Manden, der opfandt Tour de France i 1903, Henri Desgrange, ville have jublet og kastet sig ud i et heltekvad i sin avis L'Auto om Rasmussen fra Tølløse, der angreb på allerførste lille bakke kort efter start og alene kørte over alle bjerge og i mål som mere end overlegen etapevinder i Mulhouse. Desgrange ville have frådset i superlativer og de vildeste metaforer om denne lille gigant, der ikke blot betvang bjerget Ballon d'Alsace, men også var i stand til at holde alle vildt jagtende konkurrenter bag sig på de 56 frygteligt ensomme kilometer ned ad bjerget og fladt ind til mål.
Det kunne Desgranges store helt fra 1906 nemlig ikke. Det år, hvor Ballon d'Alsace blev føjet til ruten som det første bjerg nogen sinde i Tour de France. Helten dengang hed René Poittier. En lille, sej, spinkel mand, der som feltets eneste formåede at køre over bjerget uden at skulle af og trække og med den svimlende fart af 20 km i timen. En indvarsling af en helt ny ryttertype, de små bjergryttere, som datidens Tour de France-felter indtil da ikke havde haft plads til blandt de store, muskelsvulmende kraftkarle.
Men på trods af, at Poittier var først over toppen, kunne han ikke holde stand til mål og blev på nedkørslen indhentet af folk, der havde fordel af deres vægt, når der skulle køres nedad.
Blandt de største
Joakim Jakobsen fortæller historien om Desgranges og hans helt Poittier i sit digre, meget underholdende og meget velskrevne værk Le Tour, der i disse dage må være lystlæsning på enhver cykelinteresserets natbord, og historien om Rasmussen vil finde sin plads i de ajourførte udgaver, der må komme. Det var nemlig ikke blot set fra en særlig dansk vinkel, at Rasmussens bedrift hører til de største i nyere Tour-historie. Den er i løbets tradition og historie selve begrundelsen for, at der skal ligge bjerge på cyklisternes vej, og den er eksemplarisk for den måde, mennesker med kærlighed til historien og traditionen vil se bjergetaper kørt på.
De vil elske Rasmussen i Frankrig for den bedrift. Ryttere, der angriber tidligt og kaster sig ud i lange ensomme togter i bjergene, og gennemfører dem, er essensen af Tour de France. En måde at køre på, som ikke er hyppig mere, som derfor stråler så meget mere, når man sjældne gange ser det, og som øjeblikkeligt bliver mindeværdige i Tourens store scrapbog.
Gjorde arbejdet færdig
Det var, hvad han lavede. Ragede på etapen alle de points sammen, der var at få til den bjergtrøje, han erobrede allerede i lørdags. Men nøjedes ikke som mange andre tidligere aspiranter til den polkaprikkede trøje med det. Han gjorde med etapesejren arbejdet færdigt og løftede dermed den trøje, som Rasmussen selv tidligere har kaldt en billig t-shirt, til et værdigt symbol for feltets stærkeste bjergrytter.
På vej mod etapesejren forlod han straks en udbrydergruppe med blandt andre CSC's Jens Voigt og dennes tidligere holdkammerat på Credit Agricole, Christophe Moreau, som er fra Belfort der på egnen, og de to skulle i det lange løb være de stædigste i jagten på Rasmussen og den gule trøje, som Voigt havde inden for rækkevidde, hvis han kunne distancere Armstrong med mere end et minut.
Rasmussen havde indtil Ballon d'Alsace god hjælp af Dario Cioni, som han har dystet meget med dengang de begge tilhørte eliten på mountainbike, men opad sidste bjerg valgte han vovestykket at sætte Cioni af og dyste alene mod de stærke temporyttere Voigt og Moreau, der kom tonsende frem mod ham efter toppen. At holde dem bag sig med over tre minutter i mål giver nærmest duft af gamle dage, og det gjorde Voigts erobring af den gule trøje også. Først tre minutter efter ham og Moreau kom feltet med Lance Armstrong.
Svaghedstegn
Det var også gammeldags, og uventet, at de bløde bjerge i Vogeserne skulle skabe så voldsom og smuk dramatik inden det store slag i Alper og Pyrenæer, og at Lance Armstrongs hold Discovery Channel skulle vise svaghedstegn så tidligt og i så relativt farbart terræn var vel nærmest sensationelt. Således som det skete på lørdagens etape med blot et enkelt ikke særligt stejlt bjerg.
En mærkelig dag. I seks år er det aldrig sket, at Lance har befundet sig alene uden hjælpere på et bjerg.
Men det gjorde han på et festfyrværkeri af en lørdagsetape, hvor Nicki Sørensen længe udgjorde en reel trussel mod Armstrongs gule trøje, hvor Michael Rasmussen fra etapens første bakke indledte sin varslede erobring af den prikkede bjergtrøje, og hvor Armstrongs udfordrere satte ham under det pres, han ikke har været ude for i seks år. Og som lykkedes.
To gange angreb Vinokourov, og efter anden gang var Armstrong isoleret. Væk var alle hans holdkammerater, og nålestikkene satte ind. CSC's Bobby Julich og Ivan Basso satte den gule trøjes reaktionsevner på prøve. Ikke angreb for alvor, men målinger af amerikanerens styrke. Og han reagerede langsommere, end han plejer. Måske i forbløffelsen over selv at skulle forsvare og ikke hans hjælpere. Og i hvert fald reagerede han ikke, da tyskernes Andreas Klöden satte en perfekt kontra ind efter Vinokourovs to forberedende.
Klöden, sidste års toer, der i denne sæson absolut intet har vist, kørte op til Pieter Weening, der var eneste overlevende fra Nickis udbrud, og i duellen på stregen sejrede hollænderen med en margin, der ikke var til at se med det blotte øje.
Men interessantere var den pludselige åbning af løbet, og en syvende sejr til Lance Armstrong kan nu ikke længere tages for givet. Han mistede ikke tid, men den psykologiske gevinst for modstanderne er betragtelig. Det er vigtigt at vide, at hans ellers så unedbrydelige hold kan være sårbart, og selv om han måske ikke selv er det, så er den eneste måde at slå ham på at isolere ham fra holdet og derefter angribe ham på skift.
Det skete dog ikke i går. Men en sprække er åbnet, og Michael Rasmussen kan meget vel blive en af dem, der allerede fra tirsdag i Alperne kan få den til at gabe yderligere.
