Læsetid: 3 min.

Vidne til historien

Den polske reporter Ryszard Kapuscinski var den fremmeste repræsentant for en fornem reportagejournalistik, der har trange kår - han blev 74 år
25. januar 2007

Ryszard Kapuscinski var reportagens mester, slet og ret - utrættelig drog han fra det ene brændpunkt til det andet. Han rapporterede som journalist og som forfatter -og hans engagement og åbenlyse litterære evner står i skærende kontrast til den hygge- og petitjournalistik, der præger store dele af det danske mediebillede i dag. I en tid, hvor der i presselandskabet nærmest konkurreres om, hvor kort tid avislæsning kan tage, hvor verdens brændpunkter formidles i telegramform, og hvor midlerne ikke er til at sende skribenter ud på længere rejser, er der al mulig grund til at mindes og genlæse Kapuscinkis fremragende værk.

Den rastløshed og nysgerrighed, der drev ham verden rundt, gjorde ham vidne til 27 kup og revolutioner, og han selv blev dømt til døden ikke mindre end fire gange.

Han efterlader en enorm produktion, i første omgang som korrespondent for det polske nyhedsbureau PAP og en række polske og internationale medier. Og i anden omgang en bogproduktion, der placerer ham blandt de allerbedste. Ikke blot inden for den journalistiske genre, men i litteraturhistorien overhovedet.

Kulturens oversætter

Hos Kapuscinski handlede det om at forstå 'den anden'. Han søgte det fordomsfri møde med det fremmede, men var sig sin egen rolle fuldt bevidst. Reporteren er og kan ikke være en anonym iagttager, men må altid tilstræbe en åbenhed over for de situationer og de mennesker, han støder ind i.

Som han sagde ved uddelingen af reportageprisen Lettre-Ulysses-Award for nogle få år siden:

"Det er åbenlyst, hvilket ansvar der er forbundet med vores arbejde - reportagen. I udøvelsen af vores hverv er vi ikke blot mennesker med viljen til at skrive, vi er også en slags missionærer, budbringere og oversættere. Vi oversætter ikke fra ét sprog til et andet, men fra én kultur til en anden for at gøre dem gensidigt lettere forståelige og dermed bringe dem tættere på hinanden, måske sågar venligere over for hinanden."

Kapuscinskis produktion er drevet af en nysgerrighed over for verden - der tåler sammenligning med hans største idol, verdens første reporter, Herodot. Mere samtidigt er Kapuscinski litterært i familie sin gode ven og kollega, danske Jan Stage. Begge var de konstant undervejs, på vej mod nye virkeligheder og nye mennesker, på den rejse, der også var livet selv.

Med et andet Kapuscinski-citat:

"Man skal modnes til at rejse. For rejserne er mere end at flytte sig fra sted til sted, mere end turisme (i virkeligheden har turismens udvikling, der førte til omsætning af enhver værdi til massemålestok, gjort rejsens helligdom til noget banalt og vulgært). En rejse er en frugtbar oplevelse af verden, en fordybelse i dens hemmeligheder og sandheder og søgen efter svar på de spørgsmål, som den stiller. En sådan opfattelse af det at rejse er en eftertanke, er en filosofisk indstilling."

Verdenslitteratur

Enkelte af Kapuscinskis værker findes også på dansk; blandt andet Imperiet, om Sovjetunionens sammenbrud, Kejseren, om Haile Selassies fald, og Fodboldkrigen, om krigen mellem Honduras og El Salvador. Disse bøger er verdenslitteratur i egentlig forstand. Verdens- fordi de handler om den virkelighed, vi alle mere eller mindre direkte er en del af, og -litteratur, fordi de har æstetiske kvaliteter, der er uomtvistelige.

Nobel-kandidat

Kapuscinski ville i år være fyldt 75 - og det kan ærgre, at han ikke nåede at få Nobelprisen med. Sidste år var han en seriøs kandidat til verdens mest prestigefyldte litterære pris - og det havde været en fornem markering af, at virkelighedens litteratur, når den er bedst, sagtens kan måle sig med den skønlitteratur, den ellers står i skyggen af.

Nu får han den ikke, Nobelprisen, men reportagerne og bøgerne står som vidnesbyrd om en stor forfatter og et dramatisk århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her