Læsetid: 7 min.

Som vinden blæser

Mens vindens retning alene bestemte, hvem der yderligere skulle rammes af udslippet fra Tjernobyl, sad Ulrich Beck i en idyl ved foden af Alperne og skrev på den skelsættende bog om risikosamfundet. Kronikkens forfattere har netop udgivet en bog om ham - og fortæller her om de tanker, der lå bag beskrivelsen af det klassiske industri-samfunds afløser
14. august 2006

Det er i år 20 år siden, at den nu verdensberømte tyske sociolog Ulrich Beck udgav bogen Risikosamfundet - på vej mod en ny modernitet. Siden er begrebet risikosamfundet blevet allemandseje. De fleste har en fornemmelse af, hvad risikosamfundet er. Men hvad fik Beck til at bruge begrebet? Og lever vi rent faktisk i et risikosamfund?

Natten mellem den 25. og 26. april 1986 var en lille gruppe ingeniører og teknikere i gang med en rutinemæssig nedlukning af reaktor 4 på det sovjetiske kernekraftværk Tjernobyl. Samtidig med nedlukningen ønskede man at afprøve nogle nye sikkerhedsprocedurer. Noget gik dog helt galt. Der opstod en voldsom eksplosion, som blæste hul i taget på reaktor 4 og sendte en sky af radio-aktivt materiale ud over området. Tusinder af mennesker blev umiddelbart og i dagene, der fulgte, berørt af katastrofen. Mange døde kort efter af den radioaktive stråling, endnu flere blev syge, og mange tusinde blev tvangsforflyttet fra deres hjem. I Ukraine, Hviderusland og resten af Europa sad man i dagene umiddelbart efter ulykken magtesløse hen og kunne kun håbe på en gunstig vindretning - alene vinden bestemte, hvem der ville blive berørt af det radioaktive udslip.

Samme år ved den idylliske sø Starnberger See lidt syd for München ved foden af Alperne sad Ulrich Beck i sit faste sommerdomicil og færdiggjorde sin nu verdensberømte bog. Den udkom samme år, og i forordet til bogen skrev Beck, at meget af det, han i skriveprocessen havde måttet kæmpe sig frem til ved hjælp af argumenter, med Tjernobyl-ulykken nu blot kom til at fremstå som en flov beskrivelse af virkeligheden.

Frigørelsens pris

Tjernobyl-ulykken er for Beck symbolet på, at vi har bevæget os fra én type samfund til en anden; fra industrisamfund til det, han kalder for risikosamfund. I risikosamfundet vender den generelle usikkerhed tilbage til samfundet - den usikkerhed, som man op gennem moderniteten ellers aktivt havde forsøgt at bekæmpe med videnskab og rationalitet. Ironisk nok er det dog netop dette moderne projekts succes - det tekniske og videnskabelige fremskridt - der leder os fra industrisamfund over irisikosamfund. Tjernobyl og atomkraftteknologi i det hele taget er på mange måder netop et højdepunkt i menneskehedens historie; et udtryk for menneskets totale tæmning af naturen. Med atomkraft og andre avancerede teknologier har mennesket for alvor frigjort sig fra naturen.

Men denne frigørelse har en pris. Hvis ikke før, så fik man netop med Tjernobylulykken øjnene op for denne pris, som Beck kalder det moderne industrisamfundsprojekts uintenderede følgevirkninger. Det er, når disse følgevirkninger - disse risici, som Beck også kalder dem - tildeles en central plads i samfundsdebatten, at samfundet skifter karakter. Det er med andre ord, når man ikke længere ignorerer miljøproblemerne, faren for radioaktive udslip, den truende globale opvarmning og alle de andre risici, som følger i kølvandet på vores industrialiserede levevis, men tværtimod lader dem få en status, der svarer til økonomiske og videnskabelige argumenter, at vi træder ind i risikosamfundet.

Vi producerer risici

Beck beskriver derfor ikke vores samfund som et risikosamfund, fordi han mener, at vi først i de senere år er begyndt at producere risici. Hans begrundelse for at bruge betegnelsen risikosamfund er i stedet, at vi på den ene side i de seneste år er begyndt at producere en type risici, der på afgørende punkter adskiller sig fra tidligere, mere håndterbare risici, og at vi på den anden side - og det er afgørende - nu også er begyndt at sætte disse risici i centrum for samfundsudviklingen. Risikosamfundet opstår først der, hvor begge betingelser er opfyldt. Det er således ikke nok, at der for eksempel produceres forurening, for at man kan kalde et samfund for et risikosamfund. Risikosamfundet opstår først i det øjeblik, man gør denne forurening til et problem; at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om en given produktion eller produktionsmåde er formålstjenlig, når den nu forurener så meget, som den gør - også vel vidende, at alternativerne ikke nødvendigvis er mere fornuftige i økonomisk eller videnskabelig forstand. Sagt på en anden måde: Industrisamfundet har altid forurenet - selvfølgelig mere markant i det 20. århundrede end tidligere - men først i det øjeblik, hvor denne forurening problematiseres, slår industrisamfundet om i risikosamfundet.

Konsekvenserne

Kyoto-protokollen fra 1997 er derfor et andet vigtigt symbol på risikosamfundet. Med Ulrich Beck kan man forstå denne klimaaftale som et tegn på, at vi har bevæget os væk fra det klassiske industrisamfund og ind i det industrielle risikosamfund. Det vigtige ved Kyoto er nemlig, at man her - uanset om USA ender med at tilslutte sig aftalen eller ikke - på et globalt plan erkender, at det kan blive nødvendigt at tilsidesætte hensyn til arbejdspladser og økonomiske interesser til fordel for at bekæmpe en selvskabt risiko: faren for en menneskeskabt, global opvarmning af kloden med uoverskuelige konsekvenser for mennesker og miljø.

Ulrich Beck er langt fra den første sociolog, der gør opmærksom på, at vores samfund ikke længere meningsfuldt kan forstås som et industrisamfund. Allerede fra slutningen af 1950'erne begyndte man så småt at tvivle på, om industrisamfund nu også var en passende betegnelse for det samfund, man levede i. Man begyndte også så småt at komme med forslag til, hvad man i stedet kunne kalde samtidens samfund. John Kenneth Galbraith foreslog i 1958, at man begyndte at forstå samfundet som et overflodssamfund, mens David Riesman, Fritz Machlup og Joffre Dumazedier i starten af 1960'erne proklamerede en begyndende overgang til henholdsvis service-, videns- og fritidssamfundet. Andre nøjedes med at konstatere, at man nu levede i det post-industrielle samfund. Dette diagnostiske samfundsbegreb blev først brugt af Alain Touraine i 1969 og senere adopteret af Daniel Bell i 1973 i bogen The Coming of the Post-Industrial Society. Samme Bell lancerede i øvrigt også senere begrebet informationssamfundet.

Disse diagnostiske samfundsbegreber markerede startskuddet til en massiv strøm af mere eller mindre modstridende og konkurrerende samfundsbegreber. Af de seneste to årtiers mange nye samfundsbegreber er Becks risikosamfundsbegreb blevet ét af de mest udbredte og anvendte begreber - i dag vel kun overgået af begrebet videnssamfund.

Men egentlig er Beck slet ikke den første, der anvender begrebet risikosamfund. Den israelske sociolog Yair Aharoni udgav således allerede i 1981 en bog med titlen The No-Risk Society. Pointen heri er, at vi i dag lever i et samfund fokuseret på at skabe sikkerhed for alle - herunder sikkerhed i form af et værn mod de risici, som en industriel civilisation selv frembringer. Fem år senere er pointen hos Beck dog, at en sådan sikkerhed er blevet umulig set i lyset af de nye menneskeskabte risici. Med hullerne i ozonlaget, drivhus-effekten, faren for radioaktive udslip, genteknologi, sprøjterester i maden, den globale terror og alle de andre menneskeskabte risici dukker den uberegnelige usikkerhed igen op i samfundet. Det er umuligt at fastslå sandsynligheden for et radioaktivt udslip fra et atomkraftværk eller for en terrorhandling, og det er lige så svært at sige noget fornuftigt om, hvor store skaderne vil være efter et atomreaktoruheld eller en terrorhandling. Usikkerheden er simpelthen for stor. Derfor kan man også kun i begrænset omfang forsikre sig mod disse nye risici. Det fik flyselskaberne for eksempel at mærke efter 11. september 2001, hvor det i praksis blev næsten umuligt at forsikre sig mod terror.

Manglede skarphed

Spørgsmålet er dog, om vi lever i et risikosamfund - om Ulrich Beck har ret i, at den nye type risici i dag er blevet så dominerende, at det berettiger til at betegne samfundet som et risikosamfund. Her er meningerne delte. Begrebet er uden tvivl gledet ind i hverdagssproget og lægmandsforståelser af det samfund, vi lever i. Blandt forskere er der derimod stor uenighed om Becks aktuelle samfunds-diagnose. På den ene side har mange fundet inspiration i hans risikosamfundsperspektiv, mens der på den anden side har været rejst en ret voldsom kritik af teorien om risikosamfundet. En stor del af denne kritik har været berettiget. Becks risikoforskning manglede specielt i begyndelsen helt klart teoretisk skarphed, og teorien om risikosamfundet er stadig relativt svagt forankret i empirien. Man kan sagtens finde enkeltfænomener, som støtter Becks risikosamfundsteori. For eksempel er der ingen tvivl om, at den globale opvarmning aktuelt spiller en rolle som samfundsmæssig og politisk drivkraft, hvilket Beck bedre end nogen anden har set og tematiseret, men ud fra sådanne enkelttilfælde kan man som bekendt ikke slutte til, at de nye risici generelt er den afgørende drivkraft i vores samfund. Det er således fortsat et åbent spørgsmål, om vi lever i et risikosamfund.

Mads P. Sørensen er leder af Højskolen for Politik på Esbjerg Højskole, idéhistoriker og ph.d

Allan Christiansen er ekstern lektor ved handelshøjskolen i Århus samt cand. mag. i idéhistorie og sociologi

Kronikkens forfattere har netop skrevet bogen 'Ulrich Beck - risikosamfundet og det andet moderne', der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu