Læsetid: 3 min.

Vestbreddens højreekstremister klar til vold

Israelsk fredsorganisation advarer om, at udviklingen i Gush Katif kan føre til dramatiske reaktioner på Vestbredden
20. august 2005

TEL AVIV - Der er drastisk forhøjet risiko for alvorlig politisk vold på Vestbredden. Således lyder vurderingen fra den israelske fredsgruppe, Yesh Din, der ser et stærkt uroelement i de hundreder af unge højrefløjsaktivister, der i kølvandet på evakueringen af Gazastribens bosættelser er på vej mod nye protestaktioner.

"Der er et enormt omfang af frustrationer og intet til at dæmme op for det, og det, frygter jeg, kan resultere i noget, som er endnu voldsommere, end hvad vi hidtil har set i Gush Katif," siger organisationens talsmand Lior Yavne.

En særlig grund til bekymring er ifølge Yesh Din en bosætters drab på fire palæstinensere i denne uge. Gerningsmanden, som kom fra en af Vestbreddens radikale bosættelser, var ansat som chauffør og skulle køre en gruppe palæstinensere hjem fra arbejde i bosættelsen Shilo, men stjal i stedet et skydevåben fra en sikkerhedsvagt og åbnede ild mod sine passagerer.

Goldsteinisme

Tidligere på måneden dræbte en anden radikal bosætter tre israelske arabere under lignende omstændigheder i byen Shfaram, som ligger i selve Israel.

"Der er grund til at frygte at frustrationerne kan blive omsat i en bølge af goldsteinisme," fortsætter Lior Yavne med henvisning til Shaul Goldstein, en bosætter der dræbte 29 bedende muslimer i Hebron i foråret 1994.

"Situationen lægger i høj grad op til ekstrem politisk vold af denne type."

Lior Yavne påpeger, at den voldsomme modstand mod evakueringen af Gush Katif i disse dage ikke kommer fra lokale bosættere, men fra unge højrefløjsaktivister, der overvejende kommer fra radikale miljøer på Vestbredden.

"Navnlig efter at Kfar Darom blev ryddet torsdag er disse unge på vej mod Vestbredden," siger han.

"Selvom flere af dem har vist kriminel adfærd under protesterne bliver de ikke anholdt, men løsladt uden videre efter at være blevet kørt ud af Gush Katif. Sædvanligvis går jeg ikke ind for administrativ fængsling - hverken af palæstinensere eller israelere - men i visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt."

Homesh og Sanur

Bosætterbevægelsen har gjort den store bosættelse Kedumim nær Nablus på Vestbredden til mødested for de unge aktivister fra søndag. Herfra menes mange at ville begive sig videre mod de to bosættelser Homesh og Sanur, der i forlængelse af Gaza-planen står til evakuering med månedens udgang. Hele den nordlige del af Vestbredden er nu lukket militær zone, hvilket betyder at ingen civile israelere uden fast bopæl på stedet har adgang til området, men dette er ifølge Lior Yavne nemt at omgå.

"Normalt har vi mange klager over det israelske politi på Vestbredden, men for en gangs skyld har vi ingen, for der er ingen at klage over," siger han.

"Hele mandskabet er forflyttet til Gush Katif, så der er intet politi tilbage på Vestbredden, og hæren er slet ikke gearet til at imødegå denne trussel."

En ting er nemlig infiltrationen af Homesh og Sanur, som vil tage voldsomt omfang i den kommende uge, mens en anden og alvorligere er enkelte radikale bosættere, der kan tænkes at ville tage ekstrem vold i brug for at standse evakueringen.

"Disse elementer kommer ikke nødvendigvis fra de unge aktivister, men sidder rundt omkring i et antal ideologisk yderligtgående bosættelser," siger Lior Yavne.

"Jeg ved, at politiet har profiler på mange af dem, og hvis man bevæger sig ind i palæstinensiske landsbyer vil man høre om navngivne bosættere, der åbent truer og i mange tilfælde har skudt mod palæstinensere. Myndighederne kender dem, men er ikke til stede til at gribe ind, og fordi hele udviklingen i Gush Katif har skabt en højspændt belejringstilstand på Vestbredden, kan disse elementer føle, tiden er inde til at slå til. Landets politiske ledelse er klar over problemet og har været det længe, men har af en eller anden grund ikke fundet anledning til at tage de nødvendige skridt. Det er dybt bekymrende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her