Læsetid: 9 min.

Videnskab som dæmonologi og inkvisition

Bent Jensen skifter hele tiden rolle mellem forsker, når det giver pote i argumentationen, eller når han glemmer sin hellige mission, og rollen som storinkvisitor, når han kommer i tanke om sin mission, og når den rolle er opportun
22. januar 2007

Bent Jensen skifter hele tiden rolle mellem forsker, når det giver pote i argumentationen, eller når han glemmer sin hellige mission, og rollen som storinkvisitor, når han kommer i tanke om sin mission, og når den rolle er opportun

Som sin første handling efter at være blevet udpeget til chef for det nye koldkrigscenter, som hans politiske sympatisører i Dansk Folkeparti har fået oprettet, har Bent Jensen benyttet sin priviligerede adgang til PET’s arkiver til at hænge en gammel kritiker af ham selv og den politiske højrefløjs koldkrigsopfattelse ud i Jyllands-Posten. Bent Jensen har derved til fulde allerede her i starten indfriet de forventninger, som de politiske magthavere har til det nye center, og samtidig fået tilfredsstillet sin personlige hævnlyst. Han er da også, som forventet, blevet bakket op af sine venner i pressen og blandt politikerne. Derudover har hans handling dog mødt bred kritik og fordømmelse. Hele historien bag oprettelsen af det nye center, de tydelige politiske forventninger til dette og Bent Jensens første handling som statsbetalt storinkvisitor rejser under alle omstændigheder det gamle spørgsmål om forholdet mellem historie- og samfundsvidenskaberne og den politiske magt.

I samfundsvidenskab og historievidenskab er politik og ideologi hele tiden højst nærværende . Eksterne hensyn, skiftende politiske magtforhold og ideologiske konjunkturer har ofte infiltreret det der skulle være arenaen for den frie, kritiske tanke og den autonome forskning. Men bevægelsen har også ofte været modsat rettet: Samfundsvidenskabernes og historievidenskabens udvikling rummer talrige eksempler på forsøg på i videnskabens navn at påvirke det omgivende samfund.

Dette dobbelte forhold har ofte været ødelæggende for forskningen. Det har i mange tilfælde påvirket problemformuleringer, teori-generering og resultater, så hele forskningsprocesser er blevet skævdrejet derved. For at undgå skævridninger af forskningen har der dog også igen og igen internt i de videnskabelige samfund, og i en inspiration der går helt tilbage til Max Weber og David Hume, været gjort forsøg på netop at fastholde og respektere et skel mellem videnskab og politik.

Samtidig har forskere ud fra deres egne erfaringer og under inspiration af videnskabsteoretikere som Karl Popper, Thomas Kuhn , Imre Lakatos og Paul Feyerabend fremhævet værdien af netop pluralisme og meningsbrydning: Internt i de videnskabelige samfund er den vedvarende konfrontation af forskellige tilgange, teorier, opfattelser og forskningsresultater simpelthen helt central i den videnskabelige proces. Uenighed og strid, meningsforskelle, er ikke en ulykke, men tværtimod et vigtigt led i de pågældende videnskabers og de enkelte forskningsprogrammers udvikling.

Også denne grundnorm og praksis er imidlertid truet. Truslen mod den nødvendige videnskabelige pluralisme kommer vedvarende udefra, fra politikere, ideologer og mediefolk som ønsker stadig øget opbakning om i forvejen dominerende holdninger og opfattelser samt stiller krav om erhvervsorientering og umiddelbare nytte-resultater. Det er et pres, der er blevet stærkt øget gennem de senere år.

Men truslen mod den videnskabelige pluralisme kommer sandelig også indefra, fra forskere som ikke akcepterer en fortløbende meningsbrydning, idet de opfatter deres egen teori og tilgang som værende ufejlbarlig, eller fra forskere som sætter ideologiske budskaber højere end videnskabelighed og faglige normer, eller begge dele.

For at sikre videnskabens autonomi, forskningens optimale forløb samt den vitale fortløbende konfrontation af teorier, opfattelser og tilgange, har man i de videnskabelige samfund i tidens løb udviklet en række grundnormer, regler for hvad der er og hvad der ikke er god videnskab. I samfundsvidenskaberne og historievidenskaben kan man blandt andet identificere følgende grundnormer:

1) der må hos den pågældende forsker være i hvert fald elementer af kritisk selvrefleksion, ingen er ufejlbarlig

2) den pågældende forsker må seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser,

3) der må være et dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori som man så i øvrigt ikke så meget som prøver på at teste,

4) man må ikke fremme en ensidighed gennem selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik og

5) man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande.

Det kan nu påvises, at chefen for det nye koldkrigscenter, Bent Jensen , når det passer ham, simpelthen overtræder samtlige disse normer for god videnskabelig skik. Dette kan dokumenteres ud fra et af hans seneste hovedværker Gulag og Glemsel. Ruslands Tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede, København 2002, der da det udkom blev helt ovenud rost i medierne. Det er altså ikke et tilfældigt, marginalt værk i hans samlede produktion og det illustrerer tydeligt hans foretrukne form for videnskab.

For det første er hele den grundlæggende teorikonstruktion uargumenteret. Bent Jensen fremfører ikke nogen egentlig argumentation for sine grundteser og påstande. Han drøfter heller ikke, som det er god videnskabelig skik, sin egen grundtese og tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne motivere sit valg af tese og tilgang. Heller ikke i den videre fremstilling reflekterer Bent Jensen noget steds over eventuelle begrænsninger i sin tilgang, problemer der måtte være, eventuelle modifikationer han kunne overveje at foretage i sin overordnede teori og i sine grundpostulater. Han er ikke et øjeblik kritisk selvreflekterende i forhold til sit eget grundlag.

Han forholder sig heller ikke på noget tidspunkt seriøst til forskere med modstående tilgange, opfattelser og teorier. Det groveste eksempel her er, hans behandling af den såkaldte revisionistiske historieskrivning, der udgør hovedstammen i den nyere forskning på Ruslands/Sovjetunionens udvikling. I nogle kapitler fortier han helt revisionisternes forskningsresultater, fordi de ikke passer ind i hans teori, i andre afsnit sviner han dem til, idet han sammenligner dem med stalinister og neo-nazistiske historieskrivere ( se f.eks. side 26, side, 208, side 278, side 400, og side 402). Det drejer sig om internationalt førende forskere på feltet og tilsviningen er en skandale. Men Bent Jensen fører aldrig nogen seriøs diskussion med forskere, der har en anden opfattelse end ham selv. Han skælder dem ud. Han forvrider derved den nødvendige videnskabelige diskussion til en inkvisitorisk proces med ham selv som storinkvisitor og forskere med andre opfattelser end hans egen som vantro eller kættere som er under anklage.

Bent Jensen er sammenhængende hermed snævert forankret i én eneste tradition, nemlig den i dag så forældede og sønderkritiserede totalitarismeteoretiske tilgang og inden for denne er han yderligere snævert orienteret i retning af en rabiat højredrejet variant, der hylder en ideologisk determinisme. Alle andre forskningstilgange og teorier betragter han som direkte fjendtlige eller som skadelige, kætterske.

Bent Jensen er ikke blot selektiv og selvafskærmende i forhold til modstående teorier og kritikera. Han er også eensidig selektiv i relation til temaer og problemstillinger, som på nogen måde kunne rokke ved hans ensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en lille gruppe personers ideer. Hele Bent Jensens så højt roste fremstilling er som et slalomløb, hvor han hele tiden søger at styre uden om for hans grundtese besværlige data, emner, problemstillinger og teorier. Bent Jensen konfronterer i det hele taget aldrig sin teori med data, der kunne modsige eller modificere hans teori. Data er for Bent Jensen tydeligvis blot illustrationer til hans i forvejen udtænkte teori. Teorien har derved slet ikke karakter af en hypotese i videnskabelig forstand, men minder mere om en religiøs trossætning.

Dette understreges igen af det forhold, at Bent Jensen igen og igen sammenblander videnskabelige teorier og påstande og politiske udtalelser og proklamationer. Den moraliserende grundindstilling smitter også af på selve forklaringskonstruktionen. Forklaringen sker ud fra ondskab. Den russiske revolution og den følgende udvikling i Sovjetunionen forklares ud fra en ond ideologi –socialismen. Først gik alt godt i verden, så kom de onde og lavede ondskab, men historien endte godt til sidst, de onde tabte og de gode vandt. Og nu skal de stilles til regnskab. Og da de russiske aktører gennemgående er døde, skal den danske venstrefløj holde for. Hadet til denne er rodfæstet og styrende for Bent Jensens skriverier gennem årene.

Dette kom tydeligt frem i hans gennembrudsbog Stalinismen fascination og danske venstreintellektuelle fra 1984. Bogen giver et godt indblik i Bent Jensens verdensopfattelse, hans selvretfærdige moralisme og inkvisitoriske holdning. Bogen former sig som bekendt som en gennemgang af ca. 70-75 danske venstreorienterede intellektuelles udtalelser gennem årene fra ca midten af 1920’erne frem til 1970’erne. Alle nævnes ved navne og hænges ud til offentlig beskuelse idet de tilbagevendende karakteriseres som dumme, forblindede, fanatiske, naive, dobbelttænkende og umoralske. I en senere udgave er bogen endda blevet illustreret, så læserne på den måde bliver præsenteret for et slags politisk forbryderalbum. I dag hænger Bent Jensen så endnu en gang en politisk modstander ud til offentlig spot og spe.

Bent Jensen fremhæver selv i bogen fra 1984 at der ikke er tale om nogen sociologisk undersøgelse ( p 10). Man kan konstatere, at det heller ikke drejer sig om nogen historisk analyse. Fremstillingen af de danske venstre-intellektuelle er ikke søgt sat ind i en videre historisk sammenhæng. Tværtimod afviser han udtrykkeligt en sådan tilgang ( pp 169-172) . ”Det er ikke de faktiske omstændigheder i 1930’erne, der kan forklare stalinismens fascination”, hævder han ( p 172). Bent Jensen mener endda at kunne afvise tesen om 30’erne som en særlig krise- og konfliktpræget periode, noget som nok vil vække opsigt blandt de fleste historikere.

Deraf følger også Bent Jensens generelle forklaring på kommunismen. Den er ikke sociologisk, ejheller genuint historisk. Den er psykologiserede og moraliserende. Konsekvenserne af en sådan opfattelse og forklaring er i sandhed forbløffende: Kommunismens forskellige styrke i de forskellige europæiske lande og regioner samt variationer heri over tid må så åbenbart ”forklares” ud fra variationer i rene psykologiske karakteristika eller ved ”det ondes” ekspansion eller sammentrækning.

Den eneste forklaring Bent Jensen fremfører på et helt samfunds udvikling i det 20’ende århundrede samt på udviklingen af en af det 20’ende århundredes markante politiske strømninger er den nævnte psykologiserende og dæmoniserende. Dette er åbenbart den eneste forklaringstype Bent Jensen magter, eller rettere sagt er interesseret i. Han er nemlig primært moralist. Den videnskabelige forklaring antager hos ham karakter af en dæmonologi, og hans egen frelste holdning og monumentale selvretfærdighed får gang på gang lov til at dominere den videnskabelige fremstilling. Og undervejs skifter han hele tiden rolle mellem forsker, når det giver pote i argumentationen eller når han glemmer sin hellige mission, og rollen som storinkvisitor, når han kommer i tanke om sin mission og når den rolle er opportun.

Og så er vi tilbage i det aktuelle nu. Det er lige præcis den sidstnævnte rolle Bent Jensen er blevet udpeget til i dag: statsbetalt storinkvisitor, bakket op med larmende begejstring fra hele flokken af rygklappere, disciple og politiske tilhængere og skubbet frem - trods modstand fra forskere på feltet - af politiske venner og magthavere. Dette er religionskrig i et ellers udviklet samfund midt i det 21 århundrede. De rettroende mod de vantro og kætterne. Og derfor kommer vi naturligvis også til at opleve en heksejagt. Og under alt dette er videnskabens autonomi, som følge af et samspil mellem magtfulde politikeres indblanding og manipulationer på den ene side og en selvretfærdig, hadefuld moralist og religiøst politisk fanatiker på den anden side, gået fløjten.

debat@informaition.dk

Curt Sørensen er professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Curt Sørensen har desuden anmeldt Bent Jensens 'Gulag og Glemsel' i tidskriftet Arbejderhistorie, nr. 4, 2004 (tilgængelig på netmagasinet historienu.dk)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her