Læsetid: 4 min.

En vildkat fra Brooklyn

For få år siden opdagede af en ny generation af amerikanske forfattere Paula Fox. Nu får vi hendes 37 år gamle hovedværk på dansk
26. april 2007

Paula Fox synes ikke at have meget tilovers for forlagsverdenen. Flere steder i forfatterskabet, der tæller stribevis af prisbelønnede børnebøger, et bind erindringer og seks romaner, myldrer det groft sagt med litterater, der har mistet lysten til at læse, ligesom en fyr i romanen Widow's Children (1976) på et tidspunkt fortæller sin søster om en pornostjerne, der har fået udgivet sin selvbiografi.

"Den litterære verden! Findes der noget bedre sted for cocksuckers?" spørger søsteren sarkastisk.

For en stund havde forlagsverdenen heller ikke meget tilovers for Fox, hvilket historien om hendes bedste roman, Desperate Characters, understreger. Da den udkom i 1970, blev den mødt af begejstrede anmeldelser og øjeblikkeligt placeret på reolen side om side med Melvilles Billy Budd, Fitzgeralds The Great Gatsby, Bellows Seize the Day og andre klassikere inden for den stolte amerikanske kortroman-tradition.

Solgte gjorde den imidlertid ikke, og op gennem 90'erne var ikke blot Desperate Characters, men alle Fox' voksenromaner udsolgt fra forlaget.

Først da en ny generationen af amerikanske forfattere ført an af Jonathan Lethem, Jonathan Franzen, David Foster Wallace og Zoë Heller faldt for Fox' klaustrofobiske og kulturelitære prosaunivers, besluttede et forlag sig for at genoptrykke forfatterinden. Herefter var fanden løs i Laksegade i en sådan grad, at den i dag 83-årige Fox nu betragtes som det, man kalder et litterært fænomen.

Udover at få sin eventyrlige historie fortalt i snart sagt enhver seriøs avis - en historie om svigtende forældre, skilsmisser, adresser i Europa og Hollywood og en datter, som hun selv bortadopterede, der pludselig dukkede op for nogle år siden - skrev nævnte Franzen forordet til 1999-udgaven af Desperate Characters, ligesom han kredsede om romanen i sit berømmede essay om amerikansk litteratur, 'Til hvilken nytte?'. Heri placerede han hende over Roth, Bellow og Updike, mens hun andre steder er blevet sammenlignet med både Kafka, Albee og Flaubert.

Rasende fint selskab, skulle man mene, og nu hvor Paula Fox' hovedværk så er oversat til dansk, er det vel op til os andre at vurdere, om romanen kan klare sig på egen hånd.

Stille desperation

Desperate personer henter sin titel fra Henry David Thoreaus ord om, at de fleste af os lever et liv i stille desperation. Og det er i hvert fald lige, hvad det velstillede, barnløse, nogleogfyrreårige ægtepar Sophie og Otto Bentwood gør i deres hus i Brooklyn.

Her får den ikke for lidt med fine venner, kultur, god vin og mad og planer for weekenden i sommerhuset på Long Island. Da Sophie - der i parentes bemærket engang oversatte franske romaner, men nu knap har tid til at læse dem - en aften bliver bidt i hånden af en vild kat, begynder sprækkerne i tilværelsen dog at vise sig.

En stønner ringer på telefonen, sommerhuset bliver ødelagt af indbrudstyve, en sten bliver kastet gennem et vindue, og Ottos gamle ven og tidligere partner i advokatfirmaet dukker op midt om natten, fordrukken og vistnok i håbet om at forføre Sophie, der på sin side begår den fejl at fortælle ham om en for længst overstået affære.

Udover den fysiske smerte efter biddet er Sophie plaget af mentale tømmermænd af den slags, hun har svært ved at sætte ord på - hvis nogen ellers gad lytte. Veninderne har nemlig travlt med at tale om sig selv, og den stokkonservative Otto er besat af at registrere og kommentere det skidt og møg, han ser omkring sig. Fra unge, der ikke taler pænt, over vennen, der har svigtet ham, til en neger, der kaster op på fortovet ude på gaden.

Vi skriver 1969 eller deromkring, og ikke blot bag "hverdagens almindelige liv og skrøbelige regler", som det udtrykkes om Brentwood-ægteskabet, men i hele det race-, krigs- og generationssplittede USA tikker "anarkiet som en bombe".

Skræmmende aktuel

Mens hun venter på opkaldet fra hospitalet med besked om, hvorvidt katten har smittet hende, falder det pludselig Sophie ind, at virkeligheden er trængt ind i det lille dukkehjem i Brooklyn:

"'Gud, hvis jeg har rabies, så er jeg ligesom alt det andet derude,' sagde hun højt og følte en vældig lettelse, som om hun omsider havde opdaget, hvad det var, der kunne skabe ligevægt mellem dagens rolige, temmelig indholdsløse forløb i dette hus, og de varsler, der oplyste det mørke omrids af hendes egen tilværelse."

Hvordan det går Sophie og hendes mand, skal ikke røbes her, hvor vi heller ikke gider spilde tid på at diskutere, om Paula Fox er bedre end Roth og Udpike og F. Scott Fitz-gerald og så videre. Lad os nøjes med at konstatere, at Desperate personer ikke skuffer.

Paula Fox har skrevet en mesterlig lille roman båret af en stram og sparsom prosa, et effektivt plot og en dirrende tone, der ved hjælp af antydningens kunst på effektiv vis understreger handlingens gennemgående apokalyptiske stemning.

Enkelte passager er ved at kalde på et smil - en rigmandskone vil skilles fra sin mand, der har banket hende, efter at hun har serveret jordbær-gele med mønter i ved et større selskab for dem, han skylder penge - men ellers er det letheden i sproget og det elementært spændende drama, der gør romanen til en sand fornøjelse trods sin knugende skildring af et materialistisk samfund i dyb kulturel krise befolket af småneurotiske personager uden indre eller ydre retningssans.

Lad os endelig høre mere fra Fox på dansk og gerne i Merete Ries' sikre oversættelse.

Paula Fox: Desperate personer. Oversat af Merete Ries. 219 sider. 249 kr. For-laget Ries. ISBN 978-87-91318-17-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu