Læsetid: 4 min.

'Alle har jo vidst, at han har løjet'

Bjarne Riis erkender doping under pres. Det gør tilståelsen mindre værd, mener eksperter. Men vi vil tilgive og bygge manden op igen, lyder spådommen
26. maj 2007

Clinton gjorde det om sex, Nyrup gjorde det om efterløn. Og Bjarne Riis har nærmest gjort en dyd ud af det om doping. At lyve. Nu er cykel-ikonet krøbet til bekendelse, men hvad spiller ind, når vi skal tilgive en løgn?

Lektor på institut for Sociologi ved Aalborg Universitet, Michael Hviid Jacobsen, peger på, at offentligheden har en utrolig kort hukommelse.

Nye sager vil sende de gamle i glemmebogen, og i sidste ende kan løgnerne fremstå som overmennesker.

"Det er jo tilfældet med Bill Clinton, som nok stod for den største løgn, men som i dag rejser rundt som en guru med et nærmest overmenneskeligt præg. Man kan liste mange sager, hvor politikere har måtte tilstå på skærmen, og i begyndelsen troede vi, at det ville skade deres karriere, men det er som oftest ikke tilfældet," siger han og henviser til Poul Nyrup og efterlønssagen samt Ritt Bjerregaards boligskandale. Desuden beror tilgivelsen på, om vi har sympati for løgnerne:

"Ingen kan jo i dag huske, at Juventus blev frataget det italienske mesterskab, som et hold ud af mange, der gjorde sig skyldig i aftalt spil,"tilføjer Michael Hviid Jacobsen.

Siden sin toursejr i 1996 har Riis gentagne gange betonet, at der ingen beviser har været mod ham. Men i august sidste år lykkedes det journalisten i DR's Profilen at få cykelikonet til rigtigt at lyve:

"Jeg har aldrig taget doping," bedyrede Riis, mens han så journalisten og dermed hele befolkningen direkte i øjnene.

Ikke set familien i øjnene

Siden midten af 1990'erne har DR's nuværende sportschef, Olav Skaaning Andersen, søgt at afsløre det omfangsrige dopingmisbrug i cykelsporten. Sammen med kollegaen Niels Christian Jung fandt han sprøjter i skraldespandene på rytternes hotelværelser og fik adgang til dokumenter med stærke indicier for, at Riis var en blandt mange, der havde mistænkelig høje hæmatokritværdier.

Også en massør bekræftede dopingmistanken, men hele tiden har den danske hovedperson nægtet. Når Riis vælger at tale ud netop nu, er det ifølge sportschefen alene fordi, han bliver presset til det.

"Han var næppe stået frem, hvis ikke seks af hans holdkammerater havde gjort det. Nu tilstår hele hans netværk - Zabel græder på et pressemøde - og dermed øges presset på Riis, der jo stod som vinder af løbet," siger Olav Skaaning Andersen, som mener, at Riis bør trække sig fra sin post som holdejer, hvis hans indrømmelser skal have troværdighed. For i modsætning til eksempelvis Jesper Skibby, der gik til bekendelse, fordi han efter eget udsagn ikke længere kunne holde ud at lyve, så forholder det sig anderledes med Riis. Han tilstår alene under pres fra omgivelserne, påpeger sportschefen:

"Jeg tror ikke, at Bjarne Riis erkender, fordi han har set sin kone eller sine børn dybt i øjnene. Hvis han var nået frem til en personlig erkendelse, ville sagen være en anden, men når han bare bliver presset til at tilstå, kan man diskutere, hvor dybt det rækker. Det er ikke sikkert, at han reelt set synes, at det er et problem at dope sig," siger Olav Skaaning Andersen.

Kold i røven

Professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, Ole Thyssen, kalder Riis-sagen for 'en sær rituel omgang med sandheden'.

"Alle har jo vidst, at han har løjet," påpeger Thyssen.

Han fremhæver sagen som et eksempel på forskellen mellem moral og jura: I juridisk forstand har Riis været uskyldig, mens moralen har dømt ham for længst.

"Når han har løjet i 11 år viser det, at han er kold som en brøndgravers røv. Sportsfolk formås at have en høj moral, fordi de påtager sig en lidelse for en sag. Derfor er de i modsætning til rockmusikere, der dyrker et mere blakket image, egnede til at optræde moralsk," siger Ole Thyssen, der dog mener, at Riis-sagen er gammel og nedslidt, og at tilgivelse derfor er for stort et ord at bringe på banen.

"Tiden har reddet ham. Befolkningen står ikke på spring med moralsk fordømmelse, derfor bliver der heller ikke tale om at tilgive. Desuden gjorde manden jo bare som alle andre - han fulgte reglerne inden for det cirkus, som sporten er," siger han.

Når Bjarne Riis set med Thyssens briller godt kan blive siddende som holdejer, skyldes det, at ingen er blevet personligt ramt af hans løgn.

"En virksomhedsleder kan sætte sine ansattes eksistensgrundlag over styr, hvis han lyver. Men sporten er bare et symbolsk drama," siger han.

Mens Michael Hviid Jacobsen er enig med Olav Skaaning Andersen i, at Riis alene tilstår, fordi han er under ydre pres, så er han overbevist om, at Ørnen fra Herning på sigt vil bevare sin heltestatus. Dels på grund af egen råstyrke, dels fordi både medier, sponsorer og befolkningen fortsat har brug for Riis.

"Vi vil gerne skabe folks succes og derpå pille dem ned igen. Men genopstandelsen er også ekstrem vigtig for medierne," siger han og eksemplificerer med, at skuespilleren Robert Hansen efter flere kokainafsløringer nu igen er på rollelister og i ugebladene som en succes.

"Cykelsporten tilgiver sig selv, og tilgivelsen vil også komme fra alle andre. Riis har en overidentitet og en sejr, som jo var hele befolkningens," siger Michael Hviid Jacobsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu