Læsetid: 11 min.

Den vestlige kulturs tragedie

At skrive et digt om New Orleans' undergang ville være blasfemi, siger en af Europas helt store intellektuelle, briten George Steiner. Han indledte semestret på det teologiske fakultet på Københavns Universitet med en forelæsning om 'Tragedien i den vestlige kultur'
14. september 2005

Det teologiske fakultets auditorium 7 på Københavns Universitet er ikke ligefrem overfyldt, til trods for at man har inviteret George Steiner, en af Europas helt store intellektuelle skikkelser, til at åbne semesteret med en forelæsning om Tragedien i den vestlige kultur. Til gengæld er publikum lydhørt.

Siden Aristoteles har man stillet sig spørgsmålet om, hvorfor vi frivilligt stiller op til tragiske rædsler, ubærlige skuespil om lidelse og grufuldheder, begynder han.

"Men der er så godt som ingen, der har spurgt, hvorfor vi gør det igen og igen!"

Det er det spørgsmål, Steiners foredrag kredser om, og som sætter ham selv i stand til at stille en byge af nye spørgsmål til vores 'fryd ved rædsel'.

Vi ville få et chok af skuffelse, hvis der ikke var nogen rædsel, mener han.

"Tænk hvis banket på døren i Othello kom 30 sekunder tidligere og Desdemona stadig levede, og Othello indså, at han havde taget fejl!"

Lidelse og opbyggelse

Herefter lægger George Steiner bunden med et historisk overblik over vores forhold til de tragiske rædsler.

På et tidspunkt hvor skikkelser som Dr. Johnson og Goethe levede, går man fra at udmale smerte og lidelse til mere opbyggelige versioner.

"Dr. Johnson kunne ikke holde ud at se King Lear, han kunne kun se den i en 18. århundredes version, hvor Cordelia overlever og Lear dør fredfyldt," fortæller han.

I stedet for at dø af sorg over den elskede datter, som Lear gør hos Shakespeare: Thou'lt come no more,

Never, never, never, never, never!

"Goethe havde en direkte fysisk skræk for tragedien," får vi at vide.

"Marlowe viser Dr. Faustus skrigende på vej til helvede, men Goethe laver et efterspil, hvor Faust optages i himlen."

Faust bliver nemlig frelst af 'det evigt-kvindelige', i Gretchens skikkelse, mens englekoret synger: Wer immer strebend sich bemüht,/Den können wir erlösen.

Denne 'tragedieskræk' fører Steiner frem til at undersøge tragediens virkning på mennesker, men for mange mesterværkers vedkommende er det tragiske umuligt at fastlægge, siger han.

"De er på en gang sørgelige og fornøjelige, og det ubærlige er, at de er begge dele."

I Figaros Bryllup tilgiver grevinden til slut greven, men musikken tilgiver ikke, påpeger han. Slutningen bliver dobbelttydig.

Aristoteles ville forklare tragediens virkning med katharsis-begrebet, "men ingen er sikker på, hvad han mente med det. Er det en medicinsk, en rituel, en moralsk eller en psykologisk kategori? Man har en glæde ved den organiske logik i Aristoteles poetik: Der skal være en begyndelse, en midte og en slutning, men måske er der en vis naivitet i Aristoteles' poetik. Det antydede den franske filminstruktør Jean-Luc Godard, da han sagde: "Jeg tror også på, at der skal være en begyndelse, en midte og en slutning. Men ikke i den rækkefølge."

Spejdermoral

Også katharsis-begrebet er imidlertid ifølge Steiner blevet tillagt forskellige betydninger i tidens løb. At vi bliver mere modne, at tragedien er en humanistisk uddannelse af opfattelsesevnen, en måde at blive voksen på. Det mente således den tyske 1700-tals dramatiker Gotthold Ephraim Lessing.

"Victorianernes opfattelse var udtryk for deres spejdermoral, de betragtede katharsis på linje med kolde afvaskninger, noget man blev lidt mere hærdet af."

Men hvordan ser det så ud i dag?

"I dag er børns elektroniske spil fulde af terror, vold og kalkulerede rædsler, og børn bliver som hypnotiserede, hvilket rejser spørgsmålet, om der er noget i forhistorien i den kæmpende, voldelige evolution, der kræver lidelse. Et masochistisk træk? Freud betragtede tragedien som scene, hvor man i sikkerhed kunne dyrke psykens sorte element, vore gamle menneskelige grundvilkår."

Men måske er der noget farligere på spil, mener Steiner.

Han refererer den opfattelse, at den bedste fornøjelse, man kan komme ud for, er at sidde på stranden og se et skib gå ned. Man er selv i sikkerhed, man har ingen mulighed for at gøre noget, og man kan føle den dybeste medlidenhed med de stakler, der drukner derude.

"Dette er vores nydelse ved tragedien. Vi føler en sær tilfredshed med et strejf af tilfredsstillelse. Når vi ser Ødipus, kan vi sidde og tænke, at sådan ville jeg ikke have gjort, den situation ville jeg ikke have bragt mig i."

Kontrolleret eksperiment

"Vi føler Schadenfreude," (skadefryd, red.) bedre end på tysk kan det ikke siges, mener George Steiner. Harmatia-begrebet hos Aristoteles er lige så svært at definere, fortsætter han. En art uskyldig skyld, hvor man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Steiner refererer en western, hvor den korrupte sherif skyder en mand ved en bar, mens Clint Eastwood udbryder, 'men han var uskyldig!'

'Uskyldig i hvad?' svarer sheriffen.

Freud så sine børnebørn med vilje smide deres mest elskede legetøj væk. "Tusindvis af forældre har oplevet det, men de var ikke Freud."

Freud udviklede en teori om, at det, børnebørnene gennemspillede, var tragedien i en nøddeskal med det formål at få kontrol, at kunne klare sin smerte. Det var et kontrolleret eksperiment, forklarer Steiner.

Teatret er ligeledes et kontrolleret eksperiment, konstaterer han. Man kan gå sin vej, hvis det bliver for meget, men man kan også blive og føle sig i stand til at klare lidelsen.

"Det er en ekstremt besnærende teori."

Antigone og Kierkegaard

Dog er den slet ikke den endelige for Steiner. Han stiller den op over for Kierkegaards "selvidentifikation med Antigone".

Kierkegaard mener, at det i den moderne - altså den ikke-antikke - tragedie er lidelsen, der er vigtig, ikke frelse og ikke katharsis, men en nedarvet smerte, arvesynden.

"Det er en generel kristen teori, man finder den hos Dante, man finder den i begrebet felix culpa, det lykkelige (synde)fald, for der er ingen frelse uden et syndefald."

Det er derfor de franske rationalistiske dramatikere som Corneille og Racine henlægger deres tragedier til hedenske tider, fortæller Steiner.

"De forfærdelige ting bør være sket før Kristus, dengang der ingen frelse var."

"Men Kierkegaard vil både blæse og have mel i munden. Han vil have rigtig tragedie også efter Kristus, smerten er en del af arvesynden, mennesket er for ham en tragisk skikkelse."

"I Kierkegaards version kender Antigone til fader Ødipus' incest. Hendes skæbne er at bære denne viden, ingen kan tage den fra hende. Kierkegaard ser en bevidst internalisering som en berigelse af smerten."

Alle teorierne overser dog tragediens betydning i vores nutidige liv.

"Man kommer ud fra teatret, man kommer hjem og man hører ikke skriget på hjælp uden for vinduet."

"For sådan et skrig er ofte vulgært, det har ingen artistisk og æstetisk økonomi. Det er meget mindre virkeligt end fiktionen."

Vi er gæster på kloden

Hermed er George Steiner nået frem til det sted, hvor skoen trykker:

"Efter 52 år med undervisning i litteratur har den tanke udviklet sig til lidt af et mareridt for mig: Bliver vi mindre menneskelige, når vi oplæres i at gå ind i en kompleks, æstetisk tekst?"

George Steiner antyder, at dyrkelsen af tragedien i vore dage bliver en slags flugt. Tragiske tekster kommer nemlig til kort over for vor tids rædsler, mener han.

"80 millioner mennesker massakreret i Anden Verdenskrig, det overgår vor fatteevne. Til barbariet findes der intet adækvat æstetisk svar, noget som kan transformere det til stor fiktion."

"Om koncentrationslejrene har vi Primo Levis dokumentariske beretninger, men ingen Dostojevskij eller Dante eller Shakespeare. Emnet er for enormt, vi har hverken en form eller en teori, vi kan ikke tale om det, vi har ikke længere sproget til det."

Steiner er nået frem til at stille spørgsmålene om menneskenaturen, om hvad der får os til igen og igen at vende tilbage til 'fryden ved lidelse.' Der er to muligheder, der må overvejes, mener han.

"For det første, at arvesynden ikke kun er en metafor, men et udtryk for, at der meget tidligt er gået noget galt for menneskene. Hvorfor vender de ting, vi forsøger at gøre rigtigt, tilbage som en boomerang? De originale zionistiske dokumenter er en drøm, et paradis, og nu er drømmen forvandlet til et mareridt," eksemplificererGeorge Steiner, der selv er jøde.

"Den anden mulighed er den, der blev formuleret af Theogenes i det 4. århundrede f. Kr.:

""Det er bedst ikke at være født, det er næstbedst at dø, mens man er ung, og det er værst at leve længe og dø gammel."

"Vi er ikke velkomne på kloden, vi forurener og ødelægger naturen. Selv på Mount Everst og på Månen er det nødvendigt at rydde skrald op efter os," siger han indigneret, og fortsætter:

"Måske skal vi slet ikke være her, måske er vores tid begrænset? Vi er gæster her på kloden, men vi raserer hele huset."

Sammenbrud

"Den orkan, der ramte New Orleans, var mere end en naturkatastrofe. Den afslørede, at et helt civilisatorisk program er brudt sammen.

Sammenlignet med det er der noget, de store tragiske stykker ikke får rigtigt fat i," fastslår han.

"Tag slutningen på Macbeth. Sproget er så storslået, at man glemmer, hvad det taler om. Men selv det mest storslåede sprog vil være en fornærmelse mod koncentrationslejrenes virkelighed, Pol Pots og New Orleans' virkelighed. At skrive et digt om New Orleans' undergang ville være blasfemi."

Afslutningsvis citeres Heidegger koket for at have sagt, at hvis man er for dum til at tænke, fortæller man i stedet en historie.

For George Steiner vil fortælle en historie:

"På årsdagen for massakren på skole nr. 1 i Beslan fortalte nogle af de overlevende børn deres historie. På andendagen var de døden nær af tørst, og de samlede sig og bad til Gud sammen. Men der skete intet, Gud kom ikke."

"På tredjedagen begyndte de derfor at bede til Harry Potter."

"Det er en dybsindig og naturlig reaktion. Det er selvfølgelig ikke en så behagelig historie at fortælle her på det teologiske fakultet, men den rummer alle de spørgsmål, jeg har forsøgt at rejse her," slutter George Steiner.

Og overlader tænkningen til tilhørerne.

Vort eneste verdenssprog

Under den efterfølgende spørgerunde lægger han stærk vægt på musikkens betydning, og der er en blandt publikum, der ligefrem mener, at musikken vil blive fremtidens genre, nu hvor tragedien og sproget må give op over for virkeligheden.

Men det løser vel ikke rigtigt problemet, spørger jeg ham bagefter, for musik er noget, man hører selv, mens sproget er det, vi kommunikerer med andre mennesker med?

"Forkert," svarer Steiner.

"Musik er det eneste verdenssprog, som kan udbredes på den samme dag i Vladivostok, Buenos Aires og Senegal. Pop og rock er de unges sprog, musikken er det eneste virkelige esperanto, vi har. Den kan gøre noget meget specielt, man kan være alene sammen med andre i en på én gang intim og social handling. Den tavse læsning afskærer, for der vil man helst være alene, men selv den vanskeligste musik kan man lytte til sammen med andre, musik er en af de mest forenende kræfter, der findes, man kan være sammen uden at ens privathed forstyrres."

"Man kan ikke på nogen måde læse sammen således. Desuden har folk, der ikke kan læse, mulighed for at nyde enhver æstetisk detalje i musikken. Antropologer lærer os, at der findes tusindvis af etniske grupper uden nogen litteratur, men absolut ingen, der ikke har en musik."

Sproget forklæder

- Men skyldes det ikke korruptionen af sproget, at vi mere og mere lever i en billedkultur, det politiske nysprog, der lyver osv?

"Løgnen har eksisteret siden Adam og Eva. Æblet var slet ikke så godt, som hun sagde! Sproget forklæder, det gør musik ikke. Sproget er fiktion, propaganda. Vi taler for at skjule, hvad vi mener. Poesi får intet til at ske, og i den betydning er litteratur en nødvendig luksus. I dag med den teknologiske udvikling, internet osv. farer der milliarder og milliarder af meningsløse ord kloden rundt, og de kan bruges politisk."

"Ved historiens begyndelse kaldte Adam tingene ved deres rette navn, men så kom syndefaldet. En af definitionerne på syndefaldet er, at sproget aldrig igen er blevet et sprog for sandheden."

"I paradis havde man ingen romaner. Det er som kompensation for uddrivelsen af paradiset, at vi har fået lov til at opfinde talløse verdener. Ellers ville vi blive sindssyge."

"Matematik siger sandheden, men det gør sproget ikke."

En dyb krise

- Vi kan ikke længere tale om de menneskelige grundvilkår?

"Galilei sagde, at naturen taler matematisk, og siden er distancen mellem fakta og den menneskelige erfaring kun vokset. Vi ved mindre og mindre om mere og mere. Det er kun matematikken, der har døren åben til hele områder af virkeligheden."

"Det er en dyb krise, at almindelige mennesker lever i den mest primitive forestillingsverden. Vi taler om solopgang og solnedgang, vi taler i et ptolemæisk verdensbillede, som allerede Kopernikus afskaffede. Hvordan virker en telefon? Jeg aner det ikke. For slet ikke at tale om en computer. Vi er hjælpeløse børn, der leger med legetøj, og når katastrofen indtræffer som i New Orleans, så forstår vi ikke, hvorfor legetøjet ikke virker. Da bomberne i London sprængte, brød al telekommunikation sammen. Der var kun en lille computerstemme, som sagde: 'Alle bredbånd er blokerede'. For mig kunne den lige så godt have talt kinesisk. Vi er omringet af meningsløse forklaringer, så længe der ikke kommer en virkelig dybtgående reform af uddannelserne i matematik og fysik. Vi kan ikke få en Shakespeare og en Goethe igen, fordi vi mindre og mindre er i stand til at overskue den totale virkelighedserfaring."

'Jeg ved det ikke'

- De talte om to mulige forklaringer på den moderne misere: At noget meget tidligt gik galt for menneskeheden; og at vi ikke var velkomne på denne klode, fordi vi ødelagde den?

"At noget er gået galt, er en metaforisk måde at fortælle en historie på for at forstå, hvorfor vi aldrig kan lære af vore erfaringer. Hvordan går det til, at folk i Kosovo alligevel bliver massakreret, efter at vi har haft Anden Verdenskrig? Da jeg ikke kan forstå det, må jeg forsøge at forstå gennem en fortælling, at der er noget råddent - ikke i Danmark - men i mennesket."

"Det økologiske perspektiv er af en anden beskaffenhed, det er konkret. Det er fuldt ud muligt, at vi er ved at ødelægge Jorden."

"Jeg besøgte for nylig et af de smukkeste steder ved Middelhavet. Der var ingen fisk tilbage, ingen søfugle. Man får følelsen af, at vi har forrådt vores privilegium som mennesker."

"For nylig læste jeg i Financial Times, at dyrene nu er ved at vende tilbage til Tjernobyl. Det kunne være et stærkt indicium for, at vi må gå vores vej, mens dyrene kan komme tilbage."

- Tror De, at det, De kalder vores fryd ved rædslen, skyldes de to muligheder, De opstiller: altså arvesynden og vores behandling af kloden, eller er det omvendt?

"Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her