Læsetid: 3 min.

En verdensret

13. februar 2002

UDENFOR ADRESSEN Churchill Plein nr. 1 i Haag står lastbiler med paraboler og sat-links på bagsmækken parkeret. Fra FN’s krigsforbrydertribunals bygning i den hollandske regeringsby transmitteres billederne af retssagen mod Slobodan Milosevic i disse dage til millioner af tv-seere over hele verden.
Sagen har nemlig i høj grad et internationalt publikum. Ikke blot i Balkan-hovedstæder som Beograd, Sarajevo eller Zagreb. Men i lige så høj grad i London, Moskva og København. Den omfattende retssag om krigsforbrydelser – den største af slagsen siden Nürnberg-processen mod nazi-Tysklands spidser i 1946 – er så principiel, at de kommende to års rettergang i Milosevic-sagen vil blive fulgt tæt af blandt andre embedsmænd i alverdens justitsministerier, af familier til ofre for grusomheder og – måske ikke mindst – af generaler, statsoverhoveder og politikere med tanker om at anvende krigsforbryderiske midler for at nå deres mål.

MILOSEVIC-SAGEN er principiel og vigtig af flere grunde.
*Det er første gang, at et tidligere statsoverhoved bliver retsforfulgt af en international domstol (det vil sige næsten første gang, for under Nürnberg-processen dømtes Karl Dönitz, i 23 dage statsoverhoved for Det Tredje Rige). Sagen vil således skabe præcedens for, at statsoverhoveder vil kunne drages til ansvar og dømmes af det internationale samfund, uden at der er tale om en indblanding i interne anliggender. Hvis det lykkes at få dømt Milosvic for forbrydelserne begået i Kosovo, Bosnien og Kroatien, kan det tænkes at have en afskrækkende effekt på fremtidige potentielle krigsforbrydere.
*Haag-tribunalet er – i lighed det tilsvarende FN-tribunal for folkemordet i Rwanda – en ny konstruktion i international ret. Den er – i modsætning til i Nürnberg, hvor de allierede sejrherrer både leverede dommerne og anklagerne – konstrueret med adskilte myndigheder og med et bredt sammensat, internationalt dommerpanel under FN. Det er allerede lykkedes at få ført relativt mange sager fra Balkan-krigene ved domstolen i Haag. Hvis det også lykkes at gennemføre sagen mod Milosevic uden, at domstolen kommer til at fremstå som ’illegitim’, sådan som den serbiske eks-præsident forsøger at fremstille den, vil den internationale konstruktion være kommet for at blive.

NETOP FORSØGET på at underminere Haag-tribunalets legitimitet er et godt argument for, at disse nye ad hoc domstole, snarest bør afløses af en permanent international straffedomstol.
139 lande har tilkendegivet, at de vil være med til at oprette Den Internationale Straffedomstol (ICC), der skal tage sig af sager om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, for eksempel systematisk brug af tortur eller voldtægter. 38 lande, heriblandt Danmark, har ratificeret aftalen, men ICC kan ikke træde i kraft, før 60 lande har haft loven gennem deres parlamenter. Men når det sker om et par år, vil man ikke længere kunne sige, at det er de sejrende magter, der har oprettet domstolen. Simpelthen fordi den så er oprettet, har et apparat og en bygning. ICC kommer iøvrigt også til at ligge i Haag, sådan som det er tilfældet med Den Internationale Domstol, der i årevis har haft til huse i byen og bl.a. står for bilæggelse af territoriale tvister mellem verdens lande.

MEN SELV om ICC bliver en realitet om nogle år, så lider den under den svaghed, at flere store lande ikke har tilkendegivet, at de vil skrive under og efterfølgende godkende aftalen. USA er – ironisk nok i forhold til landets helhjertede støtte til tribunalet for det tidligere Jugoslavien – et af de lande. Washingtons hovedargument imod oprettelsen af ICC har været, at man ikke vil risikere, at udsendte amerikanske soldater skal risikere at blive slæbt for domstolen.
Dertil kommer, at amerikanerne under den igangværende krig mod terrorisme tilsyneladende foretrækker selv at stå for at retsforfølge Taleban-krigere og al-Qaeda folk. Man kan med rette spørge, hvad ICC er værd uden verdens eneste supermagt. Alligevel må man se frem til den dag, ICC påbegynder sit arbejde. Det vil så være op til deltagerlandene – herunder ikke mindst EU – at presse USA og andre til at gå med. Hvis der skal være en konsekvent og legitim international retsorden, der kan tage hånd om retsforfølgelsen af enkeltpersoner i en globaliseret verden, må vi have en permanent ’verdensret’.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu