Læsetid: 4 min.

Vildskud og pletskud

En ny udgave af DR's Karrierekanonen, der har fod på vækstlaget af dansksyngende kunstnere, mens produktive Thomas Mannsfeldt er ude med en imposant dobbelt-cd!
12. december 2005

DR har via projektet Karrierekanonen, der nu har kørt siden 2002, til en vis grad overtaget pladeselskabernes rolle som primære talentspejdere for den dansksprogede rock. Konceptet er det enkle, at DR på årlig basis udvælger seks kunstnere, som de så råspiller, hvilket sidst på året munder ud i en kompilation, hvor de medvirkende hver især er repræsenteret med to numre.

Ved at garantere de medvirkende pænt med airplay, som det hedder på nymediedansk, har de faktisk allerede etableret den type platform, som pladeselskabernes radiofolk ellers knokler sig til blods for at opnå; så det er ikke underligt, at rigtig mange af de medvirkende ganske hurtigt kommer ud med et fuldlængdealbum på et 'rigtigt' pladeselskab, når de først har fået hul igennem på Karrierekanonen. Fra de tre første årgange af udgivelsen bider man især mærke i navne som Klondyke, Monopol, Sterling, Johnny Deluxe, Tue West og Rasmus Nøhr, og de udgør så kun toppen af et efterhånden imponerende isbjerg.

Et vaskeægte fund

Fra dette års Karrierekanon har Magtens Korridorer allerede markeret sig stærkt med albummet Friværdi, og begge deres hits er at finde her og udgør stadig et frisk rockpust over landet. Hiphop-ensemblet Organiseret Riminalitet er bestemt heller ikke tabt bag en West Coast-vogn, hverken hvad angår tekst eller beats, hvad især den skægge og originale "Hva' ka' du?" demonstrerer.

Også Skanderborg-sekstetten Sticky har en masse at byde på: uhøjtidelig, men ikke fjantet tungrock med skægge og anderledes tekster lover godt for fremtiden. Derimod er der lige lovlig meget 80'er-patina over Indenrigs efter denne anmelders smag og det giver ubehagelige flashbacks til en tid, hvor den dansksprogede skrabede bunden kvalitetsmæssigt, selvom den solgte plader i læssevis.

Til gengæld er Marie Key Band et vaskeægte fund! Marie Key er en overmåde vittig og selvstændig sangskriver, hvilket især kommer til udtryk på sangen "Kleptoman", en af årets bedste af sin slags og en klassisker i svøb. Mere af det! Hendes tætte lille orkester spiller som en drøm, hun synger vidunderligt naivistisk, og Henrik Balling har produceret med al den finesse, man forventer fra den kant.

Til sidst må det konstateres, at de to fodboldspillere, der udgør duoen Jung/Lübbers befinder sig noget mere på det jævne, selvom der bestemt er potentiale i selve sangskrivningen. Alt i alt ingen ringe høst og en god indikator af vækstlaget inden for den kommercielt orienterede del af DK-rocken, som de holder af den lyder inde på DR. Hvilket vil sige vild- og pletskud i skøn forvirring -

En ordentlig mundfuld

Uden nogensinde at have været i nærheden af noget, der ligner en Karrierekanon, har sanger-sangskriver Thomas Mannsfeldt selv forestået udgivelsen af to cd'er på bare to år. Sidste år den vaklende, men løfterige Lille Menneske og nu så efterfølgeren, den vildt ambitiøse og musikalsk lykkeligere forløste Dukkerne, der sågar er en dobbelt-cd. Om end cd to kun er for liebhavere, idet den består af 23(!) demoindspilninger og klart demonstreret, hvorledes begrænsningens kunst ikke er Mannsfeldts force. Han foregriber her et kommende bokssæt og giver et indblik i selve arbejdsprocessen, hvilket er hyggeligt nok, selvom det er svært at se meningen med den overvældende materialemængde. Også set i lyset af de 19 skæringer, der udgør det imposante Dukkerne, som vil meget- og når en del af det. Og så er så meget bedre end demoindspilningerne, at man ikke kan undgå en følelse af at Mannsfeldt får skudt sig selv gevaldigt i foden med en gestus, der giver lytteren auditiv forstoppelse.

På Dukkerne slår Mannsfeldt et kæmpebrød op, som efter en tur i ovnen er endt som noget så uhåndterligt som et konceptalbum om (jeg citerer fra pressemeddelelsen): "Den Tabte Uskyld og Barndommens umistelige Værdier [-] og om den svære Balance mellem Drifter og Ånd!" Versaler og udråbstegn er Mannsfeldts. Det er en ordentlig mundfuld med kristne overtoner, som bliver lettere at synke qua mandens uimodsigelige melodiske fornemmelse, der gør (næsten) alle sangene indbydende; sine steder er Mannsfeldt dog lovlig tæt på at ligne en Sebastian-klon (en sang som "DukkeLise" kunne Sebastian snildt have begået i sin ungdom), men det er heller ikke den værste, man kan lægge sig op ad. Og så rammer producer Ole Jeppesen tonen i materialet perfekt i sin klangverden, så pladen er både afvekslende og iderig at lytte til, samtidig med den rent ud klinger godt.

Akilleshælen er Mannsfeldts hang til tung og gammeldags lyrik, som den f.eks. foldes ud i en skrækkelig prosatekst, han under titlen "En Tragedie" har ladet aftrykke i cd-hæftet; en tragedie, jo vist, men på den ufede måde. Her kan der seriøst tales om en fatal manglende evne til at "kill your darlings". Og den der højstemt flippede tone går igen i pladens tekstunivers, hvilket hans behagelige sangstemme delvist kompenserer for, uden dog at kunne redde de selvhøjtidelige, bagstræberiske og klichefyldte tekster, der kunne have tålt en sproglig undervognsbehandling. Mannsfeldt er et spændende bekendtskab og ambitiøs tilmed, men han må saftsuseme arbejde meget mere med det sproglige, hvis han vil op i mesterklassen. Men sikke et hampert cover, Thomas -

-lyn@information

KarriereKanonen 2005 (DR/Tame)

Thomas Mannsfeldt: Dukkerne (Cope Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu