Læsetid: 13 min.

Vest for Paradis

I diskussionen om krigen er det ofte blevet fremført, at Vesten intet har at gøre i Irak. Demokrati er kulturelt set et specifikt vestligt begreb, som ikke uden videre skaber fred og frihed. Denne diskussion har en historisk parallel, og blev allerede sat som dagsorden i Graham Greenes 'Den stille Amerikaner'. I denne roman betvivler hovedpersonen Thomas Fowler, at Vesten skal belære Vietnam, og mere generelt Den Tredje Verden om, hvordan de skal indrette deres lande
4. juni 2005

De forældreløse børn, der strejfer rundt ved Hoan Kiem søen i Hanoi bærer alle en kurv hvorfra de sælger forskelligt; kamme, postkort, snørebånd, blomster. Blandt sortimentet i deres lille bod er der også to bøger på engelsk. Det er dog piratudgaver, men ingenting er ægte mere, og originaler hører fortiden til i denne verden. De to bøger handler begge om Vietnamkrigen. Den ene er Bao Nins Krigens sorg - som ganske vist ikke er helt kosher udfra en partitro linje, men bl.a. derfor er det en menneskelig sand roman om krigens dæmoni, der er tro mod de erfaringer, som en soldat i den nordvietnamesiske hær må bære på.

Den anden bog er Den stille amerikaner af Graham Greene. En roman hvis ideologiske betydning næppe kan overvurderes, da den over for et vestligt publikum har været med til at skabe den fortolkning af Vietnamkrigen, som udløste hele protestbevægelsen, og som var katalysator for et mere generelt oprør mod militariseringen af politikken i de vestlige lande under Den Kolde Krig.

Den sidste kolonitid

Kort fortalt, så følger den linjen i den slags politiske romaner, som mest hører en svunden tid til, hvor man ikke anså det for kitsch at blande en kærlighedshistorie godt og grundigt sammen med beretningen om en voldelig politisk kamp. Thomas Fowler er en midaldrende engelsk korrespondent, bosat i Saigon, og som både har en hustru i London, men også et forhold til den unge og smukke Phoung i Vietnam. Vi er i de sidste år af det franske kolonistyre, og grunden skrider mere og mere under franskmændene. Amerikanerne er begyndt at fatte interesse, men til trods for deres økonomiske opbakning til franskmændene, er det klart for enhver, hvilken vej det går. Modstandsbevægelsen Viet Minh er på fremmarch. Amerikanerne opfinder til lejligheden en tredje styrke, man bakker op om en marodør, en personage ved navn general Thé - og dette marionetteater styres af en amerikaner ved navn Alden Pyle fra CIA. Denne uhellige alliance mellem den psykopatiske general Thé, der øjensynligt har brudt med franskmændene, men også er i opposition til kommunisterne og den mærkeligt anonyme, hjernevaskede og på en måde naive amerikaner Pyle sætter romanens katastrofe i skred: General Thé iscenesætter massakrer mod landsbybefolkninger og foranstalter terrorangreb i Saigon for at skyde skylden på kommunisterne, og den jacobinske amerikaner - han er parat til at vade i blod for at yde demokratiet og den frie verden en stor tjeneste på længere sigt - orkestrerer begivenhederne i deres alliance, som Greene fremstiller meget dæmonisk.

Fri for lidenskaber

Alt er styret af amerikanerne, og denne såkaldte tredje styrke, generalen, er bare en marionet, som udfører det beskidte arbejde, han er blevet bedt om, for at fodre den antikommunistiske propaganda og sikre de bevillinger fra Kongressen, som til sidst skal udløse muligheden for eskaleringen af konflikten, så Vietnamkrigen kan begynde. Pyle arbejder også på andre linjer, som på nært hold giver et indtryk af hans mærkelige, emotionelle bedøvelse. Da han opdager, hvilket problem, hans ven Fowler har med sin katolske hustru i London, der ikke vil lade sig skille, så Fowler kan gifte sig med Phoung, tøver han ikke selv med at tilbyde sig for hende - men ikke hemmeligt. Han gør det både pinligt og akavet og uden nogen form for almindelig musikalitet foran både Phoung og Fowler selv, idet han også afslører, at Fowler er bundet på hænder og fødder, og så må Phoung lade sig friste. Hun forlader Thomas Fowler mod et løfte om at komme med Pyle til det forjættede land, hvor han vil gifte sig med hende. Og den køber man gerne, for at tiltro Pyle uærlighed og være en slave af sine lidenskaber ville være det sidste, han kunne mistænkes for. Han har nemlig ingen lidenskaber, kun en dengses psykologi, og en parathed til at udføre hvilke som helst grusomheder, der skal gavne den sag han er blevet hjernevasket med.

Dette træk lader naturligvis ikke Fowler uberørt. Det forbereder ham følelsesmæssigt på at erkende, at han, om ikke med sindsro så alligevel med overbevisning, må gå ind på at give kommunisterne en hjælpende hånd i deres forsøg på at få ram på Pyle.

Judas som helt

Pyle er den idealistiske amerikaner, der er parat til at vade i blod for at nå sin utopis mål, at indføre det demokrati i Vietnam, som han har lært at elske hjemme i sit forjættede land. Fowler betvivler, at Vesten skal belære Vietnam, og mere generelt Den Tredje Verden om, hvordan de skal indrette deres lande.

Fowlers vietnamesiske sekretær, som ikke gør megen hemmelighed ud af, at han sympatiserer med kommunisterne, foreslår Fowler, at denne hjælper hans venner til at møde Pyle for at tage en kammeratlig samtale. I tavs forståelse bliver Fowler tilbudt at konspirere for at være med til at myrde Pyle. Herefter er skæbnen beseglet for Pyle, og han ender som en meget stille amerikaner i floden om natten efter at være blevet dolket ihjel for sine forbrydelser. Kommunisterne førte kniven, men Fowler var Judas, der gjorde det hele muligt.

Romanen, der blev udgivet i 1955, prætenderer at være en noget nær sand historisk skildring af hændelser, som fandt sted i Vietnam. Sådan er bogen iscenesat af forfatteren i hvert fald. Og selv om Thomas Fowler fremstår som en Judas, der forråder sin amerikanske ven, så er det en forræder, der går ud af historien som helt. For paradoksalt nok, så handler han ud fra et humanistisk og kritisk motiv, for han vil standse utopisten Pyle; jacobineren, som er parat til at ofre mennesker for at nå det historiske mål, nemlig det demokrati, som ifølge romanen er en fordrømt tilstand, der ikke kulturelt har nogen plads i dette asiatiske land.

Der er kun historisk råderum for at tage stilling mellem de faktiske styrker, som på den ene side er det franske kolonistyre og på den anden de vietnamesiske kommunister. Forestillingen om nogen såkaldt tredje styrke - liberale demokrater - er en luftspejling i hovedet på naive verdensforbedrere som Alden Pyle.

Den fortsatte historie

På en arktisk kold vinterdag efter en rejse til Vietnam, møder jeg i Genève en af de personer, som der ikke blev plads til i det kommunistiske paradis, som skulle bygges, efter at Vietnamkrigen var slut. Hans beretning er en påmindelse om, at romanen om den stille amerikaner også har en fortsættelse, der handler om de virkelige vietnamesere, og hvad der siden hændte, da krigen var slut. Det er en historie om forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser, som bliver yderligere formørket af, at ingen mere tog del i vietnamesernes skæbne.

Sneen hvirvler gennem gaderne ved banegården denne dag i februar, og en iskold vind - La Bise - kommer oppe nordfra, fra Jurabjergene og stryger herned og ud over Geneve-søen og over mod Evian-les-Bains og byerne og bjergene på den franske side. Inde midt i hvirvlerne møder jeg forfatteren Nguyen Hoang Bao Vi*t, foran avisen Le Temps' lokaler, og derfra går vi hen på en restaurant.

Efter Saigons fald

"Jeg boede under krigen i Saigon, lige til byen faldt i 1975. Min første digtsamling er fra 1961 og hedder Håbet. Den fik en udmærkelse, en litterær pris, hvilket dog senere, efter Saigons fald, skulle vise sig at være en slags forbrydelse, jeg dermed havde gjort mig fortjent til. Senere blev mine bøger også forbudt, og det var under den kommunistiske regering ikke længere muligt for mig at udgive digte. Som De ved, så faldt Saigon i april 1975, og alting blev anderledes. Man begyndte dog ikke at myrde folk med det samme. Man 'tilbød' i stedet en genopdragelse for at ændre folk, så de kunne blive 'nye mennesker'. Men i virkeligheden, så lod man os dø, i al stilhed, i disse lejre."

"Det begyndte med at vi alle fik en såkaldt 'invitation'. Og i denne blev det meget nøje præciseret, at man burde medbringe tilstrækkelig medicin, såfremt man havde brug for at indtage denne, nok til én måneds forbrug. Var man ryger, skulle man ligeledes medbringe til én måneds forbrug. Det samme med lommepenge osv. Mere stod der ikke. Så man havde kun grund til at formode, at opholdet i lejren ville vare disse 30 dage. Men vi snød os selv, vi vidste ikke, at man i Nordvietnam havde haft folk indespærret siden 1955 i lejre. Men altså, jeg meldte mig til genopdragelse, og vi blev kørt bort i lastbiler om natten. Hvorhen havde vi ingen anelse om. Man havde ikke fortalt os noget. Men lejren, hvor vi skulle interneres, lå mindre end 100 kilometer nord for Saigon. Da vi så ankom, fik vi anvist hver sin plads i en sovesal, på gulvet på en måtte. Jeg tror vi i alt var 2-3.000 internerede. Den blev kaldt for et 'revolutionært universitet'. Og med det samme måtte vi begynde på det, der blev kaldt 'selvkritik'. Man måtte altså stille sig op foran flere tusinde mennesker at fortælle, hvem man var og bekende sine fejltagelser. Men først måtte man skrive sin biografi til autoriteterne i lejren, som læste den igennem. Jeg tror, at jeg måske skrev 700 sider på min blok. Derefter fik man så sin biografi tilbage med en kritik af, hvad der måtte mangle. Man måtte skrive alt, og ikke undlade noget som helst fik man at vide igen og igen. Så jeg måtte over for et specielt tribunal fortælle, hvorfor jeg havde skrevet det og det. Alt blev noteret. Jeg måtte også gøre rede for hele min familie, og min hustrus familie. Desuden blev alle mine venners navne noteret, og alle mine kolleger igennem tiden. Alt og alle blev noteret."

Revolutionen ville tilgive

"Men altså til hverdag, så måtte vi arbejde under opsyn af væbnede vagter, soldater fra Nordvietnam. Meget hårdt arbejde. Og så efter arbejdstid, efter maden, måtte man deltage i seancer som var helliget politisk indoktrinering. Vi var der ikke for at diskutere, det var udelukkende for at høre efter. Sådan var pædagogikken. Her fremdrog man også alle dem, som havde forbrudt sig mod revolutionen, den og den blev fremholdt personligt, og man lagde vægt på at man ikke skød nogen. Revolutionen ville tilgive. Revolutionen var generøs. På denne måde fik man folk frem, og over for tribunalerne skulle man så skamme sig over at have skrevet dette og hint. Hvis man derimod ikke ville det, ja så blev man skudt. Det var altså nødvendigt at indrømme sin skyld og også skamme sig over den, tage afstand fra sine tidligere skrifter, og hvad man måtte have ment. Ellers var der ingen pardon. Selv havde jeg et problem, især med min første digtsamling. Digtene deri omhandler ellers kærlighed, broderskab, håb, skønhed - ganske upolitiske sager, men iblandt dem var der også to som hylder mine ungarske venner, der mistede livet i forbindelse med den sovjetiske invasion i 1956. Og i min anden samling er der et digt, som omhandler foråret i Prag i 1968 og den sovjetiske invasion. Jeg havde også skrevet andre digte, som hylder revolutionære, f.eks. et tilegnet Federico Garcia Lorca."

"Det digt var jo skrevet imod frankismen i Spanien. Desuden havde jeg skrevet et hyldestdigt til bl.a. forfatteren Louis Aragon, der som bekendt var fransk kommunist. Og ligeledes et til Paul Eluard, hvis digt La Liberté også var blevet 'adopteret' af kommunisterne."

Kun tanke på overlevelse

"Hjemme havde min hustru dog været så betænksom at brænde alle mine noter fra universitetet. Hun havde undervist i fransk, men måtte hemmeligholde sin profession, mens jeg var i koncentrationslejr. Ellers ville hun få problemer med sikkerhedstjenesten. En kvinde med et sådant fag ville automatisk være under mistanke. Imens arbejdede hun på en tekstilfabrik. Det var hun meget dygtig til, for hun kendte den slags arbejde, og i løbet af kort tid blev hun af ledelsen af den nu statsejede fabrik fremholdt som eksempel for de andre dér, som modelarbejder. Hun modtog et diplom for sin indsats. Og det var takket være min kære hustru, at jeg endelig kom ud efter to år, for som en del af det at blive hædret for at være modelarbejder, så måtte hun også ønske sig noget. I den forbindelse anmodede hun om, at hendes mand blev løsladt fra lejren. Og så kom jeg ud, mod at jeg fortsat ville følge kurser i revolutionen. Det var i slutningen af 70'erne, en virkelig hård tid for Vietnam. Landet var helt lukket, og meget, meget fattigt. Jeg var selvfølgelig under overvågning, da jeg på grund af disse digte om opstanden i Ungarn og foråret i Prag blev anset for at være en reaktionær forfatter. Jeg måtte stadig følge kurser i revolutionen, der var kontrol overalt, hele min tilværelse var beslaglagt af hårdt arbejde og politisk kontrol og overvågning og så disse såkaldte kurser. Som De kan forstå, det var uudholdeligt. Jeg kunne ikke tænke på noget som helst andet end overlevelse."

Afvist igen og igen

"Den 6. april 1979 forlod vi Saigon med falske papirer. Derfra rejste vi mod kysten og blandede os med folk, som ville flygte i båd ud af landet. Vi fandt plads i en båd beregnet til 20 personer, men hvor vi endte med at være 68, og som et kuriosum husker jeg, at vi gav os ud for at være et bryllupsselskab over for de autoriteter vi mødte."

"Efter to dage var vi i internationalt farvand, men blev så angrebet af thailandske pirater, som berøvede os, og derfor ændrede vi kurs og sejlede i stedet mod vest, over Den Thailandske Bugt og endte derefter i det nordlige Malaysia, i en landsby i delstaten Tringanu tæt ved grænsen til Thailand. Men man afviste os ganske enkelt, og bad os om at sejle båden ud igen. Vi blev eskorteret af et skib fra den malaysiske flåde, som trak os afsted. Og senere, midt i natten og regnen, da kappede man tovet til vores båd og vi var igen overladt til os selv. Vi fortsatte så videre mod syd i retning af Singapore. Men der fik vi at vide, at vi ingen ret havde til at opholde os. Vi blev så igen eskorteret, denne gang af et krigsskib fra Singapores flåde. Vi ankom så efter nogen tid til en ø, der hedder Bangka Island, som er en del af Indonesien. Der blev vi meget godt modtaget af de lokale fiskere, som gav os mad og noget at drikke og i det hele taget tog sig hjerteligt af os. Vi blev endelig accepteret som flygtninge af de indonesiske myndigheder og boede nogen tid i en såkaldt transitlejr, til man kunne finde et land, som permanent kunne huse os. Vi endte så med at finde et sted til os her i Schweiz, her i Genève efter denne forfærdelige flugt som varede 12 døgn. Her endte dette mareridt. Jeg har ikke siden set mit land, men arbejder her for de fængslede forfattere i Vietnam igennem PEN."

Det glemte engagement

Jeg tager igen afsked efter vores frokost med forfatteren Nguyen Hoang Bao Vi*t, som forsvinder i snehvirvlerne i det vinterlige Géneve. Efter at have hørt hans beretning, er det slående, hvilken efterkrigstid de forfattere og intellektuelle har haft, som ikke kunne udholde det kommunistiske paradis med lejre og kontrol. Undertrykkelsen og interneringen var der ikke mere nogen uden for Vietnam, som bekymrede sig om. De vestlige ungdomsbevægelser mistede interessen, da USA trak sig ud, og de nordvietnamesiske kommunister rykkede ind. Man kan spørge sig selv, hvorfor disse menneskers lidelser nu ikke mere kunne påkalde sig nogens interesse? Men under alle omstændigheder, så var det, der foregik i det lukkede land, nu ikke længere en del af "den anti-imperialistiske kamp" - og derfor heller ikke længere en konflikt, som man kunne spejle sine herlige personligheder i. Der var ikke længere en konflikt, hvor man kunne identificere en aggressor - USA - som man i videre perspektiv kunne bygge sin politiske dannelse op i modsætning til. Det handlede nu i stedet om ganske almindelige, anonyme mennesker i et fjernt land, som man vidste meget lidt om. Den eneste barmhjertighed, de mødte udenfor deres hjemland var fra nogle fattige indonesiske fiskere, som tog sig af dem.

I et større perspektiv, når man sammenligner datidens såkaldte politiske engagement imod Vietnamkrigen med modstanden mod krigen i Irak i dag, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvad der egentlig er kernen i dette engagement. Hos krigsmodstanderne i dag er der næppe mange, som tidligere har investeret en lignende energi mod Saddam Husseins mord på kurderne, som de nu gør det imod den vestlige besættelse. Og i hvilken udstrækning har man overhovedet spurgt den fordrevne irakiske opposition til råds om, hvorvidt en modstand mod krigen overhovedet var ønskelig?

Ulidelig kvalme

Men skulle vestmagterne give efter for modstanden mod krigen og trække sig ud uden varsel, og et kaos ville skylle ind over Irak efterfulgt af et repressivt regime, kan man spørge om ikke engagementet vil gå samme vej som det hændte med bekymringen for de virkelige vietnamesere? Det såkaldte politiske engagement er ikke af humanitær art og har ikke menneskerettighederne som sit virkelige grundlag, men er i realiteten blot et påskud for en politisk narcissisme, som i modstanden mod USA permanent er på jagt efter sin politiske identitet. Den almindelige kvalme over denne ulidelige lethed er måske én af grundene til, at krigen fylder mindre og mindre på nyhedernes dagsorden. Ikke fordi den ikke har åbnet for dæmoniske kræfter og fuldstændigt ruineret et land, men dens modstandere kan ingen alligevel tage alvorligt. Man er i tvivl om disse modstanderes virkelige hensigter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu