Læsetid: 5 min.

Videokunst er også kunst

I Danmark, hvor man har svært ved at acceptere, at video er et kunsterisk medie, siger kunstner Eva Koch, som repræsenterer Danmark på Venedig Biennalen med en videoinstallation
13. juni 2005

VENEDIG - Under den sidste Venedig Biennale i 2003 havde Eva Koch sin interaktive videoinstallation Villar i et stort roligt rum midt i det støjende forvirrede Arsenale. Værket fik meget ros og opmærksomhed, og i år er Eva Koch igen blevet valgt til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen med en videoinstallation.

Videoinstalllationen vises på den danske pavillion i det skyggefulde udstillingsområde Giardinii udkanten af Venedig. I Giardini har hvert land sin pavillion. Desuden er der en stor kurateret udstilling på Arsenale, hvor en stor del af Venedigs berømte flåde blev bygget i Renæssancen. Desuden er der kuraterede udstillinger på den italienske pavillion og på mindre udstillingssteder rundt omkring i byen, og mange af de mindre lande og lande, der er kommet til de senere år, lejer sig ind rundt omkring i byen.

For fire år siden var der for eksempel en meget interessant afrikansk udstilling i Byrons gamle værelse i Venedig, og for to år siden var vinderen fra Luxemburg også i små lokaler ude i byen.

I år har Danmark valgt at satse på videokunst, og har valgt sesks videonkunstnere, der dog ikke alle har valgt at lave videokunt til pavillionen. Om det siger Eva Koch :

"Det er fantastisk, at man fokuserer på videokunsten - vi har brug for deti Danmark, hvor man har svært ved at acceptere, at video er et kunsterisk medie på lige fod med olie og sten. Der er ganske få museer i Danmark, der har faciliteter til at vise videokunst - ud over Statens Museum for Kunst og Aros," siger hun.

Mest kende i udlandet

"Jeg oplever ikke nogen særlig efterspørgsel på mine videoer i Danmark, de er blevet vist meget oftere i udlandet. Hvordan skal publikum - eller for den sags skyld told og skat - forstå, at video er kunst, når museerne ikke ser det som sin fornemste opgave at vise aktuel kunst. Jeg fik fornylig en dommerkendelse på, at video ikke er kunst. Det blev kategoriseret som film - hvilket for alle danske videokunstnere betyder, at de ikke kan få glæde af kunstnermomsen på fem procent, men skal betale fulde 25 procent som al anden kommerciel vare" siger Eva Koch.

Som de fleste andre af Eva Kochs videoinstallationer, tager også installationen til biennalen i år -Approach - udgangspunkt i det, der bliver udtrykt i mellemrummet mellem to ting, der er konkrete. Det er et gennemgående tema i hendes værker.

I videoinstallationen Blue fra 1992 udstillede Eva Koch tre videoskærme; en med en blå himmel, en med et blåt hav, og i midten skærmens blå prøvefarve. Hvor det midt imellem tager farve af og sætter sit præg på det omgivende, et mellemrum, der samtidig bliver en ramme for det, vi forstår, og et mellemrum, som det konkrete forsvinder i, så vi mister orienteringen og må finde den igen gennem værket.

I The Crowd fra 1997 står tilskueren mellem tre videoskærme, der viser menneskemægder fra Jerusalem, Bombay og Hong Kong, som haster forbi, indtil nogle af dem pludselig standser op og ser på tilskueren, for så at haste videre igen. I Villar, som blev vist på Arsenale i 2003, og senere i Stockholm og Madrid, bliver der fortalt en historie om et barn, der bliver bortadopteret under Anden Verdenskrig uden moderens vidende. Det er en interaktiv fortælling, hvor tilskueren kan vælge, hvem af fortællerne, der skal fortælle deres version af historien, alt sammen på baggrund af et knastørt, sydspansk landskab. Også her opstår historien i mellemrummet mellem de enkelte fortællinger, og tilskueren stykker den overordnede historie sammen af de mange subjektive fortællinger, så tilskueren bliver aktivt lyttende og seende.

Det er det samme emne, dette års biennaleværk Approach kredser om. Teksten til installationen er hentet fra Dantes Guddommelige Komedie, fra de første 13 vers af Paradiset, hvor Dante, efter at have været igennem både Helvede og skærsild er ankommet til Paradis. Han beder indtrængende til Apollon, den græske gud for poesien, og til Apollons muser på Parnasset, om at få styrke og hukommelse til at fastholde indtrykket af Paradis længe nok til, at han kan nå at skrive sit digt.

Ords visuelle magt

Om teksten siger Eva Koch:

"Jeg genkender fornemmelsen fra morgener, hvor jeg forsøger at fastholdemin drøm længe nok til at skrive den ned. Dante formulerer noget, vi alle fornemmer og kender, og en af grundene til at han bliver ved at leve, er, at han rammer en nerve, der gælder til alle tider og som er almen. Teksten er svær at gengive. Den er kompliceret, tæt, har mange lag og henvisninger til fortidige og samtidige kendsgerninger. Men altså også til menneskelige erfaringer igennem alle tider - og på den måde også til vor tid." Når man står over for Eva Kochs videoer, er det bemærkelsesværdigt, at de mennesker man ser, har nogenlunde samme fysiske størrelse som én selv, hvad der giver mulighed for at forholde sig til dem, som var de mennesker, man kunne tale med. Dette understreger Eva Koch yderligere ved at arbejde med projektioner frem for monitorer i fremvisningen.

De døve i Approach taler på deres sprog, som opfattes med øjnene, mens ørerne hører de engelske vers fra Dantes paradis.

Eva Koch har valgt de to sprog ud fra tanken, at engelsk er et sprog, de fleste besøgende på biennalen forstår, og tegnsprog går ikke ind over lyden af det engelske og forstyrrer, men er dog samtidig et fuldgyldigt, komplet sprog, som desuden er meget smukt at se på. Det giver mulighed for at fokusere på både den visuelle og auditive betydning af ordene, samtidig med at de fleste vil opfatte tegnsproget unikt og skabe egne betydninger.

Et spejl for sig selv

"Det er som at sætte et spejl op for sig selv," siger Eva Koch.

"Når man hører et udsagn, tolker man det ofte umiddelbart og farver det, alt efter hvem man er, og hvilken baggrund man har. Så i værket ligger også en kritik af den måde, vi oplever vores omverden på - vi stiller måske ikke altid så ofte spørgsmålstegn ved, hvordan vi selv opfatter vores omverden, men oftere til hvordan andre opfatter den. Nogle gange misforstår vi også hinanden - hvem har ikke prøvet at skændes om den egentlige mening med det, der er blevet sagt. Hvor det den anden har hørt, og det man selv har sagt opleves helt forskelligt," siger hun

Men mellemrummet er også at være på vej fra et sted til et andet. At befinde sig mellem sprog; som alle besøgende på Venedig Biennalen vil opleve. Det er en særlig og inciterende oplevelse at gå fra pavillion til pavillion omgivet af et mylder af nationalsprog, og opleve kunst fra hele verden samlet lettilgængeligt på ét sted. Med masser af mellemrum at falde i.

kultur@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu