Læsetid: 3 min.

Vid, det er en ære dannebrog at bære... Jo tak - men gælder det stadig?

Hidtil har det beskyttet danskere i den vide verden at føre flaget. Men skal man nu gøre som elefantridderen?
10. februar 2006

Den sydligste hovedlandevej i Florida er stedvis meget snæver. Det skyldes, at den er bygget på resterne af den jernbane, der forløb fra Key West og over øhavet de 240 kilometer op til Miami. Jernbanen blev åbnet i 1912 som en ingeniørbedrift, fordi den var anlagt på dæmninger og broer over sump og åbent farvand.

I september 1935 kom en orkan og smadrede jernbanen så eftertrykkeligt, at ingen havde mod på at genopbygge den. I stedet gik forbundsregeringen ind og forlængede hovedlandevejen US 1 fra Miami og sydefter på det, der var tilbage af dæmninger og broer.

Og derfor, altså, er vejen stedvis meget smal. Den forhistorie tænkte jeg og min cykelmakker på, da vi i 1992 kom cyklende nede fra Key West på vej op mod Nordflorida. Problemet med den smalle vej blev større af, at amerikanske biler er ret brede, og det er vore cykler med cykeltasker også. Vi havde en fornemmelse af, at vi når som helst kunne blive kørt af banen.

Derfor plukkede vi nogle plastikstrimler fra en vejspærring og bandt dem på venstre cykeltaske, hvor de kunne blafre i neonfarver og lede bilisterne uden om os.

Og sådan kom vi helskindet på langs og tværs af Florida.

Noget skønt skue var det flagrende plastik ikke. I regnvejr slaskede det, og det det havde en grim tilbøjelighed til at ryge i baghjulet.

Inden næste langtur tænkte vi på, at vore cykler er en slags fartøjer, der bevæger sig i fremmed farvand. Og fartøjer - selv de, der sejler af lyst - fører nationalflaget.

Således afstivet af international konvention markerede vi den nationale identitet ved at skaffe os fodboldvifteflag - pind med rød knop og flagdug i gedigent stof - og sætte den ud fra venstre cykeltaske. Bilister fokuserer på det hvide kors på den røde bund og kører uden om os i respektfuld bue - og venter pænt bag os, til det bliver bred, fri passage.

Det har i årene siden sikret vor overlevelse på ture i mange af verdens fjernere egne. Og samtidig - nå ja - så har vi vist flaget. Som der står i Peter Fabers juletræssang fra 1848:

Vid, det er en ære

dannebrog at bære.

Vi har signaleret, at vi kommer fra et lille fredeligt folk, der ikke har noget udestående med nogen, og som har et flot flag. Undervejs har vi måttet sande, at det ikke står folkeslagene - hverken i Europa eller oversøisk - ganske klart, hvilken nation dannebrog tilhører.

Hyppigt har vi omkring os på de forskellige sprog hørt: "Åeh, schweizere!", når voksne forklarede hinanden eller børn, hvad det var, der passerede dem forbi. Så har vi venligt råbt "Nej, fra Danmark!" - uden at det nødvendigvis har gjort folk meget klogere. Der er også nogen, der har spurgt, om vi samlede penge ind til Røde Kors. Et par bud på østrigsk nationalitet har vi også fået.

Er vi endelig blevet korrekt placeret, har det som regel været udenlandsskandinavere, der var opmuntret over at møde egnsfæller.

Lutter hyggelige oplevelser. Vi har været ude for, at folk har fortalt os, at de havde passeret os på landevejen flere dage inden, inden de nu traf os på gaden i en by og kunne spørge, hvor vi kom fra. Så megen opmærksomhed har flagene vakt, at de også har været en garanti for, at nogen ikke bare gemte os et eller andet sted, og ingen andre nogensinde havde set os.

Men nu. Nu er det danske flag pludselig kendt viden om - som danskernes. Især fordi milliarder har set det flamme på tv-skærmen.

Der står i fædrelandssangen:

Hver glans hver plet vil jeg bære

som falder på Danmarks navn

Men alligevel? Her til foråret har vi planlagt at cykle langs den franske middelhavskyst, hvor store befolkningsgrupper har oprindelse på den anden side af havet. Og vi spørger os, om flaget vil have sin vanlige beskyttende virkning.

Hvad gør de rigtige fartøjer, de store rederier? Onsdag oplystes det, at de efter råd fra Dansk Rederiforening vælger "at nedtone tilhørsforholdet". De dropper flaget.

Ak dog. Måske må vi nøjes med at gøre os synlige ved at føre Mærsks stjerneflag. Så er vi lige så modige som ham, som dronningen har slået til Ridder af Elefanten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her