"Jeg flyttede ud i skoven, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se, om jeg ikke kunne lære, hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig skulle opdage at jeg ikke havde levet"
Passagen her er forfattet af filosoffen og naturelskeren Henry David Thoreau og eksemplificerer ganske godt fænomenet vild retorik, som kan følges gennem størstedelen af USA's historie og spores hos mange af landets mest prominente personligheder.
Blandt andre David Crockett, ovennævnte Thoreau, Ernest Hemingway og George Bush (junior forstås), har været og er markante eksponenter for den vilde retorik, der manifesterer sig i både skrift, tale og handling.
Politikeren og pelsjægeren Crockett (1786-1836) er i sin eftertid blevet forherliget som et af de sidste ægte naturmennesker i USA.
David Crockett, malet i 1834 af John G. Chapman som frygtløs jæger samt indædt forkæmper for frihed og retfærdighed inkarnerede han basale amerikanske værdier.
Han blev født i Tennessee ind i en familie, hvor faderen havde fiasko med sine forretninger - en mølle blev skyllet væk, og en kro løb ikke rundt.
Allerede som 12-årig blev Crockett derfor sendt ud for at tjene som kvægdriver. Han var dygtig, og bonden ville beholde ham. Det var dog ikke noget for Crockett, og han stak derfor af og hjem igen. Her blev han sendt i skole, hvilket bestemt ikke faldt i hans smag. Også herfra stak han af.
Egenrådigheden varede ved livet igennem, og som pelsjæger, soldat og kompromisløs politiker klarede han sig godt. Ganske sigende for hans person, var hans motto: "Make sure that you're right, then go ahead".
Det vilde sind og bevægelsen fra rag to rich (fra pjalt til rig, red.) er et eksempel på en historisk person, der har inkarneret arketypen på en amerikansk helt. En person, der ikke lader hverken social status, andre mennesker eller andet binde sig, men gennem viljestyrke og en vild livsførelse kæmper sig til en position i magtens centrum.
$SUBT_ON$Skovenes vilde intellekt
Thoreau (1817-62) udtrykte det vilde dels gennem sin livsførelse, dels gennem sine litterære frembringelser.
Han boede, når man ser bort fra fem års studier ved Harvard University, i den lille by Concord i New England. Blandt den lille flækkes mange intellektuelle var filosoffen Ralph Waldo Emerson, på hvis grund Thoreau i årene 1845-47 boede i en primitiv træhytte.
Her søgte han at finde tilbage til den højest mulige grad af simplicitet. Det er denne bestræbelse han malende beskriver i den ovenfor citerede passage fra hovedværket Walden - eller livet i skovene (1854). Et værk der både i form og indhold søger at bryde med konventioner og forherlige det vilde og uafhængige i livet såvel som i litteraturen. Det er Thoreaus programerklæring i koncis form, og det rummer både i form og indhold det vilde.
Stilen er præget af lange sætninger, der kommunikerer det utæmmede, mens indholdssiden formulerer ønsket om at befatte sig med livets grundlæggende kendsgerninger - "drive det op i en krog og finde dets inderste væsen," som der står i forlængelse af den citerede del.
Efter to år i skovene flytter Thoreau dog tilbage til byen i erkendelse af, at han er "et barn af civilisationen."
Ikke desto mindre kom årene som fri "eremit" til at danne referencerammen for store dele af det efterfølgende forfatterskab, og den utæmmede natur blev hans lærebog om livet i bredeste forstand. Drømmen om den absolutte frihed er både almindelige amerikanere og kunstnere siden Thoreau gang på gang vendt tilbage til.
Et eksempel er forfatteren Jack Kerouacs landevejsroman On the road, hvor en gruppe unge i brølende biler farer af sted på de amerikanske veje i deres søgen efter frihed. Romanen satte en tendens i gang, og den dag i dag vælger mange unge stadig at udtrykke deres frihedsdrømme på de amerikanske motorveje.
Andre vælger som Thoreau naturen, når de over for omverdenen og sig selv ønsker at demonstrere deres uafhængighed af den moderne verden. De vender for en uge eller to tilbage til den vilde simplicitet i en af USA's nationalparker.
Den vildmark Thoreau priser trænges allerede i hans samtid tilbage af nybyggere. Naturen kultiveres, og hos en af det følgende århundredes mest markante skikkelser, bliver vildmarksromantikken derfor afløst af den oprindelige vildskab, der stadig er tilbage i menneskets indre. I Hemingways macho-univers skildres manden oftest som jæger, soldat, tyrefægter eller forfører. Hos Hemingway (1899-1961) er den svulstige retorik afløst af en moderne minimalistisk stil, der ikke i samme grad skal skildre en storladen ydre natur men snarere en basal menneskelig en af slagsen. Den indre vildskab der stadig består i flere af Hemingways fiktive karakterer, som ofte er blevet forvekslet med forfatteren selv.
$SUBT_ON$Mytologisk skarpskytte
Hemingway er blevet synonym med den barskeforfatter med den følsomme pen. Myten om ham emmer af moskusoliens gennemtrængende odeur, og fortæller historien om en dedikeret jæger, soldat, bokser, ikke mindst forfatter og om hans brutale selvmord i hans og hustruen Marys kælder.
Selvmordet beskrives i Kurt Singers temmelig heroiserende biografi med samme brutale knaphed, som Hemingway selv yndede at bruge: "klokken syv næste morgen gik Hemingway nedenunder i pyjamas. Han gik stille for ikke at vække Mary. Han tog sin yndlingsriffel, stak den i munden og trykkede samtidig på begge aftrækkere." Ernest Hemingway i 1959.
Citatet giver på trods af den ringe grad af troværdighed et ætsende billede af den brutale kynisme, der både i livet og i bøgerne altid fik det sidste ord.
Et andet eksempel på dette er Hemingways sidste roman Den gamle mand og havet. Vi følger her en gammel cubansk fiskers forsøg på at fange sin sidste store fisk. Han fanger fisken, men da han atter når bredden med sin lille båd, er fisken blevet ædt af hajer. Fortællingen er en typisk Hemingway'sk beretning om menneskets kamp mod naturen frem mod det uundgåelige nederlag.
Nihilismen giver i samspil med stærke billeder fra tyrefægterarenaer, krig og kærlighedsforhold forfatterskabet sin sortsynede vildskab.
Der går fra Hemingway en lige linie frem til ikoner som John Wayne, Clint Eastwood m.fl. Alle levede de op til og udviklede idealforestillingen om den rå halvforbryderiske helt der især i populærkulturen er fremherskende og giver den jævne amerikaner noget at hige efter eller drømme sig væk i.
Crockett, Thoreau og Hemingway har det tilfældes, at der er en vis autenticitet i deres vildskab, som modsat situationen på senere stadier af mentalitetshistorien dengang endnu ikke blot var en del af den amerikanske selvforståelse men en del af amerikanernes liv.
De levede og skrev ikke vildt for at vinde stemmer, sælge bøger m.v. De gjorde det af nødvendighed og af lyst. Fordi den tid de levede i tvang dem til det, fordi deres kunst fordrede det eller fordi det vilde ganske enkelt var en del af deres indre natur.
$SUBT_ON$Bush: diplomat & cowboy
I tilfældet Bush forholder det sig anderledes.
Han gør problematikken relevant set i et nutidigt lys, og hans selvfremstilling som vild jordbunden texaner er et retorisk glansnummer. Tidligere levede han et udsvævende liv, men da han gik ind i politik, fik han af sine spindoktorer straks besked på at investere i en farm. Den farm som han siden har befundet sig på, stort set hver gang han i medierne er blevet fremstillet som privatperson.
Han har ikke blot befundet sig på gården, men i tv-indslag tilmed ofte reddet rundt og givet den som cowboy. Han har udfyldt den rolle, som historien byder en amerikansk præsident at udfylde.
Nemlig rollen som vild patriot og gerne tidligere soldat. Bush kan ikke selv bryste sig af, at have vundet hæder og anerkendelse som soldat. Derfor fremhævede han i sin seneste valgkamp i stedet Kerrys svigt i sin militære karriere, som et argument for, at Kerry ikke ville være præsidentembedet værdig. Det er ganske sigende for amerikanernes forkærlighed for det vilde og simple, at Jimmy Carter måtte slå på at være peanutfarmer for at få folkets billigelse.
Sagen var, at han tillige var en anerkendt naturvidenskabsmand. Dette valgte han dog klogelig ikke at fremhæve alt for meget. På samme vis er Bushs akademiske løbebane ikke meget værd som argumentation for hans evner som præsident. Det er tværtimod hans evner med en lasso.
Hvor Crockett kan siges at være en pelsjæger, som blev diplomat for at kunne få gennemføre, hvad han så som retfærdigt, kan Bush siges at have gennemgået den modsatte proces. Han er en diplomat, som er blevet cowboy for at kunne gennemføre, hvad der i hans øjne er retfærdighed.
Rasmus Wiin Larsen er stud. mag. i litteraturvidenskab
Kronikken mandag: Vil Israel spise Bakers kage? af Uri Abneri
