Engang var det god latin ikke at sammenblande videnskabelig forskning og politik. Gennem mere end 100 år var forholdet mellem stat og universitet således reguleret af en art implicit pagt, der sagde, at uni-versiteterne fik sikret deres autonomi mod, at de leverede grundforskning og uddannelser som et offentligt gode, der i princippet var tilgængeligt for alle.
Forestillingen om den videnskabelige forsknings renhed og uafhængighed af politiske og økonomiske interesser har formodentlig altid været en fiktion. Ikke desto mindre er den stadig kodificeret i den nuværende universitetslov fra 2003, hvor det jo står, at det stadig er universiteternes pligt at værne om forskningsfriheden. Med den voksende betydning af forskning og uddannelse i efterkrigstiden har bestræbelser på at politisere videnskab og forskning været et tilbagevendende fænomen.
Påvisningen af, hvor og hvordan politiske og økonomiske interesser, trods alle forestillinger om videnskabens neutralitet og værdifrihed, alligevel spillede ind, var en af 60'ernes og 70'ernes positivisme og ideologikritikkens for-tjenester. I lyset af denne kritik kunne man dengang så en-ten fastholde den ideale forestilling om den rene upartiske og værdifrie videnskab eller slå til lyd for en alternativ 'politisering af videnskaben' under paroler som 'forskning for folket - ikke for profitten'.
Alt dette virker unægtelig fjernt og antikveret i lyset af det aktuelle mantra, hvor det handler om den kortest mulige vej 'Fra forskning til faktura'. Denne parole står som den foreløbige kulmination af årtiers bestræbelser på sys-tematisk at politisere og økonomisere forskningen.
At der i og med den aktuelle forsknings- og uddannel-sespolitik også bedrives videnspolitik kan de færreste i dag være i tvivl om, hvorfor termen da også begynder at dukke op nu og da i den offentlige debat.
Blot bedrives videnspolitik i dag mere fordækt og ikke længere kun i den ovenfor nævnte snævre betydning. For videnspolitik handler ikke blot om prognoser og planlæg-ning af den fremtidige vidensproduktion, men mere prin-cipielt om den politiske promovering af bestemte videns-normer og idealer og dermed om forholdet mellem viden og værdi. Videnspolitik er derfor en integral del af såvel forsknings som uddannelses- og erhvervspolitikken. Som kategori udtrykker den det grundvilkår, at vores forhold til og forståelse af viden har ændret sig, og at de traditionelle vidensnormer og hierarkier i takt med transformationen af vore samfund til vidensamfund baseret på vidensøkonomi-er er brudt sammen. Videnspolitikken er derfor en central, men overset del af værdikampen, hvor kampen står om, hvilke vidensformer og normer, der samfundsmæssigt kan gøres gældende. Det handler ikke længere om begrundelser og kriterier for videnskabelig viden, men om de sociale (politiske, økonomiske, kulturelle etc.) acceptregler for, hvad der kan bestemmes som og cirkulere som viden.
I koret af aktuelle bindestregsbegreber med viden (vi-denssamfund, vidensøkonomi, vidensdeling, videnskapital, vidensmedarbejder, vidensledelse, vidensregnskaber etc.) er det sigende, at udtrykket videnspolitik glimrer ved sit fravær. Grundtonen i den herskende vidensretorik er øko-nomisk og afspejler, at den hegemoniske tendens i den aktuelle videnspolitik er bestræbelsen på at privatisere, patentere, kommercialisere, 'konkurrenceudsætte' etc. - kort sagt at økonomisere produktionen, fordelingen og kon-sumtionen af viden i samfundet. Viden - der i sin grund-form principielt er 'kommunistisk' al den stund, der ligesom med kærlighed bliver mere af den jo mere man deler - skal gøres til en knap ressource, der kan økonomi-seres.
Tiden må derfor være inde til en modpolitisering af samfundets vidensforvaltning, startende med eksplicitering af den herskende og enerådende økonomistiske videnspolitik.
Der er brug for at åbne nye fronter på den videnspolitiske slagmark, f.eks. en front, hvor der også kæmpes for en demokratisering af viden som et offentligt gode til gavn for alle.
Jens Erik Kristensen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet
