Efter at optøjer, demonstrationer og strejker er blevet hverdag i den femte republik, fornemmer man nu en dalende entusiasme hos tidligere socialt engagerede kommentatorer i ind- og udland. Genstridigheden er så gennemtrængende, at den franske revolte synes at have mistet sin charme.
Opråb anno 2006 så som bloggeren Laura Smiths på den britiske hjemmeside libcom.org til "wanne-be revolutionære, der kun lever gennem dem, som stadig har energi til at mobilisere en virkelig protest, d.v.s. franskmændene" vinder ikke videre gehør. Når der går inflation i besungne aktionsformer, devalueres de. Den kritiske ånd er blevet et brokkehoved. Protester kan ikke længere løse problemerne, men kun forlænge dem, lyder det. Alle ved, at Frankrig skal reformeres. Det kan ikke længere udsættes.
Men den seneste bevægelse mod den nye franske reform, der liberaliserer det franske arbejdsmarked, nyder ikke desto mindre opbakning i befolkningen. Ligesom Laura Smith er historiker og sociolog Emmanuel Todd en af de eneste, der vedholdende betragter protesten af i dag som en værdi i sig selv:
"Eliternes nedtrykte tale lyder, at det går dårligt i Frankrig, dårligere end i nabolandene, men det er eliten, der har det dårligt. De holder ikke op med at sige, at Frankrig er det eneste land, der nægter at tilpasse sig globaliseringen. Men deres bedømmelse kan vendes mod dem. Man kunne også sige, at Frankrig er et land, der er tilstrækkeligt levende og modstandsdygtigt til ikke blot passivt at acceptere opløsningen af sin sociale model. Hos os er der traditioner for lighed og revolte, som man ikke finder andetsteds. Det er sandt, at Frankrig er en undtagelse i Europa, og ikke kun med hensyn til sin modstand mod globaliseringen. Det er også det land blandt Europas største, hvor fertiliteten er højest," fremfører Todd. Derfor ledsages modstanden mod globaliseringen af en exceptionel selvforsyning. Frankrig er et af de få lande, der ikke gennemlever en "demografisk krise", konkluderer Todd.
Krisen kan derfor anskues som et sundhedstegn. Det er der tradition for i Frankrig, hvor résistance eller modstand trods sin negative klang er og bliver et plusord. "At modstå er at skabe," lyder et af den afdøde filosof Gilles Deleuzes slogans, der uafladeligt citeres, som var det en selvfølgelighed.
Har intelligentsiaen p.t. mistet troen på denne fremgangsmåde, gennemtrænger den til gengæld stadig det franske samfund, hvor modstandsdygtighed stadig dyrkes som en dyd. Dels genfindes den hos premierminister de Villepin, der stædigt vil gennemføre sin reform uden at lytte til de unge og arbejdsmarkedets parter. Dels hos hans illoyale indenrigsminister Sarkozy, der taler for en "bruddets politik", der ikke blot appellerer til reformister men også revolutionære kræfter. Modstand er også kompromisløshed.
Da Zinédine Zidane forrige år sagde farvel til landsholdet, skulle det store regnskab gøres op. "Man har ikke i tilstrækkelig grad insisteret på hans résistance, hans evne til uophørligt at gentage de samme manøvrer på banen," forklarede tidligere anfører Didier Deschamps. At Zidane allerede året efter var tilbage i den blå trøje var blot endnu et eksempel.
Et mere ekstremt eksempel blev i forgangne måned formuleret i nekrologerne over polemikeren Philippe Muray. Her blev hans død grundet hans stædige résistance mod vestlig dekadence gradbøjet. Murays udtalelse efter 11. september 2001 om, hvorledes kamikazepiloterne trådte ind som elefanter i en butik, hvor alt allerede var blevet smadret, blev påny hevet frem: "Vi vinder, for vi er mere døde, end I er." Som tænkeren Baudrillard forklarede, er nogen altså mindre døde end os - især Muray selv.
Bagsiden ved den franske dyrkelse af modstandsdygtighed er imidlertid en vitalistisk irrationalisme. Den rationalisme, som franskmændene også bryster sig af, har svære kår. Ifølge historikeren Jacques Marseille - der ikke kan finde eksempler i fransk historie på en større reform som resultat af dialog - er fransk stædighed desværre ikke forenelig med demokratiske værdier. Modstanden udelukker både kompromiset og forhandlingen som en mulig vej ud af krisen.
