Læsetid: 6 min.

Videnssamfundets korttidshukommelse

Der hersker en historieløs begejstring for videnssamfundet i medier og blandt politikere, erhvervsfolk og forskere, og nyhedsretorikken overblænder ofte en saglig kritisk bevidsthed. I stedet er det nødvendigt at se på udviklingen fra 1800-tallet frem til i dag for at kunne forstå, hvad der er nyt i videnssamfundet
26. maj 2006

Hvad er et vidensamfund? Prøv at stille spørgsmålet til en politiker. Hvis du er heldig, får du et svar. Under alle omstændigheder får du at vide, at vi er nødt til at tage videnssamfundet alvorligt. Meget alvorligt. At det er vores eneste chance for global overlevelse. Det er det vigtigste. Vigtigere end at vide, hvad vi taler om.

Det er det samme budskab, vi hører fra alle stemmer i medierne, fra Folketingets talerstol og fra erhvervslivets repræsentanter. Der er heller ingen tvivl om, at det er rigtigt. Videnssamfundet skal tages alvorligt. Vi er nødt til at satse på forskning og udvikling. Det gør alle de andre, alle verdensøkonomiens handelspartnere, vores gode venner, der samtidig er vores konkurrenter. Spørgsmålet er, om det er nyt?

Før vi kan svare på det, er vi nødt til at se på, hvad der karakteriserer videnssamfundet:

Først og fremmest bliver viden set som markedets vigtigste ressource. Derfor er den moderne, fremtidssikrede arbejdsform vidensarbejde og den kompetente, omstillingsparate arbejder indstillet på livslang læring, hun er vidensarbejder.

Men den viden alle taler om, den skal selvfølgelig komme et sted fra. Den skal være kvalificeret og den skal kunne omsættes både i praksis og i kapital. Her kommer forskning og udvikling ind.

Forskning bliver i sammenhæng med videnssamfundet betegnet som post-akademisk videnskab. Den klassiske akademiske videnskab er styret af den gamle universitetsideologi, der som udgangspunkt går ud fra, at forskning er en fri og uafhængig aktivitet. Her er universiteterne de vigtigste aktører. I den post-akademiske videnskab derimod - i det videnskabelige paradigme vi lever i nu - der hænger det hele sammen. Der er ingen privilegerede centre for produktion, inspiration og ikke mindst salg af videnskabelig viden.

Markedspres på forskere

Det betyder, at vi er nødt til at tage hensyn til langt flere aktører, når vi taler om post-akademisk videnskab. Mediernes mere eller mindre tilfældige fokus på mere eller mindre virkelige løsninger på eksempelvis al fremtids energiforsyning eller mulig fare ved nye teknologier, ja, det er vi nødt til at tage alvorligt. Vi ved, at det spiller en afgørende rolle i den videnspolitik, der bliver ført. Folkelig modstand på baggrund af for eksempel etiske overvejelser kan pludselig bremse eller direkte forhindre, at vi går bestemte videnskabelige veje. Økonomiske interesser kan presse visse forskningsområder igennem på bekostning af anden lovende forskning.

Det er den akademiske virkelighed i videnssamfundet. Og dét er vi som forskere nødt til at tage alvorligt.

Men der er mere end det. De mange aktører og mange interesser, der tilsammen er med til at præge videnskabernes retning og resultater, de er også med til at præge vores begreb om videnskab. Videnskab og teknologi smelter sammen i laboratorierne, i forskningsfinansieringen og i medierne. Forskellene mellem videnskab og teknologi bliver udviskede i forskernes hjerner, i den offentlige bevidsthed, i politikernes tale og i erhvervslivets vidensøkonomi.

I moderne naturvidenskabelig forskning giver det ikke længere mening at insistere på videnskabens uafhængighed fra hverken teknologi, penge, politik, medier og erhvervsinteresser. Man er ikke alene på banen. Man har ikke særlige privilegier, der freder en. Man er en medspiller. Og som forsker er man nødt til at indse det for overhovedet at spille spillet om forskningsmidler, der paradoksalt nok i dag er den mest lovende vej til akademisk frihed.

Og så er vi tilbage til spørgsmålet: Er det nyt?

Fejret fri grundforskning

Vi har brugt 1900-tallet på at sige, at der var forskel på videnskab og teknologi, og skelne mellem grundforskning og anvendt forskning. Det har der været mange vigtige grunde til.

Det er uomtvisteligt, at grundforskning har givet os en lang række uventede resultater, der har været både nyttige og bragt vores erkendelse videre. Men vi er nødt til samtidig at erkende, at forskningsverdenen ikke har været fri for interesser, der har gået på kryds og tværs i akademiske, politiske og økonomiske sammenhænge. Det gælder også den fejrede, såkaldte frie grundforskning.

Vi har erkendt, at i den post-akademiske videnskab og videnssamfundets vidensøkonomi er grænserne mellem videnskab og teknologi, mellem grundforskning og anvendt forskning vanskelige at opretholde. Vi mangler erkendelsen af, at sådan har det været længe.

Lad os tage et godt langt kig tilbage til 1800-tallet. Her blev der ikke skelnet på samme måde mellem videnskab og teknologi. Det betød for videnskabsfolk, politikere, erhvervsfolk, folkeoplysere og almindelige danskere, at betydning og praksis smeltede sammen i en større videnskabs- og samfundsforståelse.

Et eksempel fra denne periode er Julius Thomsen, der i 1884 slog fast, at "Vort Aarhundrede er Naturvidenskabens Tidsalder".

Thomsen var professor i kemi, industrimand i den lovende danske kryolit-fabrikation, politiker, tidsskriftsredaktør og direktør for Polyteknisk Læreanstalt. Han deltog med andre ord aktivt og engageret i den videnskabelige verden, det politiske liv, erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesadministrationen samt arbejdede for at formidle og udbringe den videnskabelige viden. For Thomsen hang forskning, udvikling og anvendelse sammen, videnskab og teknologi var integreret. Han var med andre ord inkarnationen af videnssamfundets optimerede, tværfaglige, vidtfavnende, omstillingsparate aktør. Når man ser bort fra det faktum, at han levede i 1800-tallet.

Historien gentager sig

Den vigtige lære er, at Julius Thomsen ikke var alene. Naturvidenskab og teknologi smeltede sammen i Danmarks videnskabelige bevidsthed i denne periode. Det er et andet billede af videnskab og teknologi, vi har i dag. Men sammenhængen, optimismen og den ukuelige drivkraft er vigtige elementer for at komme til forståelse af videnskabsforståelsen og den videnskabelige selvopfattelse. Der var fuld damp på alle kedler - bogstaveligt og i overført betydning.

Måske har vi bare brugt 1900-tallet til at skille tingene så meget ad i vores hoveder, at vi nu tror, vi står i en fundamental ny situation. Når vi ser nærmere på selvopfattelsen, argumenterne og det praktiske arbejde, så er den mest åbenlyse forskel måske blot, at vi i dag ikke længere anvender damp som den centrale drivkraft.

I stærkt specialiserede historiediscipliner for henholdsvis studiet af naturvidenskab og teknologi har man gennem den sidste halvdel af 1900-tallet holdt de to ting skarpt adskilte. Naturvidenskaben blev studeret af et hold historiske specialister, teknologien af et andet. Det har desværre skygget for de mange sammenhænge og giver derfor alt for stor støtte til nyhedsretorikken, der omgærder videnssamfundet.

Når vi som forskere - sociologer, antropologer, historikere og samfundsforskere - forsøger at forstå, hvad det er for en verden, vi lever i, hvordan samfund, kultur, religion, videnskab, politik og økonomi spiller sammen, kan det være svært at undgå de præmisser som medier, erhvervsliv og politikere sætter. Sådan har det altid været. Men det har også altid været sådan, at hvis videnskaben skal have en chance som kritisk analyse og modspil til sin egen tid, så må man hæve sig over det.

Vi bliver næsten tvunget ind i nyhedsretorikken i forbindelse med videnssamfundet. Vi er en del af vores verden og vores tid. Det kan vi ikke undslippe. På den anden side, er det nødvendigt, at vi fortsat insisterer på den akademiske distance til de hurtige medievinde, de smarte politiske slogans og de erhvervsrettede markedsføringstricks. Det er den store udfordring for samfunds-, kultur-, videnskabs- og teknologiforskningen. Vi er en del af vores tid, og vi er samtidig nødt til at holde den i armslængde fra kroppen.

Her er historien vigtig. Den viser, at mange af de ting vi reklamerer med i videnssamfundet, har været med os længe. Rigtig længe. Handler det så bare om, at vi skal have hævet det historiske dannelsesniveau hos journalister, politikere og erhvervsfolk? Nej, der er flere og vigtigere ting på spil. Vi kan lære af, hvordan man tidligere har håndteret lignende problemstillinger, hvilke gode og hvilke mindre gode beslutninger, man tog.

Vi kan lære af vores erfaringer - ikke bare dem fra sidste uge. Vi kan lære af historien. Vi spilder alt for megen tid, hvis vi ikke gør det.

Det hører med til et vidensamfund.

Peter C. Kjærgaard er lektor, ph.d., på Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet og desuden redaktør af 'Lys over Landet - Dansk Naturvidenskabs Historie 1850-1920', bind 3, der udkom den 11. maj på Aarhus Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her