Læsetid: 4 min.

Verdensmusik

29. februar 2000

"Jeg lytter ikke til Aqua, men jeg ved, at de findes, og det forstår jeg, at der er 20-30 millioner andre, som også er klar over."
Allan Olsen, sanger og sangskriver, til Morgenavisen Jyllands-Posten i lørdags

Tillad et kort øjeblik en tilbageskruning af den tid, som ellers i popbranchen kun går fremad: Falkoner Centret er i det tidlige forår 1985 rammen om en ambitiøst anlagt koncert, en såkaldt showcase, med den debuterende danske gruppe DéFilm. Salen er besat med journalister, branchefolk og -fæ, og ind fra det forjættede udland er fløjet pladeselskabschefer og andre finansielle interessenter. Målet er at sælge en gruppe, der fra starten har været et koncept. Aftenen bliver katastrofal. På scenen flytter DéFilms musik sig aldrig fra skabelonerne på skrivebordet, og stemningen i foyeren er flov og pinlig, pindemadderne får lov at stå urørte hen og som noget helt uhørt forlader journalisterne begivenheden uden at indtage gratisdrinks. DéFilm fødes og dør samme aften.
I fredags stod et andet koncept på scenen. Denne gang i den arkitektonisk udfordrende del af Det kgl. Bibliotek, som i aftenens anledning var omdøbt til Black Diamond. Ind var fløjet udenlandske journalister i bundter, pladeselskabsfolk, nuværende og potentielle sponsorer, garneret med fotogene gratister fra de lokale modelbureaer. Det næsten-danske band Aqua fejrede sig selv og sin netop udsendte cd Aquarius, men glassene blev nok så meget løftet for den indiskutable verdensomspændende succes, gruppen har scoret, ikke mindst takket være sangen "Barbie Girl". Aqua har til dato solgt i nærheden af 25 millioner enheder, som det hedder. De skal hver for sig være gode for omkring 80 mio. kr. Og så videre og så videre, for tal er talen, når man snakker Aqua. 2,3 milliarder kr. har gruppen til dato indtjent, ifølge det norske Dagbladet.

Den afgørende forskel på DéFilms fiasko og Aquas succes ligger ikke i, at Aqua har været heldig at have en ørehænger som startkapital, men i at tiden er så anderledes, at en beskrivelse af 80'ernes internationale pladeselskabsstruktur må virke som omvendt science fiction på nutidens strategiorienterede pladeselskabsfolk. Graden af den kulturelle globalisering kunne kun anes i 80'erne, og de danske uafhængige pladeselskaber måtte nærmest gå tiggergang hos udenlandske kollegaer for bare at få dem til at lytte til dansk musik. DéFilm var tænkt som et band, der ikke behøvede nogen forklarende fodnoter. De lød, som var de fra hvor som helst. Præcis som Aqua. Men i dag ejer de toneangivende danske pladeselskaber ikke sig selv. De er alle blevet del af multinationale multimediekoncerner med alle de muligheder, det giver for at kunne spille flerhændigt med sig selv. Det er altid lettere at sælge noget til sig selv.
Således ejes selskabet bag Aqua, Universal, af den canadisk baserede spiritus m.m.-mastodont Seagrams. Kapital og markeds-know how går hånd i hånd, og i dag er Aqua topprioritet i firmaet. Ikke et ondt ord om det, for på sæt og vis er historien om Aqua en god 'ukendte-bliver-berømte' historie om to løsarbejdere på en Statoil-tank, der i fritiden leger med lidt dance-rytmer, møder en dj, der siger, han kan synge lidt, og som har en norsk kæreste, der siger, hun synger endnu bedre.

Dét, Aqua laver, er ikke væsensforskelligt fra de mange andre, som i disse år bilder sig selv og det evigt zappende publikum ind, at programmering er lig med kompostion, og afsætningsduelighed er lig med holdbarhed. I tilgift har sangskrædderne Søren Rasted og Claus Norreen så et vist øre for forgængelig pop, så vi under dem hvert hæsblæsende indbringende sekund af deres '15 minutters'-berømmelse. Men at sammenligne dem, som i Jyllands-Postens umådeholdne anmeldelse, med f.eks. ABBA er, at drive den nationalistiske goodwill for langt, men typisk for dansk presses reaktion på den nye cd. Hvor debut-cd'en nærmest pr. refleks blev nakkeskudt af anmelderne, har modtagelsen denne gang været meget mere nådig. Ingen har haft mod til at påtage sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder.
Omvendt er netop børn og børns forbrug i disse år baggrunden, og det ikke særligt hemmelige mål, for pladebranchens markedsmæssige oprustning. Firmaerne har for alvor fået øje på det forbrugsvillige guld i sparebøsser og lommepengebudgetter.

Forbrugsmønstret har flyttet sig, så teenagetiden begynder derfor nu, kommercielt set, allerede i børnehaveklassen. Sidste års mest solgte danske cd var således børneduoen Creamy med over 200.000 eks. - ikke mindst i fraværet af et nyt Aqua-produkt. Og det nye Aqua-album vil givet komme til at fungere som muzak på alverdens børneværelser inden ugen er omme. Alene den kendsgerning gør, at det vil være absurd at forestille sig, at Aqua vil ændre på deres koncept. Og dobbelt absurd at behandle gruppen som om den laver kultur endsige kunst. Og det er helt i skoven og ren skåltale eller forbløffende naivt, når danske pladeselskabsfolk har gjort gældende, at Aquas succes vil bane vej for andre danske navne i udlandet. Det eneste, udlandet vil være interesseret i, er noget, der lyder eller sælger lige så godt som Aqua.
Det vil sige et betalingsbalancevenligt stykke MTV-egnet konsum, der har omsætning som omdrejningspunkt. Derfor var det på sin plads, at kulturministeren blev hjemme fra release-party'et i fredags. Derimod havde det været opportunt, om det officielle Danmark havde ladet sig repræsentere af erhvervsministeren.
Eller finansministeren. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu