Læsetid: 4 min.

Vilkår for ansvar

6. juli 1998

"Når nogle siger, at vi skal hjælpe dem til et bedre liv, er det så nakkehårene rejser sig, for hvem kan bedømme, om andres liv er godt nok? Det drejer sig om at give dem vilkår for et godt liv ud fra deres egen målestok."
Forstander Ejvind Mortensen
fra forsorgshjemmet, Østervang

BETRÆNGTE BORGERE kan ikke længere komme på bistand i Danmark. Bistandsloven er sammen med et par andre love erstattet af tre nye: Lov om aktiv socialpolitik, lov om social service og lov om retssikkerhed. Løsrevet fra den herskende vækst- og markedsøkonomis nu overvejende tendens til udstødning af stadig større grupper fra et nogenlunde hæderligt og samfundsanerkendt arbejde er de tre nye love i sig selv udtryk for noget, der godt kunne kaldes en tiltrængt socialreform. Når den socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen dog ikke uden videre har fået sit årelange slid med de nye love anerkendt som en epokegørende reform, skyldes det, at de nye love netop ikke kan adskilles fra tidens almindelige socialkatastrofe: Udstødningen fra arbejdsmarkederne. (Sammenhørende med udstødningen af menneskeartens naturgrundlag).
Den fik forleden på EU-konferencen European Social Policy Forum 1998 den britiske arbejds- og uddannelsesminister David Blunkett til at erklære, at "intet samfund kan overleve, hvis det marginaliserer eller ekskluderer et mindretal af sine borgere."
Her i bladet forleden fik den viceborgmester og socialrådgiver i SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) Gunvor Auken (S) til at skrive om den nye socialgruppe 6: "Nemlig dem i samfundets rand, som har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, ringe helbred, ringe kvalifikationer, som bor dårligt og hvis børn er de mest truede. Det er dem, hvis nødsignal ofte er en stemme på Dansk Folkeparti."

INFORMATION må imidlertid være den første til at anerkende hovedsigtet i Karen Jespersens socialministerielle bestræbelser for sig.
Fra begyndelsen af 80'erne gjorde vi os ofte upopulær ved at minde Socialdemokratiet, fagbevægelsen, venstrefløjen og en del af det sociale hjælpesystem om, at den oprindelige kamp ikke lød på mere nådsensbrød, men på: Ingen rettigheder uden pligter. En (bistands)check med tal på kan for langt de fleste mennesker ikke erstatte et gensidigt forpligtende samvær med krop på. Passiviserende socialforsorg er over en længere periode dræbende. Vi anbefalede (dengang ret alene) et opgør med bl.a. den bistandslov, hvis grundforudsætning tydeligvis var 60'ernes og de begyndende 70'eres illusion om, at en krisefri kapitalisme under tilpas statsregulering var opstået i den vestlige verden. Så sociale tilbageslag kun skyldtes kortvarige konjunktursvingninger. Nu måtte det dog omkring 1980 stå klart, at kapitalismen var mere ondartet end som så - og det sociale tilbageslag langvarigt.
Endelig får Danmark så - med noget nær 20 års forsinkelse - et målrettet forsøg på at give kontanthjælpsmodtagere indtryk af, at de ikke blot skal stuves af vejen (med en check), men at der stadig regnes med dem. For at de kan regne sig selv som folk med ansvar. Den såkaldte aktivering fremskyndes på flere niveauer og kommer nu også til at omfatte selv sindslidende og narkomaner og stærkt alkoholiserede. Alle skal yde noget eller bare lidt til gengæld for det, de får. Ingen rettigheder uden pligter. Om ikke andet, så modtage behandling eller i hvert fald med mellemrum møde op på et værested sammen med andre mennesker.
Gør de det ikke, får det følger for den i forvejen ikke voldsomt store kontanthjælp. Det kræver, for ikke at blive umenneskeligt, en anerkendelse af (for ikke at sige kærlighed til) de pågældende mennesker. En respekt af den art, som forstander Ejvind Mortensen udtrykker i citatet ovenfor. Eller som kontorchef i Hvidovre kommunes meget store beskæftigelsessekretariat, Lars Lauritsen, har praktiseret i flere år.

DET VAR SÅ det positive. Løsrevet fra selve den sociale grundskade, som den snart eneherskende markeds- og vækstøkonomi på forskellig vis påfører verden. EU ikke undtaget. Danmark ej heller. Ejvind Mortensen udtrykker det barsk (i interviewet med ham i bladet Danmarks amtsråd): "At folk skal ansvarliggøres er en floskel man bruger til legalisere en kraftig nedskæring."
Nemlig den nedskæring der i realiteten er tale om, når "de aktiverede" med deres statsstøtte kommer til at overtage kommunale arbejdspladser, som almindeligt aflønnede mennesker ellers optog eller kunne komme til at beklæde. Hvorefter dé ofte ender i en anden afdeling af overførselsmodtagergraven. F.eks. som førtidspensionister. Som vel også snart skal aktiveres på arbejdsmarkedet? Men altså først efter at de er blevet ramt af den nedsatte arbejdsevne, der berettigede dem til førtidspensionen!
Dermed er vi fremme - ved begyndelsen: Selve den form, væksten har antaget, er ikke alene uøkologisk, den er også asocial. Trods umådelig økonomisk vækst er de sociale udgifter i EU fra 1970 til i dag steget fra under 20 procent af nationalproduktet til næsten 30 procent. Bl.a. som følge af arbejdsløsheden...
For at gøre håbløsheden i det nuværende - globalt sejrende! - økonomiske system grotesk åbenbar, kunne Jens Reiermann forleden i sin gennemgang her i bladet af European Social Policy Forum-mødet berette, at EU's skattekommissær Mario Monti har beregnet, at mere end en trediedel af den samlede arbejdsløshed skyldes stigningen i beskatningen af arbejdskraft. Ganske simpelt fordi arbejdskraften så i forhold til de vækstfremmende maskiner og lavtlønslandenes konkurrence bliver for dyr. Men skatterne stiger jo for at finansiere udgifterne til de socialt udstødte. Der udstødes som følge af skattestigningerne!
Denne sindssyge onde cirkel fremkommer af, at de vækstfremmende maskiner ikke må beskattes. Af hensyn til - væksten.
Først et opgør med den giver os socialreformen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her