Læsetid: 2 min.

Vestens CO2-udledning truer millioner i Afrika og Sydasien

Et internt britisk regeringsnotat advarer i skarpe vendinger mod følgerne ved at lade stå til i kampen mod global opvarmning
30. marts 2006

Over 70 mio. afrikanere og et endnu større antal bønder på det indiske subkontinent vil blive ofre for katastrofale oversvømmelser, sygdomme og hungersnød, hvis klodens rige lande ikke hurtigt bliver i stand til at ændre på deres livsform ved radikalt at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Denne dystre formaning, der stammer fra et internt britisk regeringsmemo bestilt af økonomiminister Gordon Brown, er blevet lækket få dage før premierminister Tony Blair ventes at bebude, at han agter at frafalde sit gamle tilsagn om at skaffe Storbritannien "en global førerposition" i bestræbelserne for at afværge klimaforandringer. Den britiske regering har således allerede besluttet at udskyde nye reduktionsmål for kultveilte-udledning, indtil EU's øvrige regeringer har fastsat deres. Tidligere har Blair ikke forsømt en lejlighed til at gøre en dyd ud af vise det øvrige Europa vejen.

De ildevarslende forudsigelser om de trusler, som klimaforandringer udsætter tredjeverdenslande for, er formuleret i et briefing-papir udfærdiget af det britiske ministerium for international udvikling.

Det påpeges heri, at en fjerdedel af Afrikas befolkning bor under 1o0 km fra en kystlinje. Efterhånden som havenes vandstande stiger, i takt med at den globale opvarmning nedsmelter de polare iskapper, vil antallet af afrikanere, der lever i stadig risiko for oversvømmelser tage til fra 1 million i 1990 til 70 millioner i 2080.

I Indien kan de stigende temperaturer medføre ringere landbrugsudbytte med medfølgende indtægtstab på op til 25 procent, mens omkostningerne ved klimaforandringer i Bangladesh kan beløbe sig til over halvdelen af de 58 mia. pund sterling, landet har modtaget i udviklingshjælp.

"Det er verdens fattigste folk, som kommer til at lide hårdest under klimaforandringer, skønt det er dem, der ringest andel deri og mindst ansvar for dem," siger John Magragh, talsmand for nødhjælpsorganisationen Oxfam.

Alt det arbejde, hjælpeorganisationer udretter for at bekæmpe sult og sygdomme, forbedre uddannelsesniveau og udbrede ligestilling mellem kønnene, er i fare, advarer rapporten. I Bihar i Indien kan jævnlige oversvømmelser f. eks. betyde, at adskillige skoler i delstaten må holde lukket i tre af årets måneder.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu