Læsetid: 2 min.

Vestlige havehegn

En verden, der har utrolig svært ved at se, at der er hegn, der ikke bare er hegn. Der er en masse, der ikke kan ses selv i airconditionerede montrer. Og hvis man, som det er tilfældet i Paris, klipper forskningsmidlerne fra udstillingsstedet, er vi fuldkommen sikre på aldrig at opdage, hvad det er, vi ikke kan se – eller lære – af »de fremmede«.
24. juni 2006

I DENNE UGEÅBNEDE "Musée de Quai Branly" i Paris. Et museum for kunst fra fremmede kulturer, iværksat af den franske præsident Jacques Chirac og følsomt ført fra tegnebordet og ud i virkeligheden af den franske arkitekt Jean Nouvel. Ting og sager fra afrikanske stammefolk, australske aboriginere, sydamerikanske indianere eller Ny Guinea, der grundet pengemangel henslæbte kummerlige tilværelser i to etnografiske museers støvede baglokaler, kommer omsider til ære og værdighed.

SÅ MÅSKE SKULLE man bare synes, at det hele var godt. Kofi Annan var til åbningen, det var den 97-årige antropolog Claude Lévy-Strauss også. Han var en af dem, der i midten af forrige århundrede begyndte at opfatte andre folkeslag som ligeværdige. Der var delegationer fra Australien og den indianske nobelpristager Rigoberta Menchu, for selvfølgelig er det fantastisk, at "værker", der så længe har været oversete, omsider kommer på plads i fine rum. Lige så fine som Leonardo da Vincis eller den Picasso, der som andre kunstnere i starten af forrige århundrede, inspireredes af "negerkunsten" til at splintre et vist kunstsyn.

MÅSKEKAN DEN FØLELSE af ubehag, der ikke desto mindre trænger sig på, forklares med en lille historie om havehegn. I de etnografiske samlinger, der nu er lukket ned, havde de nemlig sådan nogen, blandt andet fra Baruyas-folket i Ny Guinea.

Problemet med dem er, forklarer de vrede forskere, at de bare ligner havehegn. De ligner hverken en Picasso eller en Braque. De er ikke udset til at være del af den permanente samling. Der er ingen, der vil stille sig op og sige "ih" eller "åh", for de har ikke en fiks fjer på en lang pind ud fra en truende maske, eller hvad vi nu ellers sukker over her i Vesten.

Det mærkelige ved Baruyas havehegn er, at de er uforholdsmæssigt store i betragtning af, at de bare skal beskytte nogle små grise fra nogle ikke særligt vilde dyr. De bygges i fællesskab af brødre og svogere, for symbolsk at vise styrken af forholdet mellem dem og positionere dem i forhold til kvinderne.

I de gamle etnografiske samlinger var der også nogle helt små havehegn, fra Ankaveerne, der bor lige i nærheden af Baruys. Her skaber hver mand sit lille beskedne havehegn, til gengæld er det åleruserne, der repræsenterer myten om slægtens oprindelse.

PROBLEMET MED DET NYE museum, er, at det katapulterer andre kulturers "kunstsyn" lige ned i montrerne for vort eget, med dets "autonome kunstværker" og "genier", vokset ud af samme vækstlag som den globaliserede kapitalistiske verden.

En verden, der har utrolig svært ved at se, at der er hegn, der ikke bare er hegn. Der er en masse, der ikke kan ses selv i airconditionerede montrer. Og hvis man, som det er tilfældet i Paris, klipper forskningsmidlerne fra udstillingsstedet, er vi fuldkommen sikre på aldrig at opdage, hvad det er, vi ikke kan se - eller lære - af "de fremmede".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her