Læsetid: 3 min.

Vigtigere end valget

9. november 2001

FORHANDLINGERNE om et nyt sæt globale handelsregler, der begynder i dag på WTO-topmødet i Qatar, er i udgangspunktet et umuligt projekt: Alverdens lande skal gå på kompromis med deres kortsigtede, isolerede interesser til fordel for den langsigtede, globale udvikling. Hvis dét sker, vil de være én af de første gange i verdenshistorien, at de rigeste lande ikke udnytter deres naturlige, økonomiske styrkeposition til egen vinding. Hidtil har WTO-reglerne fokuseret på samhandlen mellem de rigeste lande. U-landene har reelt været nødt til at tilpasse sig reglerne betingelsesløst – i den udstrækning, de overhovedet har kunnet leve op til kravene.
Med 142 medlemslande i verdenshandelsorganisationen, WTO, er interessekonflikterne utallige. Alle lande har mere eller mindre legitime begrundelser for, at lige netop de ikke bør at ofre sig i den globale udviklings tjeneste. De fleste lande kan ganske vist også se fordele i en mere åben samhandel, men på grund af medlemslandenes vidt forskellige økonomier er der næppe mange kompromiser, der umiddelbart vil være til gavn for alle lande.
Når det efter al sandsynlighed alligevel vil lykkes at nå frem til gangbart kompromis i Qatar, skyldes det, at den endelige verdenshandelsaftale ikke er til forhandling. På weekendens WTO-topmøde skal landene ’blot’ blive enige om selve dagsorden for de næste års forhandlinger om en ny aftale.

TERRORBALANCEN i verden har samtidig gjort et nyt sammenbrud i WTO-forhandlingerne til mareridt. Under sidste forsøg i Seattle i 1999 trak flere store udviklingslande – bl.a. Brasilien og Indien – i nødbremsen, fordi USA tromlede frem med ensidigt, egennyttige forslag. Denne gang ved USA, at der mere og andet på spil: Allerede før 11. september var den amerikanske økonomi på vej i recession. Siden er situationen blevet værre. Også i Europa. Flere vestlige lande med EU i spidsen har erkendt, at en ny handelsaftale har så stor symbolværdi – for dem selv – at de fattige lande er nødt til at få mærkbare indrømmelser.
De rige lande har akut brug for en aftale, fordi den vil kunne skabe tiltrængt, økonomisk stabilitet. En ny WTO-aftale vil dog ikke nødvendigvis føre til massive liberaliseringer. Hertil er de rige lande stadig alt for egennyttige: OECD’s landmænd får årligt 360 mia. dollar i landbrugsstøtte, hvilket svarer til mere end seks gange den samlede bistand til udviklingslandene. Og det vil kræve uset stor beslutsomhed at lave om på dét under topmødet.
Kompromiset vil nok blive et kludetæppe-forlig, der formuleres så upræcist, at alle kan lægge de konklusioner ind, de håber, aftalen vil ende med.

PERSPEKTIVET i en ny handelsrunde er først og fremmest, at de 142 WTO-medlemslande vil blive tvunget til at bøje deres krav af mod hinanden; at der tages et skridt mod etableringen af en global retsorden på handelsområdet. En ny WTO-aftale vil dog med garanti ikke kunne opfylde, hverken de fattigste landes krav om uhindret adgang til de vestlige markeder eller EU-landenes ønske om at inddrage miljø- og arbejdstagerbeskyttelse i de globale handelsregler. Til gengæld forhindrer det store antal medlemslande, at WTO-kritikernes værste anelser om massive liberaliseringer af alt mellem himmel og jord, kan gennemføres. Dét vil flertallet af u-landene nemlig stemme imod.
Blandt græsrodsgrupper har der været en tendens til at overvurdere de realpolitiske muligheder, der er på topmøder, som det aktuelle i Qatar. Som regel er de store lande mere tilbageholdende, end de mest indædte liberaliseringsfanatikere håber.
EU’s ministerkonference i Nice i 2000 var et grelt eksempel på, hvordan fælles interesser kan tilsidesættes til fordel for nationernes indbyrdes kamp – hvorved hensynet til EU’s ansøgerlande fuldstændigt gled i baggrunden. Men uanset resultatet i Doha vil den kritik af WTO, som alverdens NGO’ere har fremsat før og efter ’the Battle of Seattle’, stadig stå ved magt.
Verdenshandelsorganisationen har udviklet sig til at være en global institution, der kan træffe beslutninger med så vidtrækkende konsekvenser for befolkningerne i såvel rige som fattige lande, at ingen kan være tjent med, at forhandlingerne ikke er legitimeret i en demokratisk debat. WTO burde være genstand for større opmærksomhed. For hvis det lykkes at få cyklet WTO i gang igen, vil der i de næste dage kunne blive truffet beslutninger, der får større effekt på danskernes hverdag, end det igangværende Folketingsvalg.

lam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu