Læsetid: 3 min.

Vidovdan 2001

30. juni 2001

Vidovdan betyder på serbokroatisk St. Veits dag. Det er den 28. juni efter moderne kalender. Det er en skæbnedag i serbisk historie. Og det er en skæbnedag i Slobodan Milosevic’ liv. Vidovdan 1989 stod Milosevic på magtens tinde – på slagmarken for serbernes berømte nederlag til tyrkerne på Kosovo-sletten nøjagtig 600 år tidligere – og lovede mellem en og to millioner serbere, der var samlet foran ham, at noget lignende ikke skulle ske for dem igen. Jugoslavien ville blive bevaret, om nødvendigt med våbenmagt. Nøjagtig 12 år senere skete det stik modsatte: Milosevic blev udleveret til international retsforfølgelse i Haag efter at have sat ikke blot det gamle Jugoslavien fra Titos dage over styr, men også det Kosovo, han ville sikre mod løsrivelse fra Serbien, hvorfor han i marts 1989 ved et kup havde frataget provinsen dens albansk-dominerede hjemmestyre. Talen for 12 år siden fik en skæbnesvanger virkning. Den styrkede mistilliden til Milosevic og serberne ikke mindst hos slovenerne og kroaterne, som to år senere erklærede sig for udmeldt af Jugoslavien, den 25. juni 1991.
Siden da er det territorium, Milosevic har rådet over, blevet stadig mindre. Da han i juli 1997 udskiftede præsidentposten i Serbien med posten som jugoslavisk forbundspræsident, var der kun Serbien, Montenegro og Kosovo tilbage. Da han afsattes som forbundspræsident i oktober 2000, var Kosovo reelt tabt. Nu tyder meget på, at Vidovdan 2001 giver stødet til den endelige skilsmisse mellem Montenegro og Serbien og dermed Jugoslaviens endelige forsvinden fra Europakortet. Det Jugoslavien, som fik sin første forfatning for nøjagtig 80 år siden – på selveste Vidovdan i 1921!

Men den kendteste Vidovdan uden for Jugoslavien er den 28. juni 1914. Det var den dag, den østrig-ungarske tronfølger var på officielt besøg i Bosnien-Hercegovinas hovedstad Sarajevo og blev dræbt af en ung serbisk terrorist, Gavrilo Princip, som kæmpede for Bosniens indlemmelse i Serbien. Den østrigske udenrigsminister stillede den serbiske regering over for en lang række hårde betingelser, som den var villig til at gå ind på med undtagelse af én: kravet om østrigsk politiefterforskning i selve Serbien af attentatets bagmænd. Det nægtede den serbiske regering, som så det som en krænkelse af landets suverænitet. Herefter angreb Østrig Serbien, hvad der igen ved en kæderektion udløste Første Verdenskrig. Under hvilken godt en tredjedel af den mandlige serbiske befolkning mellem 15 og 45 omkom.
Så drastiske konsekvenser havde det ikke fået, hvis den serbiske regering 87 år senere havde nægtet at udlevere Milosevic. Og mange serbere mener helt klart, at regeringen skulle have sagt nej. Udleveringen var en overtrædelse af forfatningen, som det ikke havde været muligt at samle tilstrækkeligt med stemmer til at ændre på grund af montenegrinernes modstand. Og den serbiske regerings dekret, som skulle give mulighed for udlevering alligevel, blev 28. juni suspenderet af den jugoslaviske forfatningsdomstol. På tv kunne man torsdag eftermiddag se, hvordan modstandere af Milosevic’ udlevering skålede med hinanden efter denne foreløbige afgørelse, som syntes at udskyde spørgsmålet om udlevering til en uvis fremtid. Derfor kom det bag på de fleste, at Milosevic alligevel blev udleveret.

Men regeringen følte ikke, at den havde noget andet valg. Ministerpræsident Djindjic satte sig ud over både forfatningsdomstolen og præsident Kostunica, som ikke blev spurgt, fordi han sandsynligvis ville have sagt nej. Helt forudsigeligt gik Kostunica derefter på tv og erklærede, at dekretet var forfatningsstridigt. Hvad det da også var. Djindjic gik også på skærmen og begrundede udleveringen med nødret. Juridiske spidsfindigheder skulle ikke ødelægge serbiske børns fremtid.
Unægtelig helt andre toner end den serbiske regering for 87 år siden. Det er en dristig politik. Den kan meget vel føre til regeringens opløsning, og også Jugoslaviens. Men Djindjic kan slippe afsted med den under én bestemt forudsætning: At pengene fra udlandet faktisk kommer, og at de kommer hurtigt. Forklaringen på det ejendommelige historiske sammenfald, at det netop var på Vidovdan, Milosevic blev udleveret, er en donorkonference tilfældigvis var bestemt til at træde sammen i Bruxelles den 29. juni, og at USA kun ville deltage, hvis Milosevic var udleveret. Selvom der sikkert vil være konspirationsteoretikere, som vil påstå det modsatte, er der intet der tyder på, at nogen af arrangørerne har skænket det en tanke, at det faktiske ultimatum, man havde stillet regeringen i Beograd, faktisk udløb – på Vidovdan. Forhåbentlig bliver 28. juni i fremtiden tegnet på en ny begyndelse, en bedre fremtid for de hårdprøvede serbere og øvrige eksjugoslaver. Men bolden ligger nu på Vestens banehalvdel.

K.F.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu