Læsetid: 5 min.

Videnskaben på barrikaderne

Forskningen er mangfoldig og bør derfor ikke udelukkende (men også) være samfunds- og erhvervsnyttig. Fremkomsten af dansk forskningspolitik efter Anden Verdenskrig viser, at koblingen mellem samfundsnytte og forskningsfrihed ikke altid er uproblematisk. I dag ser vi et øget fokus på smal samfundsnytte forstået som industriel innovation og faktura-forskning
26. april 2006

Forskning er fremtiden. I lyset af faldende forsknings-bevillinger lover regeringen at investere yderligere 11 milliarder i forskning i de kommende år. Målet er at nå Barcelona-målsætningen, som siger, at staten skal bruge mindst én procent af BNP på forskning i 2010. En stor af del af pengene skal gå til højt-profilerede forskningsområder som IT, bio og nano. Forskningen skal helst kunne bruges til industriel udvikling af liv, kommunikation og teknologi.

Forskningspolitik vil altid være en fin balancegang mellem forskningens frihed og ansvar. Belært af historiske erfaringer er vi dog skeptiske over for den stærke målretning af forskning til snævre, dagsaktuelle og politisk definerede krav om industriel anvendelse. Hvis man studerer naturvidenskabens nyere historie i Danmark, står det klart, at forskning ikke altid giver afkast i den retning, som det blev forventet.

Spørgsmålet er, om ikke den historiske udvikling bag vores aktuelle forsknings-politik har gjort, at vi i dag overvurderer forskningens (med)ansvar for samfundsudviklingen? Måske er koblingen mellem forskningens frihed og samfundsnytte mere kompliceret, end den i dag kommer til udtryk i dansk forskningspolitik?

Den proaktive danske forskningspolitik, som vi kender den, tog først langsomt form efter Anden Verdenskrig. Startskuddet lød 2. februar 1951, da vrede videnskabsfolk anført af rektorerne for landets højere lære-anstalter gik i demonstrationsoptog gennem Københavns gader.

Demonstrationen var nøje planlagt og kulminationen på en større kampagne mod "videnskabens proletarisering", som en af tidens førende videnskabsjournalister Børge Michelsen kaldte det. Michelsen og med ham de fleste videnskabsfolk frygtede, at dansk videnskab var ved at gå bag af dansen i forhold til udlandet. Landets økonomiske problemer kunne kun klares, mente de, hvis politikerne fik øjnene op for forskningens store samfundsmæssige betydning og investerede mere i forskning.

Forskning var sekundært

Situationen i 1951 var den, at staten ikke interesserede sig synderligt for videnskabelig forskning. Set fra statens synspunkt fungerede universiteterne som udklækningsanstalter for kandidater. Undervisning var det primære, forskning sekundært, og formidling en fritidsinteresse. Midlerne til dansk forskning var indtil da hovedsagligt kommet fra store private fonde som Carlsbergfondet, Rockefeller Foundation m.fl. Den høje inflation under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig havde dog gjort sit til at mindske forskningsbidragene herfra.

Da videnskaben gik på barrikaderne i 1951, var det først og fremmest for at gøre opmærksom på forskningens økonomiske problemer. Grunden var allerede blevet lagt i tiden op til demonstrationen. Børge Michelsen berettede om danske forskere, der levede af vandgrød og knap nok havde til dagen og vejen. Niels Bohr, fortaleren for dansk videnskab par excellence, supplerede i en radiotale med sit råd til danske politikere om at støtte dansk forskning, dersom landet "ikke hurtigt skulle blive ladt tilbage".

Bohrs tale afslørede også den bagvedliggende præmis for videnskabens krav om flere penge: Forskning udgør grundlaget for samfundets materielle og sociale udvikling, og den fredelige anvendelse af forskningen er derfor en samfundsmæssig nødvendighed. Efter Anden Verdenskrig, hvor alle med udviklingen af atombomben havde set, hvad videnskaben var i stand til, var der ikke mange, der kunne modsige Bohr og de andre videnskabsfolk.

Reaktionerne lod da heller ikke vente på sig. Året efter så Statens almindelige Videnskabsfond dagens lys. Fonden uddelte årligt to millioner kroner eller lige så meget som Carlsbergfondet, og den fik derfor hurtigt tilnavnet Statens Carlsbergfond. Ved behandlingen af lovforslaget om fonden diskuterede Folketingets politikere især spørgsmålet om, hvem der skulle fordele midlerne: politikere og embedsmænd eller videnskaben selv.

Den konservative undervisningsminister Flemming Hvidberg gjorde sig til fortaler for videnskabens frihed til at råde egenhændigt over midlerne, mens oppositionen anført af socialdemokraten Julius Bomholt ønskede større kontrol med fonden og med videnskaben. Til debat var videnskabens peer review - altså ideen om, at kvalitets- og ressourcebeslutninger på videnskabens område træffes bedst af videnskaben selv.

Styring i Sovjetunionen

Tiden gjorde, at diskussionerne faldt ud til fordel for videnskabens autonomi. Med udbruddet af den kolde krig var det blevet sværere og sværere at indtage det modsatte synspunkt, i hvert fald i Vesten. I Sovjetunionen havde man set politisk forskningsstyring af den værste skuffe, da biologen Trofim Lysenko blev sat i spidsen for et politisk motiveret, men videnskabeligt set udueligt, planteforædlingsprogram. Al anden biologi var i mange år ikke alene bandlyst, men også livsfarligt for de sovjetiske forskere, der udfordrede Lysenkos program. Verden over blev forskningsstyring derfor tæt koblet til kommunistisk planøkonomi.

Fordelingen af midler fra Statens almindelige Videnskabsfond blev derfor overladt til faglige kommissioner bestående af videnskabsfolk. Bevillinger foregik på baggrund af konkrete ansøgninger og en overordnet fordelingsnøgle mellem de forskellige fagområder. Resultatet var et stærkt hierarkisk-elitært bevillingssystem, hvor den politisk-videnskabelige top i realiteten bestemte hvem og hvad, der skulle have forskningspenge.

Da Socialdemokratiet genvandt regeringsmagten i 1953, valgte man at fastholde samme model for de statslige forskningsbevillinger. Det samme gjaldt, da staten gik ind i sit første større strategiske forskningsprogram med oprettelsen af Atomforsøgsanlæg Risø, det nuværende Forskningscenter Risø, hvis oprindelige formål var at virke "til fremme af atomenergiens fredelige udnyttelse til samfundets tarv".

Netop Risøs historie viser, at det kan være svært at blande forskningsfrihed med samfundets tarv. Forskerne på Risø havde meget frie hænder. For eksempel udarbejdede Risøs første ledelse ikke engang en detaljeret, strategisk plan for forskningsarbejdet, hvilket kan virke højst besynderligt i dag. Men sådan var tiden.

Den anvendelsesorienterede atomreaktorforskning kørte derfor ud af et sidespor og fik meget ringe praktisk betydning. Måske var den fejlslagne reaktorforskning på Risø ligefrem med til at bestyrke den senere folkelige modstand mod a-kraft, stik mod hensigterne. Erfaringerne fra Risø viser hvert fald, at grundforskning ikke umiddelbart kan omsættes til anvendelse i samfundet, hvis ikke kommunikationen mellem forskerne og de reelle brugere af forskningsresultaterne er til stede. Sammenhængen mellem forskningsfrihed og samfundsnytte er stadig grundlaget for det danske forskningssystem. Dog bliver en stadigt stigende del af de samlede forskningsbevillinger brugt til store strategiske satsninger. Alt andet lige giver sådanne satsninger forholdsvis mere samfundsnytte, dog ofte af en meget specifik karakter.

Svært at gøre op

Som videnskabshistorikere vil vi gerne hylde såvel forskningsfrihed som samfundsnytte. Men vi vil samtidig påpege, at det kan være svært at præcisere, hvad samfundet får ud af at investere i videnskab og forskning. Selv hvisvi sidestiller samfundsnytte med industriel innovation, er det dybt problematisk at forsøge at gøre udbyttet op i kroner og øre.

Udover en vis portion frihed bygger forskningsverden også på solid mangfoldighed. Det betyder, at man aldrig vil kunne skære al forskning over en kam. Hvis vi virkelig skal kunne værdsætte, hvad det er, forskning gør for samfundet, er vi nødt til at bruge en række forskellige slags kvalitetsmål. Samtidig er vi nødt til at forlade ideen om absolut forskningsfrihed og i stedet opfinde forskellige ledelsesmodeller til forskellige slags forskning.

Med det kraftige nuværende politiske fokus på industriel anvendelse risikerer vi en ensretning af samfundets forskningsopfattelse. Hvis vi en skønne dag igen ser videnskabsfolk gå på barrikaderne, kan det muligvis være for at hævde videnskabernes mangfoldighed og brede samfundsmæssige betydning.

Kristian H. Nielsen og Henry Nielsen er hhv. adjunkt og lektor i videnskabshistorie ved Steno Instituttet, Aarhus Universitet. De har redigeret og skrevet fjerde og sidste bind af værket Dansk Naturvidenskabs Historie, som udkommer på Aarhus Universitetsforlag 11. maj 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu