Læsetid 3 min.

Villavejen

27. september 1999

Vi har 1.850.000 personbiler i Danmark. Vore hjem bugner med videomaskiner, mobiltelefoner, mikrobølgeovne, tørretumblere og computere. De fleste af os flyver mindst en gang om året til velfortjent afslapning under sydlige himmelstrøg.
Vi fortjener det. For danskerne er "myreflittige", som statsministeren konstaterede på S-kongressen tidligere på måneden. Flittigheden har givet os et velfærdssamfund, som selv Venstre-høvdingen Anders Fogh Rasmussen bekender sin kærlighed til.
"Langt hovedparten af os holder af og vil bevare kerneydelserne i det danske velfærdssystem," lød det fra den gennemsigtige Blair-inspirerede talerstol på weekendens V-kongres.
Tilmed er Danmark i dag det OECD-land, hvor den økonomiske lighed er størst. Og den bliver oven i købet større og større, når vi bruger den store gennemsnitsmålestok.
De gamle klasseskel er forsvundet. Arbejderne bliver stadig færre, og funktionærerne stadig flere. Som den engelske sociolog og regeringsrådgiver, Anthony Giddens, påpeger i sin bog, Den Tredje Vej, er klassevælgeren død. Det er ikke længere kollektivet, der tæller, men individet og dets personlige holdninger.

Spørger vi gennemsnitsdanskeren - lad os kalde ham Rasmussen - er han ikke i tvivl. Rasmussen har gjort det godt. Men han har også knoklet. Så derfor skal de grundlæggende velfærdsydelser være på plads. Om han er socialdemokrat eller Venstremand, så kræver Rasmussen fri og lige behandling på sygehusene, ordentlig ældreomsorg, et velfungerende socialt sikkerhedsnet og gratis uddannelse til ham og hans børn. Det fortjener han sgu. Men måske endnu vigtigere: Han vil have sine statussymboler i fred. Der er ingen, der skal ridse lakken på den nye Mondeo.
Frygten for indbrud og hærværk vokser, skægt nok, i takt med antallet af biler, videomaskiner, computere og mikrobølgeovne. Så selvom al statistik viser, at vi stadig lever i et af verdens fredeligste smørhuller, er frygten i dag den største stemmeflytter i Danmark. Magten tilkommer de politikere, der kan overbevise den store bilkørende middelklasse om, at deres biler kan stå i fred, og at de kan gå på gaden uden angst.
Men det er ikke helt nok. Gennemsnits-Rasmussen kræver også økonomisk ansvarlighed. For er der noget, der skaber friværdi i ejerboligen, så er det en sund økonomi, lav inflation og lave renter.

Poul Nyrup og Anders Fogh Rasmussen kender de to hovedkrav bedre end nogen. Og grundlæggende angriber de dem på samme måde.
Indsatsen mod kriminaliteten skal øges og den økonomiske politik skal være ansvarlig.
Eneste forskel er indpakningen. Mens den socialdemokratiske Rasmussen taler om et mere effektivt politi, taler Venstres Rasmussen om strengere straffe. Og mens den socialdemokratiske Rasmussen vil bruge statsoverskuddet til at gnave af gælden, taler Venstre-Rasmussen i tunger om et skattestop, som ingen aner, hvad betyder. Men det udstråler økonomisk ansvarlighed.
Bevares. Der er da forskel på Rasmussen og Rasmussen. Socialdemokratiet har langt tidligere end Venstre erkendt, at danskernes tryghed skabes gennem materiel velstand for alle. Det solidariske velfærdssamfund, kalder socialdemokraterne det. Som en ny LO-analyse viser, så mener seks ud af ti lønmodtagere, at der stadig er for store økonomiske uligheder i Danmark. De ved nemlig godt, at social ro skabes af økonomisk velstand. Mere politi er kun en nødløsning, men en nødvendig nødløsning.

Det er Venstres Rasmussen så småt ved at erkende. "De svage er blevet glemt," bekendtgjorde han på weekendens V-kongres. Venstre-Rasmussen er godt i gang med at udviske de sidste forskelle mellem ham og den socialdemokratiske Rasmussen, og det bliver mere og mere absurd, at høre Rasmussen og Rasmussen at sige, at der er to veje at gå i dansk politik. Der er kun en, som til forveksling ligner Den Tredje Vej, Tony Blair og Gerhard Schröder vil introducere i England og Tyskland. Eneste forskel er de danske socialdemokraters insisteren på en lige indkomstfordeling.

Som den svenske historiker Håkan Arvidsson skrev i lørdagskronikken, er "politikkens evige vilkår: At skabe orden og stabilitet gennem kompromis'er."
Og når gennemsnits-Rasmussen kræver mere politi, er det ikke frygten for globaliseringen, der driver værket, som den polsk/britiske sociolog Zygmunt Bauman antydede i fredagsavisen. Selvom Bauman ofte besøger Danmark, kender han tydeligvis ikke den store danske middelklasse godt nok. Her er frygten for ridser i billakken langt større end frygten for globalisering.
Diskussionen om, hvor mange veje, der er at gå i dansk politik, er derfor overflødig. For Rasmussen og Rasmussen er kun en. Villavejen. ør

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu