Læsetid: 3 min.

'Vi vidste det ikke'

2. juni 2006

Grundigt tysk studie i en offentlig hemmelighed

For nogle år siden var der et dybt bevægende interview i radioen med en jødisk kvinde, som erindrede sin barndom i Tyskland i 30'erne. Hun huskede bl.a., hvorledes man i den lille by, hun voksede op i, en dag ønskede at ydmyge nogle af byens jødiske indbyggere, som derfor - under påskud af, at de havde overtrådt en eller anden forordning - blev sat til at rense brostenene på byens torv med en tandbørste. Denne ydmygelse blev iagttaget og hånligt kommenteret af byens befolkning, af hvilken ingen ydede modstand mod udfoldelsen af en ellers så tydelig ondskab.

Grundige studier

Men én ting er ydmygelsen, noget andet er udslettelsen, som den fandt sted i kz-lejrene. Hvor meget vidste den tyske befolkning om holocaust? Kunne de enorme fangetransporter gå ubemærkede hen? Vidste de fleste tyskere ikke, at når nogle jøder i opgangen ved siden af eller på arbejdspladsen ikke længere var der, måtte det have en årsag, som havde forbindelse til jødehadet og til den mentalitet, som kom til udtryk i Krystalnattens udskejelser? Kunne man virkelig hævde, som mange gjorde efter krigen, at de intet vidste om rædslerne?

Spørgsmålet har flere gange været vendt, for nogle år siden af den amerikanske forsker Daniel Goldhagen i den kontroversielle bog Hitler's Willing Executioners. Nu har den anerkendte tyskfødte og i London bosiddende forsker Peter Longerich udgivet et grundigt studie om emnet. Med baggrund i et omfattende kildemateriale, som bl.a. omfatter nazi-regimets egne efterretningsrapporter (stor udgave heraf kom 2004), dagbøger, aviser og breve fra datiden, forsøger Longerich at afdække, hvor omfattende tyskernes viden om holocaust var.

Det vidste vi ikke noget om er bogens titel. Undertitlen, Tyskerne og jødeforfølgelsen 1933-45 henviser til, at der her ikke blot er tale om et studie i tyskernes kendskab til udryddelserne, men også en redegørelse for den mere generelle antisemitismes vækst i nazitiden. Og den kendte naturligvis alle tyskere til. Spørgsmålet er så, om de alle deltog i den. I modsætning til Goldhagen kommer Longerich til den konklusion, at der i de første år af Hitler-regimet næppe var tale om nogen udbredt radikal antisemitisme. Derfor måtte regimet bearbejde landets borgere med stærk antijødisk propaganda.

Offentlig hemmelighed

Senere blev Endlösung, den totale udryddelse af jøderne, til, hvad Longerich kalder en offentlig hemmelighed, men først et godt stykke henne i krigsårene. Fra 1942 var der tale om en udbredt resignation hos de fleste tyskere, som distancerede sig fra jøderne, uanset om det var jødiske landsmænd eller jøder fra andre nationaliteter. Selv Thomas Manns radioforedrag Deutsche Hörer fra september 42, hvor han omtalte gasningen af jøderne, fik tilsyneladende ingen sporbar og markant effekt i sindene hos en befolkning, som på det tidspunkt for en stor dels vedkommende må have vidst, at der fandtes en eller anden form for udryddelse sted. Vel også fordi fortrængningen har særligt gode kår i tider, hvor den enkeltes overlevelse pludselig bliver en kamp.

Således konkluderer Longerich, at en stor del af befolkningen, om end ikke et flertal, vidste om holocaust. Og samtidig forsøger han at forklare, hvorledes udryddelsen alligevel kunne finde sted som en hemmelighed. Det er jo et af paradokserne, nemlig at nazisterne på den ene side kunne tale ligeud om jødernes udryddelse, og samtidig behandle dette massemord som en statshemmelighed. Men ved denne blanding af information og hemmeligholdelse var befolkningen bundet til en meddelagtighed i forbrydelsen, selv om de ikke direkte havde andel i den. Det blev til den offentlige hemmelighed, som man kunne have forholdt sig andet end passiv og diskret samtykkende til. Men modstand mod holocaust var der ikke meget af i Tyskland i 1942-43.

Longerich holder ikke med sit studie dom over en hel generation. Han anskuer ikke nazismen og den manglende reaktion hos befolkningen i bagklogskabens lys. Trods dette udtryks næsten ulidelige citeren er det ikke sjældent den belysning, som er mange moderne historikeres foretrukne, når de skal beskrive krigsårene. Longerich går dybere end det. Han beskriver betingelserne og historikken i det, der fører til fortrængningen og den resignerende accept eller måske ligefrem hyldningen af ondskaben. På den måde peger hans bog også fremad mod vores egen tid som en påmindelse om ondskabens anatomi. Den ondskab, som begynder med en søgen efter syndebukken, som videre manifesterer sig, som det skete på torvet i byen i 30'erne, og som ender med Auschwitz og Bergen-Belsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her