl var Nobel anti-nationalist, og han solidariserede han sig med den kosmopolitiske holdning ved at grundlægge prisen.

Og tilføjer: "Derfor må vi forblive tro mod den tradition og betragte litteratur som hele verdens ejendom. Man kan også sige, at mange af nobelpristagerne har den egenart, at de ikke rigtig tilhører sit lands litteratur og ikke er rigtig anerkendte. Hvis de ikke er i eksil, så lever de i indre eksil som Imre Kértesz, har byttet sprog som Samuel Beckett, har flere sprog som Elias Canetti eller er halvpolak som Günter Grass."

Engdahls rolle

Det var det franske magasin La Nouvelle Observateur, der engang omtalte Horace Engdahl som Le patron du nobel. Og rigtigt er det, at Engdahl regnes som den person i verden, der har størst indflydelse på, hvem der får prisen. Måske mest i kraft hans store viden og karisma.

- Hvor stor indflydelse har du på processen?

"Jeg har som permanent sekretær i princippet samme indflydelse som alle andre medlemmer. Jeg leder møderne og har én stemme. Det er klart, at det sker, at mine kandidater får prisen, men ikke hvert år. Hvorfra kommer afgørelsen? Det er vældig vanskeligt at udpege. Nogle gange kan man i begyndelsen af efteråret til møderne med en ganske fast overbevisning om, hvem der får Nobelprisen, men så kuldkastes det, når akademiet faktisk mødes og man sætter sig ned for at ræsonnere. Der er altid overraskelser. Det kan også ske, at man selv ændrer opfattelse undervejs. Og til slut, selv om om modsætningerne er store, så ender det altid med, at alle er indforståede med beslutningen."

- Hvordan er det med de kandidater, der altid cirkulerer i pressen?

"Da jeg kom til mit embede, konstaterede jeg med bestyrtelse, at der i Akademiet fandtes lækager. Der har været medlemmer, der helt enkelt har haft venner blandt journalister og litteraturkritikere. Der har været et kaos. Da jeg tiltrådte, besluttede jeg at lukke hullerne. Jeg har strammet reglerne og den tekniske behandling af al materiale. Ingen medlemmer må i dag diskutere nobelspørgsmål på e-mail, nævne navne på hovedkandidaterne. Ingen papirer eller lister må forlade dette hus. Jeg kunne i starten se, at der havde været lækager ved at se på sammenfald mellem den korte liste og de gætterier, der var i pressen. Men i de sidste to-tre år kan jeg konstatere, at der ikke har været lækager."

Et laboratorium

Hvis man kigger på opmærksomheden om Nobelprisen, så er der ikke noget, der tyder på, at interessen for prisen er aftagende. Snarere tværtimod. Interessen er meget stor. For godt 10 år siden var der primært en interesse i Skandinavien og de store kulturlande. I dag står hele verden og kigger med.

"Der findes to ting, som nyopstigende stater vil have, nemlig atombomben og nobelprisen. Og der er noget i det. Ikke mindst i de nye asiatiske stater, hvor de sidder og venter og knapt kan holde benene i ro. Og i den arabiske verden er der også hvert år stor spænding. Så jeg tror ikke at prisen er ved at miste sin betydning."

- Hvad betyder prisen for den litterære verden?

"Hvis jeg kigger tilbage på min egen tid som litterat, så var jeg ikke så optaget af prisen. Jeg kunne ikke finde på at læse en forfatter, fordi vedkommende havde fået prisen. Men samtidig tror jeg, at prisen endog har en vældig betydning for verdenslitteratur i Goethes betydning. Man kan sige, at vores verden er globaliseret, men hvis man kigger på litteraturen og de litterære markeder, så er den i høj grad en national historie. Den er centreret omkring et sprog og en offentlighed. I den angelsaksiske verden er det særlig tydeligt. Jeg tror således, at kun omkring fem procent af de skønlitterære bøger er oversættelser. Det indebærer, at de fleste, der er beskæftiget med litteratur, er specialiserede omkring litteraturen som et nationalt fænomen. Og kritikere interesserer sig højst for litteratur fra et par lande."

"Der findes ganske få institutioner, hvor man forsøger at tage et samlet greb på litteraturens udvikling i hele verden. Og udvekslingen mellem litteraturen i verden. Men nobelkomiteen og -biblioteket fungerer som en slags laboratorium for verdenslitteratur. Her findes en central dokumentation, som ikke har sit modstykke noget sted i verden. Vi har et af de største skønlitterære biblioteker i verden og denne virksomhed bidrager til at skabe et samlet og dokumenteret billede af verdenslitteraturen."

- Der er altså lige nu fem kandidater tilbage?

"Ja!"

- Kunne du afsløre, om der er en dansker eller svensker blandt de 5?

"Nej!"

- Hvad læser du lige nu?

"Ha! Jeg har afsluttet årets nobellæsning. Derfor er jeg i gang med at læse efterårets bøger. Senest var det vist Bo Carpelans seneste roman."

- Findes der nogen som du gerne ville have givet prisen, men aldrig fik den?

"Ja, på listen over nobelpristagere savner jeg især Marcel Proust og Karen Blixen. Men også Maurice Blanchot, Marguarit Duras og Thomas Bernhard.

- Har du en ide om, hvem det bliver i år?

"Nej, det har jeg ikke! Jeg er vældig usikker på, hvem det bliver".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu